Anden orlov hjemme med min soldat

Anden orlov hjemme med Brian har været meget anderledes end første orlov.

Der må være andre piger derude med en udsendt soldat

Denne gang fik jeg virkelig sat en tyk fed streg under, hvor specielt det er og være soldaterkone.

Man kan jo så spørge sig selv, hvorfor jeg skriver en artikel om emnet. Årsagen er såre simpel. Der sidder mange kvinder derude, som er i samme situation. Kvinder som måske ikke har prøvet det før. Det med at være sammen med en udsendt soldat. Spørgsmålene, frygten og usikkerheden tårner sig op.

Min antagelse holdt stik. Jeg er allerede blevet kontaktet af en pige, som var meget ked af det og ikke anede hvad hun skulle stille op.

Så disse artikler og den sidste når han er kommet hjem er til jer. Både til jer piger som sender en soldat afsted. Men også til jer soldater, som vil vide hvad jeres ventende pige kan forvente.

Anden orlov hjemme var anderledes

Nu skal jeg forklare jer hvorfor. Jeg har tænkt meget over hvad jeg skal skrive til jer. Ingen af os har lyst til at udlevere vores privatliv. Der er grænser, og dem værner jeg om.

Men derfor kan jeg godt skrive lidt og stadig hjælpe. Så her kommer de:

  • De pokkers høje forventninger

    Det er klart, at når man som pige sidder hjemme og venter, så kan forventningerne blive ret høje. De ti dage skal bruges fornuftigt og lige efter piges hoved. Men det kan man ikke forvente. Der er mange som gerne vil se og snakke med ham. Det må man respektere. Han skal også bruge tid på at slappe af, få sovet ud og komme ned i gear

  • Hvem er du ?

    Noget som virkelig kom bag på mig, var at genkendelsen ikke kommer prompte. Anden orlov var var værre end første. 63 dage varede adskillelsen inden anden orlov. Når jeg ser ham i Kastrup Lufthavn, kan jeg godt genkende ham. Jeg kender jo hans søde ansigt. Men for mig tager det 1 til 1½ døgn før vi sådan rigtig klikker igen. Før det igen “er som i gamle dage”.

    Man står der og venter. Man er nervøs, hvorfor ved man ikke. Skal man grine eller græde ? Maven er ved og eksploderer af alle sommerfuglene. Når du så ser ham, står verden stille. ENDELIG sammen igen!

  • Eneboer, single og græsenke

    Den her kom også ret meget bag på mig. Efter 63 dage alene i hjemmet føler man sig sådan lidt som en eneboer som er single igen. Også selvom jeg har den dejligste mand langt væk. Så når han kommer hjem igen, er det ligesom at flytte sammen igen. Men skal vænne sig til hinanden igen og alt hvad det indebærer.

  • Så meget og sige på så lidt tid

    Vi snakker ikke om ting som sker hjemme hos mig. Medmindre det er noget livstruende. Han skal koncentrere sig om hans mission. Desuden får man ikke den ønskede reaktion ud af ham alligevel. En hel dag med prøvelser i delingen på en patrulje har bøvlet hele dagen. Så min nye fine kjole jeg har købt på udsalg, og som lige nu fylder meget hos mig, er han ret ligeglad med. Han er træt og skal op om lidt igen.

    Så når han så kommer hjem, skal man fortælle 100 ting, vise 100 ting, spørge om 100 ting, fakte 100 røverhistorier og fortælle nogle ting man har været ked af i 1 ½ måned. Eller den bedste; Han har slet ikke været med og hørt alt hvad der er sket. Så det er fra starten vi starter, hvorefter han så er sat ind i tingene.

  • Romantik – og gerne meget hurtigt, tak!

    Ingen af os er super romantiske. Men som med så meget andet under en udsendelse, træder alt tydeligt frem. Det samme gør manglen på romantik. Jeg bliver ret syg og hungrende efter romantik. Alle steder går par i hånd, kysser, griner og håner mig. Det er frygteligt. Det føles som og være evighedssingle og trist.

Hyg med mere hygge

Når Brian er hjemme på orlov, spiser vi meget ude. Det er ikke dyre eller fancy spisesteder. Det er selskabet som er det vigtigste. Brunch og hygge på Kok Amok er obligatorisk. Så lækkert.

Anden orlov hannah in colors brunch slagelse kok amok udsendt soldat udsendelse
Udover den lækre brunch, hyggede vi også med julegodter på Café Vivaldi i Slagelse.

Lidt gaver til mig var der også. En kæmpe taske med feltration og lyserøde stormtændstikker. Mundvandet løb lidt lige der. Jeg elsker hans feltrationer. Jeg bruger dem på mine vandringer. Dejligt nemt og allerede betalt. Det samme som vi kalder gratis i vestjylland.

Dagene går hurtigt på anden orlov

Denne gang var han hjemme i 10 dage. De går forbavsende hurtigt. Der er så meget man gerne vil. Meget man vil nå. Ting som skal fortælles og folk som man skal hilse på.

Derfor smuttede jeg også 4 dage til Odense for og være sammen med Musse og min bedste kammerat. Det kan synes obskur, men Brian skulle i byen med vennerne og have tømmermænd. Så kunne jeg lige så godt hygge mig sammen med dem.

Det som man måske forventer, går måske ikke opfyldelse. Det er vigtigt og understrege. Anden orlov, i hvert fald for mig, var hårdere. Efter så mange dage med savn og længsel, eksploderer det hele i de 10 dage.

Respekt for soldatens arbejde

Jeg prøver og have respekt for hans arbejde når han er ude. Jeg tager en føler på hans humør, inden jeg folder mig ud over Messenger. Også selvom jeg er ved og brænde op indeni. Det er ham som sætter barren for alt. Hvis jeg er ked af noget og behøver hjælp, henvender jeg mig til mine venner.
Når han er ude, lader jeg ham skrive til mig. For det meste i hvert fald. Hvis jeg skriver til ham, tjekker jeg min mobil hver anden minut. Og med en soldat ved du ikke om der går 2 min eller 1 uge før de svarer tilbage. Jeg HAR prøvet det. Jeg blev sindssyg. Han kontakter mig. Han har mindst tid at gøre godt med.

Når han er hjemme, som på anden orlov, styrer han slagets gang. Mere eller mindre. Det må jeg være ærlig omkring, at det ikke passer mig så godt. Men jeg prøver. Mine dage har altid ydre rammer. En pejling hvor vi er på vej hen. Ikke detaljer. Det synes jeg nok er det sværeste. Ikke at blande sig.

Det er dog ikke værre, at vi afstemmer forventninger. Snakker om hvad vi har lyst til sammen og hver for sig. Man når meget, men ikke alt.

Vi klarer den godt. Jeg spørger ham, hvordan jeg klarer den. Det er min første udsendelse som hans kæreste. Da vi var venner og han var i Afghanistan, var det noget andet.

Hvad så med jul og nytår ?

Brian er væk hele december, juleaften og nytår. Han kommer først hjem i midten af januar. Så det er længe, og specielt i julemåneden, at være alene. Men de vælger ikke selv. For mit vedkommende skal jeg nok klare det. Men hvor er det trist. Min jul og mit nytår ved jeg ikke hvor skal fejres endnu. Tilbud har jeg fået. Stilling til dem + mine egne idéer tager jeg en beslutning om senere.

Én ting er dog sikker. Vi skal være sammen en weekend i december hos ham. Hvor vi dog glæder os. Det kan lyde mærkeligt det her. Men det er næsten bedre IKKE at være sammen. Når man kort mødes, roder det op i de varme følelser og savnet, hvorefter man så bliver forladt igen. Nogle mener det er bedre og ses en gang imellem end aldrig. Jeg er ikke sikker. Kommer an på så meget.

For mig er det ikke svært og være alene. Det er jeg rigtig god til. Det er sværere at få lidt og så blive efterladt igen. Godt det ikke er forevigt. Den tanke trøster mig.

Dine følelser for manden bliver i hvert fald meget åbenlyse. Elsker du ham eller ikke ? Det bliver sat på spidsen i en udsendelse. Brians udsendelse har styrket os. Jeg troede ikke det var muligt. Men vi er blevet endnu gladere for hinanden. Kærligheden er større. Respekten og forståelsen er vokset.

På gensyn min skat

Tilbage står man så i Kastrup Lufthavn med resterne. Uforløst og på vej ud i savnet igen. Det er hårdt. Men jeg/vi ved hvorfor vi gør det. Efter jeg havde kysset ham farvel i terminal 2, sad jeg lidt tid og kiggede på det smukke juletræ med lys.

Hjem til Armani Code og tomhed

Hjemturen forgår i stilhed og med tankerne flyvende. Man behøver ikke og køre dem til Kastrup Lufthavn (eller Roskilde ved start og slut af udsendelsen) for at hente og bringe. Det er hårdt at aflevere. Hjemturen ender hjemme med duften af hans yndlingsparfume han altid bruger. Armani Code. Minder alle steder fra i hjemmet. Om natten vågner man og tror man kan høre hans stemme. Vores grin hænger i luften.

Sådan er det i 1 til 2 dage. Så aftager det. Heldigvis. Ellers ville det være pineri og uudholdeligt. Tiden inde anden orlov var rigeligt.

Så nu er er kun at vente til jeg skal afsted over og besøge ham. Fylde tiden ud med fornuftige og spændende projekter. Pakke og sende hans pakkekalender og vores romantiske weekend kurv, så den er klar til afgang. Så går tiden hurtigere og det bliver knap så hårdt. Aldrig mere en anden orlov.

💚 fra Hanne (& lidt Brian)

Hvis du slet ikke ved hvem min skattemand Brian er, kan jeg foreslå lidt læsning.
Dengang vi var på ferie på Kreta. Eller da vi snorklede sammen på Balos og Gramvousa – også på Kreta. Eller min yndlingdag på samme ferie, da vi vandrede i den smukke Samaria Kløft.

Måske vil du hellere vil læse om Sankt Hans 2018 , eller om mine tanker da vi fik og vide han skulle udsendes, eller måske dengang jeg friede til ham første gang og anden gang i KBH

Hvis ovenstående ikke har vakt interesse, så er min fødseldag med gokart noget ? Hvis alt er slået fejl, så er mit sidste bud, da vi sammen udforskede Stilling strand, hvor vi var noget uenige om hvad smuk natur er.

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *