Den evige sult og en heltegerning fra en dame

Den evige sult forfulgte mig. Konstant. Det er så irriterende, at skulle forholde sig til sult konstant og hele tiden, når jeg har en distance jeg skal vandre. For ikke at nævne alt det praktiske. Det kræver energi, at kunne pakke mine ting ud og ned. Den evige sult jagtede mig denne dag.

Men ellers var det virkelig  dejlig dag. Med op- og nedture. Men dagen startede så fantastisk. Jeg vågnede til høj sol, dejlig kold luft og absolut stilhed. Så vildt. Det dejligste jeg længe har prøvet. Kun mig og mit tunge og rolige åndedræt kunne jeg høre.

Fakta
Dag 6
11 km i dag og 52 km i alt
Kongeå shelter til Ribe Camping

Til venstre kan du se hvilken udsigt jeg vågnede op til. Er det ikke lækkert ? Til højre ligger jeg bare længe i posen og slapper af.

Jeg lå længe i posen og slappede af. Lyttede og bare blundede. Jeg satte mig op i posen lænende op af trævæggen.

Vildmarks spa

Det var tid til vildmarks spa. Det gør jeg de dage på en længere vandretur, hvor der er tid og lyst. Og hvor jeg trænger.

Iskoldt vand i ansigtet. Creme i ansigtet og på hænderne. Så klipper jeg klør på hænder og fødder. Renser neglene. Tjekker fusserne. Alt ok.

Min nye multitool er forresten virkelig fantastisk. Den er skarp. Klipper både negle, pap, plast og tykke folieposer. Den er jeg virkelig glad for. Nu da jeg har en, kan jeg ikke forstå, at jeg kunne overleve uden.

Kniven er også skarp. Den har jeg skåret i pap med. Bare sat den øverst og gledet ned igennem.

Som sagt. Den er jeg glad for.

Så begyndte fuglene på deres intimkoncert. Hold da op.

Mens jeg ventede på brænderen skulle koge vand til morgenkaffen og min grød, sad jeg bare og kiggede ud.

Fuglene gav noget af en koncert

Fuglene gik helt amok. Det var så sjovt at følge dem på himlen hen over shelteret og videre ud over marsken.

Fra højre kom en flok skræppende gæs. Bramgæs måske ? Fra venstre en flok snakkede svaner og midt fra en lille flok pippende småfugle.

Det var scenariet. De store bramgæs lå forrest. Skarpt ude fra venstre kom de fede svaner, som bare pløjede igennem de vildthøjt skræppende bramgæs.

Svanerne slog et par bramgæs ud ad kurs. Men de små fugle blev helt slået ud og faldt kortvarig ned. Så fik de styr på vingerne igen.

Ingen vigepligt. Ingen højre vigepligt. Ingen hensyn og slet ingen ændring af kurs, når man kan se nogle foran én.

Det virkede som om, at den som skræppede højest havde ret og måtte komme først.

Lidt ligesom i Cairo. Den som dytter højest og flest gange har ret til at komme først.

Jeg fattede ingenting. Og hvis det er samme mænd tænker, når kvinder skræpper op i evigheder i konflikter, så ved jeg nu hvordan det føles.

Men det var et godt show. Grøden smagte så godt. Kaffen endnu bedre. Måske smager morgenmad bedre i en vintersovepose?

Træthed og pagehår

Efter maden blev jeg simpelthen overmandet af en voldsom træthed. Thermoflasken faldt næsten ud af hånden på mig.

Jeg puttede mig ned i posen. Faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede 2 1/2 time senere. Kl var 13 og jeg var helt groggy. Både fordi jeg havde drømt at jeg var blevet klippet. En kedelig bibliotekar page. Rørte ved mit hår og sukkede lettet. Og fordi jeg havde sovet så længe. Men jeg trængte.

Jeg pakkede hurtigt mine ting. Tog den lækre dunvest på.  I kan se den på billedet nedenunder. Den lækre dunvest som Brian har sendt hjemmefra til mig. Den er så lækker varm. Den er sponseret af Spejdersport.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark kongeå shelter Warmpeace dunvest

Føles som at gå på en losseplads

Jeg havde glædet mig til dag 2 på Diget. Men humøret faldt hurtigt. To grunde. Affaldet på Diget og den evige sult.

