De små korte og en mindre fejlvurdering

De små korte er næsten i mål. Men inden har de små korte taget fejl af dagene. Så i dag har de små korte fridag.

Fakta
Dag 22
0 km i dag og 165 km i alt
Shelteret i Højer

Dagene flyder sammen og driller de små korte

Når jeg er ude på en længere vandring flyder dagene sammen. Når jeg filmer starter jeg altid sådan her:

“Dag 13, 14 eller 21. Det kan jeg ikke lige huske, men det er i hvert fald onsdag og jeg startede 8. februar. Så må I den regne dagen ud”

Hvilket jo ikke giver mening. Med de faktorer, kan ingen regne dagen ud alligevel. Jeg lever i min egen osteklokke. Hjemme skriver jeg alt ned. Så husker jeg det.

Jeg havde taget fejl af dagene ifht aftalen med journalisten. 1 dag. Så jeg havde 1 dags ophold i Højer, inden den sidste etape mod mit vandre mål. Så hvad laver man så ? Det er jo bidende koldt.

Live video lige fra morgenstunden af

Jer der følger mig, ved det nok godt. Men jeg elsker live videoer. Det er så sjovt, at kunne kommunikere med mine læsere og vise hvad jeg laver lige nu.

Så dagen startede med en live video. Go’ start. Jeg efterlyste bare et sted indendørs, hvor jeg kunne varme mig lidt og skrive på de dagbøger jeg var bagud med.
Temperaturen sagde -5 i shelteret. Rimelig frisk.

Mine læsere har nemlig kontakter over hele landet. Så ret ofte skaffer de mig hjælp, overnatning eller informationer jeg mangler.

Det er rart. Helst ville jeg bare 100 % klare mig selv. Men det kan man ikke hele tiden. Sådan er det bare. Det har jeg det godt med.

Tak for det allesammen.

En værdifuld lap papir

Efter jeg havde filmet live videoen, kom jeg i tanke om noget. På en af mine tidligere stop, fik jeg et telefonnummer til en dame i Højer.

Jeg ringede til hende og fik et lækkert tilbud. Jeg måtte sidde på en af værelserne og skrive. Hun arbejder på Højer Mølle, så værelset lå ved siden af møllen.

Så jeg spiste morgenmad, pakkede mine ting og fandt op til Højer Mølle. Alle mine ting. Når jeg solovandrer kan jeg ikke lade dem ligge i shelteret på et offentlig sted.

Skriblerier og flere skriblerier

Hele den lange andensidste dag gik med at skrive. Jeg var 3 dage bagud, så der er var der nok at tage fat på.

Fordi jeg gør mig umage og tager mig tid til de dagbøger. Det gør jeg fordi de skal ligge på min side forevigt, og fordi de skal sprudle. Kvalitet tager tid.

Ligesom min vandring heller ikke skal være hurtig og forhastet, skal mine skriblerier heller ikke. Da jeg havde indhentet en del og lagt det ud, gik turen ned til shelteret igen.

Sidste overnatning udenfor i denne omgang. Både mærkeligt, dejligt og trist.

Hvile til de små korte

Den sidste aften og morgen, havde jeg for længe siden planlagt, skulle være speciel. Så da jeg slentrede ned i shelteret, havde jeg kun én ting i hovedet. Min længe ventede og gemt aftensmad. Den havde jeg ventet på og glædet mig til.

Viltgryte med rensdyr fra Real Turmat. Åh den er god og min yndlingsret.

Jeg gjorde meget ud af mit sidste setup. Satte vandet over. Redte min seng meget langsom og omhyggeligt.

Glædede mig til aftensmaden, da jeg sad og kiggede ud på stjernerne. Sukkede og drak vejret dybt. Lukkede øjnene. Lige indtil jeg hørte gassen fra min brænder kæmpede. Åbnede det ene øje modvilligt og på klem. Et hurtigt tjek og der var styr på det igen.

Den første mundfuld var så længe ventet. Himmelsk. Ganske enkelt himmelsk. Mums. Det resterende varme vand brugte jeg på en chai latte. Intet går til spilde. Efter maden sad jeg der i mine egne tanker omgivet af fred, ro og frisk luft. Uden jeg gjorde noget for det, sneg lykken sig ind og gav mig en befriende ro.

Gule stirrende øjne og et højt pigeskrig

Chai latten og marcipanbrødet smagte ekstra godt. Jeg sad der i mine egne tanker, da jeg kiggede ned og ud. To helt klare og intens øjne kiggede på på mig over shelterets kant. De var helt gule og veg ikke fra mine bevægelser.

Jeg smed mit marcipanbrød op i luften og skreg så højt jeg kunne. Med mine lungers fulde kraft. Mit hjerte pumpede galoperende. De gule stirrende øjne vendte rundt og spænede væk.

Det var en huskat. Grå og hvid. Jeg fik det simpelthen så dårligt. Det var bare en kat. Så efter jeg havde famlet efter mit flyvende marcipanbrød, tænkte jeg igen på den stakkels kat.

“Miiis mis mis miiiis. Det må du undskylde, misser. Jeg blev bare så forskrækket. Kom tilbage”
“……”
“Miiiis mis mis mis misseeeeeer”

Ingen mis. Stakkels mis.

Efter maden var det tid til at sove. Dagen efter var nemlig speciel. Jeg puttede mig helt ned og faldt hurtigt i søvn. De små korte havde gjort det igen. Det fortjente en god nattesøvn.

💚 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *