Alfahannernes kampplads

Alfahannernes kampplads startede denne dag. Det mest mærkelige er dog at Sonni lå og sov. Men en plan tog form og fart i mit hoved. Noget jeg skulle bevise.

Avispapir i rygsækken

Jeg må altså sige, at jeg blev lidt forundret da Sonni fortalte om avispapiret i hans rygsæk. Jeg var helt mundlam. Hvorfor slæbe avispapir med på en vandretur?

Til optænding til bålet, var hans svar. Hvorfor det når naturen bugner af optænding lige nu?

Det diskuterede vi på livet løs, mens vi traskede derudaf på Dag 1.

Man eller måske mere mig, må jo have respekt for andres måde at gøre tingene på. Også når metoderne ligger langt fra mine. Tanken var jo sød. Så kunne vi starte et bål og hygge med det.

Jeg ved også godt, at jeg er en stædig vandrer nu. Fordi jeg har vandret så meget alene og klaret mig selv.

Men når det er sagt, så er det så sjovt, at se hvad Sonni gør og hvordan han løser udfordringer.

Et bål uden avispapir blev til

Jeg listede op af soveposen med den skumle plan. At starte et morgen bål uden avispapir.

Jeg startede med at samle ind. Lagde brændet op i rækkevis og tændte det.

Vores indsamlede birkebark blev også brugt. Det trick kendte han ikke. Jeg var lidt i tvivl om det var birk. Det lignede.

Jeg hoppede rundt for at skaffe mere brænde. Nogle større stykker. Passede bålet og nussede om det. Nu skulle han dælme lige se hvem der havde vundet alfahannernes kampplads her til morgen.

Da bålet kørte stabilt vækkede jeg ham.

“Har du startet bål? ”
“Ja”
“Nej hvor hyggeligt”

Hvad han ikke vidste var, at alfahannernes kampplads var skudt i gang.

Ikke så meget alfahannernes kampplads alligevel

Morgenmaden blev indtaget ved bålet. Da vi snart skulle afsted igen var det ikke ret stort.

Men lidt har jo også ret. Og det var hyggeligt. Det er dejligt at gøre noget rart for en anden når man vandrer. Lige noget ekstra som gør turen endnu bedre. Det følte jeg at mit morgen bål bidragede til.

Morgenmaden var brød, peanutbutter og marmelade fra feltrationerne. Da både Sonni er ex-soldat og jeg jo har Brian har vi begge virkelig feltration. Der skal jo ryddes ud i det.

Min mad var pakket i poser. Som I kan se på billedet nedenunder. 1 pose pr dag. Dem har jeg tre med af.

 

Maden smagte dejligt. Selvom peanutbutter klistrer til ganen. Men med lidt marmelade hjælper det.

Jeg stikkede lidt drillende til ham med bålet. At nu havde i hvert fald bevidst at det kan sig gøre uden avispapir. Men det prellede helt af. Sonni så det i hvert fald ikke som alfahannernes kampplads. Det var kun mig. Men hyggeligt var det.

Vi slukkede bålet. Pakkede sammen og drog ud på eventyr.

En bedre koordinering af vand

Under morgenmaden fandt vi ud af at vi havde gået forbi hinanden med vores vand.

Jeg har jo min Lifestraw. Den er min prioritering nummer 1. Den har reddet mig gang på gang. Sonni kører vand i flasker fra vandhaner.

Om morgenen var der næsten ikke mere vand tilbage. Jeg havde ikke tanket vand i min fordi jeg ville hjælpe Sonni ned i vægt. Så vi brugte hans vand. Der var trods alt 3 ltr.

Jeg ved godt, hvor hurtigt man bruger vand på en vandretur. Tandbørstning, madlavning, vask af hænder, kaffe, te og varm kakao. Og så lige drikkevand oveni.

Pludselig var der næsten ikke noget tilbage. Sonni blev lidt forundret. Jeg blev ikke. Men jeg havde ikke spurgt ham om vores vand beholdning. Vi blev enige om at fordele resten. Og køre drikkevand fra min Lifestraw. Senere inde i en byen eller på en kro ville vi fylde hans flasker op.

Så på billedet nedenunder kører vi på sidste vandration. En Lille kaffe til mig. En kakao til ham i en pudsig flaske. Til højre kan I se min pakkede mad i poser. Tre poser til tre dage. 1 pose hver dag til de første tre dage.

 

Så selvom det måske nogle gange er alfahannernes kampplads, så deler, fordeler og hjælper vi også hinanden.

