Bagte æbler på bål
Bagte æbler på bål var overraskende lækkert. Jeg var lidt forbeholden, da æbler som er syrlige og proppet med søde ting, i mit hoved ikke kunne smage godt. Men gud, hvor tog jeg fejl. Jeg er superglad for jeg gjorde det alligevel. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg laver bagte æbler på bål.
Æblet var et ret specielt æble. Jeg havde taget den med fra Gendarmstien på min vandring. Min kammerat og jeg plukkede to æbler på den sidste dag. Jeg tog det med hjem og ville bruge det til noget specielt. Det blev det. I kan læse dagbogen her ➡ “Lang tur hjem i godt selskab”
Dagen var en ret speciel dag. Det var Brian og min 5-års dag. Men da Brian var udsendt som soldat, fejrede jeg den alene. Ret trist, men sådan var vilkårene som græsenke og soldaterkone. Udover de bagte æbler på bål, bagte jeg også pizza i min mini trangia. Den blev så lækker. Opskriften kan I se her ➡ “Pizza på bål i mini trangia”
Som hyldest til Brian og vores kærlighed plus vores udsendte soldater tog jeg hans trøje på. Mens maden bagte drak jeg dejlig rødvin til. Det var en dejlig tur.
OPSKRIFT
Bagte æbler på bål
Så er de bagte æbler i bålet. Eller faktisk var det kun et kæmpestort bagt æble. Der var kun mig, derfor kun ét æble. Brug gerne restvarme efter hovedretten er spist. De bagte æbler kan også bages i en grill med kul.
Du skal ikke tage dig af mine billeder af det bagte æble. Billedet gør slet ikke noget for retten. Det smager så godt.
Det skal du bruge
1 stort æble
Fyld
10 g smør
1 tsk vaniljesukker
1 tsk stødt kanel
10 – 15 g marcipansnitter med nougat (eller ren marcipan)
Topping
1 spsk døddrukken rosin- og mandelblanding med top (Brug gløgg blandingen lagt i sprut natten over)
1 stor klat kold cremefraiche
Desuden skal du også bruge
Sølvpapir
En tang eller noget lignende til at tage det brandvarme æble ud af bålet
Sådan gør du
1. Halvér
Skær æblerne ud i halve. Fjern kernehuset, stilken og lad skrællen sidde på.
2. Smør og forbered
Smelt smørret så det er blødt. Rør kanel og vaniljesukker sammen. Pensel æblet hele vejen rundt. Det overskydende hælder du bare over
3. Bag, vent og spis
Pak æblerne ind i dobbelt stanniol og sørg for at pakken er lukket ordenligt. Læg pakken ind i bålet med træ ovenpå som I kan se på det allerøverste billede. Efter 20 min ragede jeg den ud igen, åbnede pakken på klem og tjekkede. Den var næsten færdig. Hvis den ikke er færdig, skal den have mere.
Æblet skal være blødt yderst, men inderst må det godt være hårdere. Lidt bid og crunch er lækkert.
Når det er færdigt tager du det af bålet med en tang eller at andet redskab, så du ikke brænder fingerne. Lad den dampe lidt af. Når æblet har spise temperatur, drysser du rosin- og mandel blandingen ud og topper med en klat kold cremefraiche.
Velbekomme.
Flere tips og flere opskrifter
Hvis du skal transportere æblet ud til et bålsted, som jeg gjorde den dag, så pak hele æblet ned. Pak det klar til bålet i stanniol og put det i en plastbeholder. Hvis det er varmt, kan du bruge en køletaske. Jeg sværger til Sistema. Det er så smart og praktisk til et friluftsmenneske som jeg er.
Vil du se flere opskrifter ? Sulten efter mere ? Så kan jeg anbefale flere opskrifter.
Hvad med at fejre Halloween i hjortedragt med hjemmebagte og glutenfri lækkerier ➡ “Heksefingere og mumie pølsehorn på popup grill”. Måske du mere til ➡ “Snobrød med mørk chokolade”. Hvis du ikke kan bestemme dig, kan du se alle opskrifter her ➡ “Opskrifter”