Landskabet her er ret fladt. Faktisk helt fladt. At gå 11 km i fladt terræn, hvor over halvdelen er fyldt med folks lort på Diget, er ikke noget for mig. Min irritation eksploderer simpelthen. Hvor svært er det lige at tage sit lort med ?

Sådan som jeg ser det, er det smidt ud af vinduet på bilerne. Jeg går ikke ud fra, at det er blevet skyllet i land fra Vadehavet.

Jeg har ærligt talt ikke lyst til at vandre 100 km mere i fladt kedeligt terræn med skrald overalt.

Der er sørgeligt og det er irriterende. Det ender med tyrkiske tilstande, hvor der ligger 1 m skrald under den smukkeste udsigt. Jeg tager en dag af gangen. Som altid.

Den evige sult jagtede mig stadig

Jeg har været så sulten de sidste to dage. Nærmest konstant. Jeg har lige spist, så går der ikke så længe, hvor jeg tænker på mad igen. Alle mine livretter. På én gang.

De vil ikke forlade mit hoved og tanker. De forstyrre. Jeg tænker kun på mad, hvis jeg er sulten eller keder mig. Jeg tror det gælder begge dele her.

Jeg bliver nød til at spise noget mere. Have en madpakke mad på dagsvandringerne. Få min mad i systemer. I december var jeg ikke så sulten hele tiden. Jeg kunne nøjes med en proteinbar midt på dagen.

Nu er det koldere og min krop kræver mere. Tøj, hvile, søvn og mad. I morgen tager jeg på indkøb og laver et nyt system. Jeg er fortrøstningsfuld. Mine planer plejer at lykkedes.

Den evige sult får mig ikke ned med nakken. Dem evige sult kan bare komme an.

Den evige sult og masser af hygge

Jeg vandrede efter Ribe Camping. Nød synet i det fjerne af Ribe Domkirke. Lige pludselig dukkede Ribe Camping. Jeg var lettet. Sulten og lettet. Der var ingen ved indgangen. Auto indtjekning. Meget mystisk. Men så må jeg jo betale i morgen.

Senere fandt jeg ud af at Ribe camping har helhårs åbnet.

Jeg gik ned i den anden ende, hvor teltpladserne var. Slog teltet op. Jeg hygger mig altid med at slå mine telte op når jeg vandrer. Gør mig umage og sikrer mig ved flere omgange rundt, at alt er slået op korrekt.

Tilsidst redte jeg min lækre vandreseng.

Aftensmaden blev indtaget i fællesrummet. Det var “Kylling Karri”. Mums. Den er så god. Men jeg var stadig sulten. Meget endda. To gange prøvede jeg at bestille mad på et nærliggende pizzeria. De blev annulleret. Nok fordi Brian og jeg har samme “Just Eat” konto og den står til at blive leveret i Slagelse. Så pizzamanden øjenbryn var nok røget op i panden i overraskelse. Jeg skrev endda i noterne, at jeg lå på Ribe camping. Men den gik ikke.

Jeg har flere Real Turmat. Men de skal bruges ude i vildmarken. Hver pose er som små perler. De bliver nøje udvalgt til de rigtige situationer, hvor jeg vil få brug for dem. Så det vil sige, at de bliver spist langt ude i skoven i shelteret i mørke.

En heltegerning kom med mad

Jeg sad og sumpede lidt. Et ægtepar kom ind. Kiggede fjernsyn. Vi faldt i snak. Også om mad. De havde masser af mad nede hos dem. Om jeg ville have noget ? Ja tak.

Kort tid efter kom damen op med et festmåltid. En tallerken med 5 store rugbrøds madder. Fyldt med forskelligt pålæg. 2 sodavand og en plade chokolade med skildpadde creme.

Jeg blev så taknemmelig. Tilbød hende penge. Men det ville hun ikke have. Jeg har spist rub og stub. Det hele. Endelig er jeg mæt.

Så nu er jeg træt. Putteklar og træt. I morgen vandrer jeg videre. Livet er dejligt fordi den evige sult jagtede mig ikke mere. Endelig kan jeg slappe ordentlig af og få sovet. Godnat.

💚 fra Hanne

You may also like...

3 Responses

  1. Morten Becker siger:

    Igen berigende læsning ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *