Bål, sol og et tilbageslag

Tilbageslag kommer altid i livet. Spørgsmålet er bare hvordan man griber det og kommer videre. For videre skal man jo. Det skulle jeg også.

På opdagelse i lokalområdet

Nu er jeg efterhånden i sidste fase med planlægningen af de arrangerede vandreture. Turen har været sej, men lykken smilede til mig under min sidste mini vandring. Høj sol, kilometer i benene, smuk natur, udforskning og eventyr. Det er hygge på højt plan. Det eneste jeg manglede var tre medvandrede. Tre som jeg ville tage under mine vinger og ud på et mini eventyr.

En pakket taske fyldt med hygge

Jeg pakkede min taske med økse, kædesav, mad, kaffe, te, kamerastativ, kamera, vand og lidt snacks. I kan godt mære det, ikk’ ? Det kilder allerede i maven med udsigt til et mini eventyr. Min plan var, at gå rundt i området og få styr på detaljerne, udforske og tilsidst smække et bål op til aftensmad og skyde et par billeder.

Måske ville jeg finde noget som var endnu bedre end det jeg havde forestille mig. Det jeg fandt var bedre. Men et tilbageslag kom der også. Hvad tilbageslaget var fortæller jeg om lidt. Tilbageslaget fik mig også til at tænke på Allemandsretten i Sverige vs vores love herhjemme.

Jeg kan naturligvis ikke afsløre alt hvad jeg fandt. Det offentliggører jeg, når der er åben for tilmelding. Men jeg er begejstret. Så det er mit garantistempel. Om det holder i den virkelige verden, må tiden vise. Ruten kan finpudses.

1 fasan, 1 hare og 5 bambier

Når jeg er ude og vandre, skal der såmænd ikke så meget til før jeg mærker det bobler i maven. Også i snevejr, regn og høj sol. Vandring gør bare et eller andet ved mig. Så da jeg sjoskede på en lille sti i højt græs, totalt optaget af mine egne tanker, blev jeg først forskrækket, dernæst observerende og tilsidst glad. Lige foran mig fløj en smuk fasan op og sekundet efter løb en hare i vild spurt væk fra mig. Hvad de lavede sammen i græsset aner jeg ikke. Men hvis de gjorde det hver gang på mine vandreture, ville det være fantastisk.

Bambier ser jeg virkelig mange af. Også denne gang. Da solen var på vej ned, spottede jeg 5 bambier som græssede. Længe stod jeg og kiggede på dem. Så smukke og søde.

 bål arrangede vandreture vestsjælland vandreblog hannah in colors
Lykke kommer med bål og natur

Efter udforskningen var slut, var det tid til det allerbedste. Bål. Det er altså lidt tid siden jeg har tændt et bål. Jeg gjorde det hverken på min vinter vandring i februar eller december. Du kan læse om min vinter vandring her. Men som I kan se på billedet er bålevnerne ikke glemt. Utroligt så stolt og glad jeg kan være, hver gang jeg tænder et bål.
Noget af det jeg virkelig havde glædet mig til igen, var at lege med min lille økse og min kædesav. Begge dele er sponseret af Spejder Sport. Jeg har haft begge dele med før blandt andet på min lange oktober vandring. Læs den her.

Der er ikke noget mere afslappende end at smækket et bål op. Save, hugge, knække og finde optænding. Ingen tilbageslag der.

Tilbageslag, tanker om vandreturen og om vores alles ret til naturen

Mens jeg arbejdede med træet til bålet, tænkte jeg på tilbageslaget. Tilbageslaget bestod i at det shelter jeg havde planlagt vi skulle sove i var ejet af en forening. Jeg snakkede med ejeren, som var noget forfærdet over mine kommercielle planer. Jeg havde ellers googlet det og kunne ikke finde hverken ejer eller tilhørsforhold. Jeg tog gruelig fejl.  Ejeren og muligvis bestyrelsen var dog parat til at give mig nogle nætter i det. Men den gode mavefornemmelse var der ikke. Så jeg lavede planerne om.

Hvorfor må danskerne ikke bruge naturen som svenskerne ?

I Sverige har de noget som hedder Allemandsretten. Det betyder, at alle har ret til at bruge naturen. Næsten på folks præmisser. Der er restriktioner. Læs om dem her. Den beskriver det godt i et forståeligt sprog.

Jeg har læst den igennem. Det første, jeg tænker, er at jeg bliver dødmisundelig. Som dansker føler jeg mig fastlås til ikke at bruge naturen som jeg har lyst til. Hvorfor må jeg ikke det ? Det minder mig om dengang jeg var 10 år og jeg fik at vide hjemme:

“Det er du ikke stor nok til at kunne administrere. Det må du vente til du fylder 18 år med”

Dengang var det overnatning hos en drengeven. Nu er det retten til frihed i den danske natur. Hvornår jeg gammel til at bruge naturen som jeg vil ?

Jeg betaler skat, rydder op efter mig, kunne aldrig drømme om at save eller knække friske grene af på et træ eller tænde bål på en knastør hede under en hedebølge. Jeg kunne heller ikke finde på at hælde opvaskevand i naturen. Heller ikke selvom det er Vel Ultra med gran duft. Jeg kunne heller aldrig finde på, at vandre henover et område nyplantede træer eller planter. Der er mange ting jeg ikke kunne finde på.

Hos mig kalder jeg det sund fornuft, respekt og evnerne til at give det videre. Hvor svært kan det være ? Hvornår er man gammel nok til selv administrere den danske natur.

Hvis en myndighed læser med, er jeg klar til tage kørekort til naturen og bruge dem som jeg så inderligt ønsker. I kan komme med mig ud og vandre. Så snakker vi om det henover bålet.

Hvorfor jeg blev så sur over tilbageslaget

Et mindre tilbageslag skal ikke forhindre mig i at fortsætte min planlægning. Det kunne nemt havde sket på en vandretur. Når jeg vandrer, og tingene ikke går som planlagt, finder jeg en ny vej. Så et mindre tilbageslag afspejler bare virkeligheden på en vandretur.

Det jeg i virkeligheden blev så sur over var, at der ikke må slås telt op ved siden af shelteret. Eller på pladsen overhovedet. Det er meget få steder i Danmark man må slå telt op. Jeg blev sur over, at jeg ikke kunne overnatte på pladsen, og vise mine medvandrere dette fantastiske dejlige sted. Det er mit yndlingssted. Der er noget magisk over det. Det kan ikke forklares. Det skal opleves. Jeg forstår godt den forening. Jeg forstår også godt at man heller ikke bare kan (mis)bruge naturen som man vil.

Jeg har respekt og masser af undren.

Tilbage til tegnebordet med planlægningen

Jeg har valgt at ændre overnatningsstedet. Jeg føler mig både fastlåst og min mavefornemmelse siger, at det er det rigtige at gøre. Så det gør jeg. Der arbejdes videre. Det kræver et besøg mere på stedet for at udforske mere og få aftaler på plads.

Efter middagen sad jeg i solnedgangen og kiggede ind flammerne på mit bål. Min begejstring og stædighed tager heldigvis over og guider mig blidt videre. Kiggede på folk, ryttere på galoprende heste i vandet, hunde som løb rundt. Det kan ikke lade sig gøre at være sur. Ud på tur – aldrig sur. I hvert fald ikke længe af gangen.

Det var først afgang efter solnedgang, da jeg kom hjem på sofaen, at jeg var dejlig træt. Mit tilbageslag optog mig stadig. Duftende af bål, helt fyldt op af mini eventyr, sol og begejstring over, at jeg er så tæt på målet nu med de vandreture.

? Fra Hanne

PS Del 2 kan du læse her ➡ “Ud på tur og aldrig sur – og slet ikke med min mand”

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *