Turen til København

Vandring i København. Hvis du også tænker på, at tage en sviptur til København, men ikke rigtig ved hvordan du skal gribe det an, så læs med. Det behøver hverken at være dyrt eller uoverskueligt. Hemmeligheden er at planlægge, at være selektiv med hvad man vil have ud af turen, for København er stor, mulighederne er uendelige, og så er København fyldt med fed stemning, kultur og pudsige mennesker

Vandring i København

Jeg har delt tipsene op til dig, så det er nemt at overskue.

Tasken og oppakning:

Tænk dig godt om hvad du pakker i din taske, som du skal slæbe på hele dagen. Ha’ kun det nødvendigste med og alt det du shopper, skal du bære på bagefter. Husk det. Da jeg skulle på kursus i indre København, blev jeg nød til at have min lille pc med. Jeg havde nok også taget den med alligevel, da jeg ofte skriver om mine oplevelser, mens jeg er afsted.

København Tip:

  • Alt efter temperaturen og vejret generelt skal du have tøj med til det. Jeg havde hættetrøje + vest + tørklæde med. Det var fint. Men hvis jeg ikke havde gået så meget, var jeg blevet frossen. Og kan vi ikke blive enige om at kulde, og at man fryser ødelægger det hele. Men det er vigtigt, at det du har kan du tage af og på alt efter temperatur og om du fryser eller har det varmt.
  • Hvis du skal sove på sovesal, så have noget nattøj med som ikke indbyder til noget. De franske blonder må blive hjemme.
  • Hvis du er ligesom mig, med at dine læber lige pludselig bliver rigtig tørre og dine hænder krakelerer i tørhed og du har noget mellem tænderne, så tag produkter med til det i tasken. Det er spild af tid (og penge) at gå i butikker og købe basis ting.
  • Tag for guds skyld ordentlige travesko med. Vandring i København kræver ordenlige sko eller støvler. Glem høje hæle. Pak forfængeligheden væk, og nyd et par gode sko du kan gå langt i.
  • Hvis du tager kamera med, så pak det i tasken i en let stof/neopren pose, som passer. Der er ingen grund til at tage en hel kamerataske med, da det giver ekstra vægt.

Overnatning:

Altså det billigste ville være, at sove hos nogen man kender. Men det er ikke altid, det kan lade sig gøre.

Sådan som jeg ser det, er der også ulemper ved, at overnatte hos venner, men det kommer selvfølgelig også an på hvor godt man kender hinanden. Venner kan godt forvente dit selskab, som du måske hverken har tid eller lyst til. Og misforstå mig nu ikke – lov mig det. Venner er fantastiske, og jeg er vild med mine, men jeg elsker til tider mine egne eventyr mere.

København Tip:

  • Jeg overnattede på Generator Hostel , som kostede mig 180 kr. Det var et tilbud jeg fandt på Hotels.com. De har virkelig mange gode tilbud.
    Du skal vide, at Generator primært henvender sig til unge backpackere, som er på rundrejse. Det er ikke et sted for børn (medmindre du booker dit eget værelse), og der må faktisk heller ikke være børn i de fælles sovesale. Hvis du hurtig bliver utryg, vil jeg ikke anbefale en fælles sovesal. Men jeg elsker eventyr og at komme ud af min komfortzone, så for mig er det ok. Desuden var jeg så træt, at jeg faldt i søvn så snart hovedet ramte puden.
  • Jeg fik en overkøje på en seksmands stue, hvilket jeg gruede lidt for, da jeg forventede, at blive vækket hele natten igennem, blive bestjålet eller noget er var værre. Men det var overraskende dejligt. Ingen snorkede, alle tog hensyn og jeg fik faktisk min nattesøvn. Men da jeg tjekkede ud tidligt om morgenen, sagde værten, at mit tilfælde, var nok mere undtagelsen. Der plejer at være mere larm (og snorken, formoder jeg). Han så i hvert fald overrasket ud.
  • Jeg ville vælge uden tøven, vælge Generator igen, fordi det er billigt og ligger midt i byen. Denne gang var jeg heldig. Næste gang tager jeg ørepropper med (bare for en sikkerheds skyld) og længere ledninger til at oplade min mobil og pc med. Til hver seng hører der to stik med. Jeg ville have det bedre hvis mine enheder, lå over på min anden side af mig i stedet for, at de ligger ud til gangen, hvor folk går forbi. Her tænker jeg på tyveri. Måske ville jeg gå så langt, som at bygge/købe en anordning, som beskyttede dem endnu mere. Du er ret afhængig af din mobil, når du rejser alene.
  • På Generator Hostel, er der et værdirum under sengen, som du kan bruge til dine ting. Lås det hele i den og husk en hængelås. Man kan også købe en på stedet, men det er spild af penge, hvis du allerede har en.

Find din vej:

Hvis du ikke bruger Google Map eller hvis du vil tracke din vej så brug Endomondo, synes jeg du skulle gøre det. Det gør det hele væsentlig nemmere. Du kan starte på din pc hjemme med at “pinne” dine steder med stjerner, som du kan se jeg har gjort. Find ud af hvor du vil parkere, hvor du vil sove og hvad du vil lave. Sæt stjerner på stederne og vupti, så har du markeret alle dine steder. Overblikket er godt, for du kan bare søge ruterne på din mobil, og altid finde vej. Husk at downloade app’en, inden du rejser. Fordelene er:

  • Du kan se hvor lang det tager at gå til din destination.
  • Du kan lynhurtigt finde alle de destinationer, som du har brugt tid på at udtænke og planlægge.
  • Hvis du trykker i søgefeltet og går lidt ned, kan du se hvor de nærmeste restauranter, caféer, barer osv. Når trætheden overmander en og benene snurrer af træthed, påskønner man søgefeltet.
  • Hvis du kører med GPS ind til byen (der hvor du skal parkere i København) så er google også god. Jeg bruger min hele tiden og har gjort det i en del år nu.

Én ting, du dog skal være opmærksom på, er at strømmen bliver brugt meget hurtigt. Derfor er det en god idé, at have et kort og/eller powerbank på dig.

Transport, parkering og vandring i København

Du kan tage det transportmiddel du vil. Jeg kørte i min bil, fordi det er billigst for mig, og så elsker jeg at være fri til at køre hvorhen jeg vil og hvornår jeg vil. Men hvis du ligesom mig ikke gider, at betale seriøst latterlig mange penge, for parkering, og du elsker at gå langt, så er der andre muligheder.

København Tip:

Først skal du kigge på parkeringszone kortet over København. Så skal du bestemme dig for hvad du vil lave/skal, for det vil nemlig have indflydelse på dit endelige valg. Tricket går nu ud på, at parkere lige udenfor zonerne og gå til din destination(erne). Men der er flere ting du skal overveje inden du vælger det endelige sted.

  • Pak kun det nødvendigste i din taske, for det bliver tungt efter 12 timer, når du ikke vil bruge offentlig transport af nogen art. Jeg gik rundt hele dagen og var så dejligt træt og helt fyldt op.
  • Hvis du ikke kommer tilbage til din bil inden du skal sove, så skal du også have overnatningsgrej med. Det anbefaler jeg ikke, da det bliver for tungt. Man bliver lidt hæmmet af vægten. Specielt hvis du som mig fotografer og ofte skal være hurtig med kameraet.
  • Lige meget hvad, så pak altid ladere til diverse enheder. Du bruger strømmen så hurtigt. Specielt hvis du som mig, bruger GPS, tager billeder og optager videoer på farten. Det er ikke rart, at stå med en mobil som er gået død. Når du er alene, er du meget afhængig af den. Det er også godt at have dem med, for så kan du oplade på en café, mens du drikker en kop kaffe.

Oplevelser:

Jeg elsker at sidde på Strøget, og se på mennesker. Men jeg elsker også at gå på museer, udstillinger og bedst af alt – de gratis oplevelser. Nu var jeg på kursus fra 9-15 begge dage, så meget af min tid gik med det. Men ellers havde jeg klart gået på Glyptoteket som har fri entré hver tirsdag, men der trænede jeg i Fitnessworld i stedet for. Hvis du fotograferer arkitektur og bygninger som mig, går der rigtig meget tid med det.
Planlæg din dage og din tid realistisk, så du får en god tur og hverken stresser rundt eller keder dig.

København Tip:

Brug lidt tid på at undersøge de oplevelser du vil bruge tid på. Det betaler sig og specielt ifht hvor du bestemmer dig for at parkere.  Tag højde for temperaturen og regn.

  • VisitCopenhagen har en god side med gratis oplevelser. Se den her.
  • Du kan også søge inspiration på “AOK” . Skriv dig op til deres nyhedsbrev, så får du masser af inspirerende nyheder i den mailbakke. Jeg modtager det, og det er virkelig inspirerende.
  • Spejder sport har gratis foredrag (og megagode tilbud) om fede eventyr som folk har bedrevet. Hvis du melder dig til deres nyhedsbrev, så kan du komme med gratis. Tilmeld dig her.
Serenity cupcakes København KBH billig tur 2good2go
Afhentning med stil fra Serenity Cupcakes.

Mad og drikke på din vandring i København

Hvis du ligesom jeg, ikke har den store appetit, så er der ingen grund til at bruge penge på mad, som du alligevel ikke spiser/ikke kan spise. Jeg fik jo lækker frokost på kurset begge dage, så jeg købte ikke så meget selv. Men ellers var jeg gået på Dalle Valle.

København Tip:

Kort fortalt handler det om, at formindske madspild, så man kan købe bokse med mad til betydelig (og til tider latterlige) lave priser. Det eneste du skal være opmærksom på, er at du de fleste steder først kan hente din boks sent, efter at butikkerne/restauranterne lukker. Download app’en og købe billeterne der. Jeg købte bokse fra “Serenity Cupcakes” og Constellation burger. Constellation Burger er lukket den dag i dag (Januar 2020)
Du kan se i app’en ved hvert sted om de laver en “magicbox”, som betyder de blander en boks til dig. Jeg foretrækker selv at blande, for så undgår jeg alt det slappe jeg ikke gider at spise.

  • “Sunset” har de der små “Snackwich” som jeg er totalt vild med.

De er små og passer godt til min appetit. De er også billige, for de starter fra 15 kr.

De har riskiks med mørk chokolade og vand til 5 kr. De har mange forskellige lækre ting, og det er billigt.

  • Min kaffe køber jeg som oftest hos “Baresso”, hvilket der er flere grunde til.

Den største, er at de har flydersofaer, “Politikken” avisen, og jeg kan få opladet min mobil. Man kan nok få billigere kaffe andre steder, men lige her betyder de andre ting meget for mig. Jeg skriver ofte på min lille pc om mine oplevelser, mens jeg drikker min kaffe og lader min mobil. De har de små paninier til 35 kr som er så lækre.

  • Køb din mad hos en dagligvareforretning.

Jeg købte en kyllingwrap hos Lidl, på den parkeringsplads min bil havde holdt på hele dagen. De er udmærket og billige.

  • Det sidste tip er Dalle Valle, som i indre KBH ligger i Fiolstræde.

De har halv pris på menukortet lørdag, søndag, mandag og tirsdag (ikke buffet) fra kl 16 – 22. Men så skal du købe drikkevarer til. Du kan også købe “2good2go” fra dem.

Vejret og temperatur på din vandring i København

Inden du overhovedet tager afsted, så tjek vejret. Hvis der er lovet silende regn alle dage, så er det måske ikke så fedt at tage afsted. Skal du være ude eller inde det meste af tiden ? De oplevelser du gerne vil lave, er de ude eller inde ? Skal du gå meget eller stå meget? Tag tøj med der passer til vejret.

Hvad kostede turen så:

Måske sidder du og tænker på, hvad hele turen så kostede. 459 kr, kan jeg fortælle dig. Det synes jeg er meget godt gået. Det er med alt. Både powershopping, overnatning og luksusforplejning, såsom kaffe fra Baresso.

Jeg kunne have brugt mindre, men jeg kunne også have brugt mere. Men jeg skal afsted igen og denne gang, skal jeg fotografere mere i den skønne by København.

Jeg drømmer også om at gå alene langs Vesterhavet med rygsæk og kamera. Men det skal planlægges og nu kommer vinteren om lidt, så jeg venter til foråret. Jeg håber du har fået noget ud af mit indlæg. Du er velkommen til at stille spørgsmål.

Som det sidste får I lige en lille video på 29 sek, som jeg optog til mine Instagram følgere. Det var meget koldt og jeg gik fra Valby til indre København.

Vis dette opslag på Instagram

#coldmorning my Hello to you ?

Et opslag delt af Hanne Nörskau Jensen (@hannahincolors) den

Vandring i København

Vandring i København er hyggeligt. Vandring i København er og koldt – i hvert fald i oktober. Hvis du er ude efter en billig tur, så er der mange måder og gøre det på.

Jeg håber, at du kunne bruge min guide til noget.
Grønt hjerte fra Hanne

You may also like...

4 Responses

  1. Bente Ravnborg siger:

    Hi Hanne
    Man kan altså godt spise anstændig (kød fra fritgående dyr) og økologiske grøntsager, m
    hvis man kigge sig lidt om. Når man er vild med naturen er det lidt modstridende, at man gør alt for at ødelægge den.

    • Hanne siger:

      Hej Bente. Selvfølgelig kan man det. Men nu var det en billig tur denne gang. Det kan ikke blive ens alle gange.
      Jeg er mega stor fan af “2good2go” konceptet og deres app. Madspild har altid lagt mig nært. Og længe inden det blev moderne. Hvis man bruger den app, spiser man det, som den tilbyder. Det ha jeg det fint med.
      Jeg synes da heller ikke jeg gør alt for at ødelægge den. Det ved jeg ikke hvor du har set mig skrive det henne ?

      Venlig Hilsen Hanne

  2. Bente Ravnborg siger:

    Hej
    Dejlig blog – følger dig på FB. Vandrer selv og rejser meget alene.
    Vil sige jeg har en lejlighed på airbnb, som er rigtig dejlig, hvis du får lyst til at prøve den. (Go’ rabat til dig:-)
    Der er 6 sovepladser med plads til 3, hvis man skal kunne være der og ikke slide for meget på huset.
    Jeg bygger økologisk med ler og sand og har planer om en shelter i haven – har en raketovn i stueetagen. Like mig på Bentesbookingdawdaw på FB, så kan du finde mig.
    https://www.airbnb.dk/rooms/5735939
    Mange hilsener
    Bente

    • Hanne siger:

      Hej igen Bente.
      Mange tak for dit tilbud. Det vil jeg da helt sikkert tjekke ud og tænke på næste gang. Altid dejligt med muligheder. Så skulle vi jo nok snakke vandring. Tak 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *