Alene i vildmarken

“Alene i vildmarken” havde finale i går aftes. Brian og jeg sad hjemme i sofaen under dynen og så med. Vi har set alle afsnit + dem fra USA, som hedder “Alone”. Det er vores yndlings tv. Vi diskuterer så det brager en gang imellem. Ikke kun over “Alene i vildmarken” udsendelserne, men også “Naked and afraid” og andre lignende programmer.

Brian er professionel soldat med korporal som rang. 5 udsendelser bag sig og været i Hæren i 16 år. Jeg selv er ivrig vandrer og friluftsmenneske, med denne friluftsblog, som tager alt min tid. Jeg startede i sommeren 2017 med en vandretur og siden har jeg været hårdt ramt. Vandring, friluftsliv, grej, bål og det psykiske aspekt af det hele. Så vi har begge to interesse i overlevelse og alt hvad der følger med.

Jeg har desværre ikke prøvet noget så fantastisk som “Alene i vildmarken”. Men jeg har drømme og mål jeg vil have opfyldt med tiden. Nedenunder kan I se da jeg vandrede Camønoen under hedebølgen i august 2018.

Så vi har ivrigt fulgt med i “Alene i vildmarken”. Vi diskuterer ofte så det brager over afsnitene. Det er så sjovt.

Hvorfor finalen i “Alene i vildmarken” skuffede mig

Inden jeg dykker ned i min skuffelse, vil jeg gerne lige slå noget fast. Min skuffelse handler udelukket om noget jeg troede ville ske. Det har ikke noget med nogle af deltagerne at gøre personligt. Jeg skriver heller ikke denne artikel for at lange ud efter nogle.

Jeg skriver den, fordi jeg synes der er brug for den. Ikke mindst set i lyset af, at det lige har være Kvindernes Kampdag, Den dag skrev jeg en artikel om ligestilling i friluftslivet. Det skal forstås på den måde, at alt for mange kvinder ikke tør færdes alene ude. Her ser jeg problematikken fra friluftsliv siden. Det er da et problem, at kvinder ikke tør sove alene i et shelter alene ude i skoven. Eller at de ikke tør vandre alene i Danmark.

Vi har brug for flere kvindelige rollemodeller i friluftslivet. Vi har brug for at kunne se op til kvinder som inspirerer og klarer sig godt i friluftslivet. Derfor er jeg skuffet over at Mette Mortensen ikke vandt i går.

Sejere og mere inspirerende kvinde i friluftslivet skal man lede længe efter. Jeg havde så meget brug for at Mette ville vinde, så JEG kunne se op til en kvinde i friluftslivet. Jeg mangler en kvinde som er bedre end mig til alt, når det gælder friluftsliv.

Man kan godt være en vinder – uden og vinde

Når alt kommer til alt, så er det hele jo ikke sort og hvidt. Fordi Mette ikke vandt, er hun jo stadig en badass kvinde og bedre end mig. Det som irriterer mig grænseløst er, at det er tredje gang en mand vinder den danske udgave. Jeg har tjekket de amerikanske “Alone in the wilderness”. Seks omgange og alle vundet af mænd. Det provokerer mig.

Gør det virkelig en forskel ? Kan vi ikke bare sige, at alle er vindere ? Er alle ikke seje og forbilleder fordi de har været med ? Gør det dog virkelig en forskel ? Ja, for mig gør det altså.

Betyder det, at mænd er bedre til at overleve alene i vildmarken end kvinder ? Er mænd sejere end kvinder ?

Når nok er nok og der ikke mere og komme efter

Én ting er dog sikkert. Det er ret nemt og sidde hjemme i sofaen under dynen og skræppe op. Hvilket er det jeg har gjort. Jeg har ikke siddet der alene i vildmarken med et kamera. Så hvordan kan jeg tillade mig at sige det jeg gør ? Måske kan jeg heller ikke tillade mig det. Men ligesom så mange andre bliver jeg ramt og helt opslugt af det. Det er vitterlig ugens højdepunkt hjemme hos os.

Sidde alene i vildmarken med en sult som er galoperende og savn som knuser én, må ikke være nemt. Sådan som jeg hørte det, så blev Mette inddirekte opfordret til og stoppe. Selvom det selvfølgelig var hendes eget valg. Efter vi så hende i undertøjet, gispede vi begge to. Hun var helt afpillet med masser af slap hud. 17 kg i vægttab.
Når hun snakkede i klippene kunne vi jo høre, at hun er mentalt stærk. Men i med at hun ikke fik nok fisk og nåede et kritisk niveau i vægttab betyder det hjemsendelse. Enten fra lægen eller også efter egen frie vilje.

Man skal naturligvis aldrig sætte sit helbred over styr. Det er trods alt ikke værd og dø for. Så hendes beslutning var nok klog. Selvom hun havde taget to dage mere, noget hun selv vurderede, havde hun ikke vundet. Så er der ikke meget mere og komme efter.

Fodbad, stol og en imponerende hytte mos isolering

Mette imponerede os herhjemme konstant. Brian har sagt flere gange, at han var imponeret af hendes hytte. Det fanger mig straks, for der skal meget til og imponere ham. Men jeg giver ham ret. I kan læse mere om hytten her ➡“Hemmeligheden bag Mettes imponerende hytte”.

Selvom vi synes hun var overlegen og klart den mest interessante, så kommer ingen ret langt uden nok og spise. Så selvom Mette ikke vandt, synes jeg stadig hun er en rollemodel i friluftslivet for kvinder. You go girl.

Hun inspirerer i hvert fald mig til og blive bedre. Til og komme ud og prøve nye ting af. Vidste du i øvrigt at Mette har sit eget frilufts firma med kurser, vandring og at hun også har udgivet en bog ? I kan se hendes side her ➡ “All-Out | Friluftsvejleder og HR konsulent”.

Tillykke til Falkemanden Flemming

Flemming ejer og driver ➡ “Silkeborg Ørnereservat” sammen med hans kone Bennie. Tillykke til dig. Det må være fedt, at stå til sidst og være en vinder i “Alene i Vildmarken”. Du gjorde det godt. Vi grinede af din lille fortælling, din humor og vi var imponerede af din mentale styrke.

Vil du læse mere ? Læs tråden her, hvor Falkemanden svarer på seernes spørgsmål ➡ “Flemming Sanggaard har svaret på brugernes spørgsmål her til aften”. Den er interessant, fordi der er svar på mange spørgsmål vi alle har tænkt.

Et andet spørgsmål, som Brian og jeg har diskuteret, er hvorfor vinderen ingen pengepræmie får. Det kan I læse om hvorfor her ➡ “Derfor vinder man ikke noget i Danmark”. Det kan nok starte en længere diskussion om vores allesammens kære og omdiskuterede licens.
Men faktum er, at Falkemanden har tabt næsten 100.000 kr i aflyste bookinger i hans virksomhed. Det svimlende mange penge.
Måske kommer jeg en dag fordi Silkeborg Ørnereservat, og så vil jeg da lige hilse og se dine flotte fugle.

Jeg vil også med

Hver torsdag i seks uger lagde jeg noget op på Hannah In Colors’ Facebook og Instagram. Lige inden det nye afsnit trak jeg frilufts paralleller fra deres oplevelser til mine egne. Det er sjovt, når jeg kan genkende det de oplever. Nu er det slut.

Som jeg har sagt fra dag 1 af, så melder jeg mig næste gang, Hvis de altså søger igen. Jeg har endnu ikke hørt noget. Jeg har ikke flere grunde til IKKE og melde mig til. Nu er jeg klar og har lyst.

Hvis DR1 søger igen, og jeg rent faktisk kommer med, så må vi jo se hvor godt jeg klarer mig. Man ved først hvordan sådan en oplevelse føles, når man rent faktisk er der. Jeg er klar og spændt på om de søger igen. Men indtil da fortsætter jeg min eget friluftsliv.

? fra Hanne og Brian