Vandrensning i en Lifestraw

Jer som følger mig, ved godt hvor begejstret jeg er for min Lifestraw. Flere gange på mine vandringer har den reddet mig.

Specielt på denne dag ude i skoven ? “Min elskede Lifestraw”

Men Sonni har ikke prøvet det. Så det var en glæde at introducere ham for det. Først kiggede han lidt på den.

Så blev jeg sendt ned til vandet for at tanke op.

Altså der er jo ikke så meget i det. Bare sænke flasken og tappe. Men som I kan se på vandet på billedet ovenover, er der strøm. Så inden jeg sendte Sonni ned, forklarede jeg ham noget vigtigt.

Når der er strøm holder man fast INDEN man sænker flasken. Ellers tager strømmen flasken. Og det går hurtigt.

Så sendte jeg Sonni ned. Kan I spotte ham ?

Oppe på broen igen smagte han på det.

“Det smager jo af vand”

Det er jo lige præcis, hvad det gør. Flasken blev hurtigt dugget af den kølige vand. Så lækkert og forfriskende. Vandet herude igennem et Lifestraw smager så meget bedre end vand fra vandhaner.

Jeg bliver så begejstret hver gang. Jeg bliver både begejstret for min Lifestraw og for at introducere vandrensning for andre.

Videre og på kro

Vi traskede videre. Næste mål, inden at finde næste dags overnatning, var at tanke lidt strøm.

Vi fandt en kro på vejen videre. Den hed Providence og havde åben.

Der sad vi så. Tankede strøm. Drak kaffe og grinte. Sonni og jeg griner næsten hele tiden. Af alt. Han griner af at jeg har reb med. Eller faldskærmsline med. 3 meter. Jeg siger, at jeg ofte bruger det. 20 min senere er han ved at falde ned af en skrænt, fordi hen kigger bagud og går videre.

Så hvis han var røget derned af skrænten, måtte jeg jo bugsere ham op igen i benene med mit reb. Så kunne det da godt være, at set reb ikke var så tosset.

Sådan nogle små ting som sker hele tiden. Det er sådan nogle vi griner af.

Vi grinte også af min historie, som jeg absolut skulle fortælle op ad den stejleste og hårdeste trappe.

Oppe på toppen kan jeg næsten ikke få vejret og Sonni griner af mig. Om den historie ikke kan vente. Nej, selvfølgelig ikke. Sådan er det.

På kroen drak vi en kande kaffe, tankede strøm og havde det noget så sjovt. I entréen har de masser af glimmer ting til salg. Sonnis øjne brændte. Jeg tilbød at give ham en sølvhjort med glimmer i en tidlig julegave. Det havde absolut ingen interesse.

Jeg skrev dagbogen færdig og lagde den op til jer. Signalet til internettet hernede er virkelig svingende eller ringe. Jeg har ikke haft meget. Sonni’s mobil kører over den tyske.

Så jeg kører mest delt internet af ham. Men i shelteret om aftenen var det omvendt. Selvom vi lå i hver ende af shelteret, havde han intet internet. Jeg havde lynhurtigt.

Hurtig aftensmad og i soveposen bagefter

Vi nåede nattens overnatning lige inden det blev mørkt. Da vi smed taskerne i shelteret var solen for længst gået ned.

Jeg var meget sulten. Så Sonni smækkede vand over på trangiaen, så jeg kunne få noget varmt vand til min “Beef with vegetables” feltration. Åh mums.

Så vi deles om hvad vi har. Det er ret normalt ikke at have internet når jeg vandrer. På Pomleranden da jeg vandrede Camønoen havde jeg intet.

Resten af aftenen gik med at snakke fra hver vores soveposer. Selvom jeg lå helt pakket ned og væk i min, lå jeg og sprutgrinede over vores samtaler. Han grinede også over min alfahannernes kampplads, som han jo tydeligvis ikke var en del af. Man kan vel ikke have alfahannernes kampplads, hvis der kun er en med ? Kan man ?

Jeg begyndte på dagbogen bagefter. Men trætheden tog over. Jeg var næsten faldet i søvn da Sonni spurgte:

“Hanne, sover du?”

“Ikke mere i hvert fald”

Jeg var tæt på at sove og jeg blev forskrækket da han snakkede. Jeg spjættede og Sonni grinte af mig.

Jeg slog delt internet fra og bagefter sov vi begge.

Sikke en dejlig dag. I morgen vandrer vi videre og vi slår et smut forbi Lagkage huset i Gråsten. Sonni har aldrig været der og det ville jeg gerne rette op på.

Sov godt. Vi læses ved. Og tak fordi I gider at følge os?