Den storm som aldrig kom

Den storm som aldrig kom. Selvom jeg ventede. Jeg ventede hele dagen. Natten før havde jeg ellers mærket blæstens vingesus i mit telt projekt.

Men der er forskel på at ligge i teltet under en storm og så vandre. Jeg foretrækker klart at vandre.

Fra den isolerede garage i Lumsås til shelteret ved Den Rytmiske Højskole i Jyderup. 16 km i dag og 40 km i alt. Dag 3/7.

En stille morgen

Jeg vågnede veludhvilet i min sovepose i den isolerede garage. Uden varme. Glad for min beslutning aftenen før var jeg stadig.

Det søde ægtepar havde sagt jeg bare kunne låne deres toliet. Så det gjorde jeg. Damen inviterede mig indenfor i køkkenet. Over 1 kop kaffe sludrede vi om alt og intet.

Men jeg skulle jo videre. Jeg sagde tak for kaffe, og skrev dagens dagbog ude i garagen. Da jeg var færdig lagde jeg dagbogen op til jer. Jeg var lige et hurtigt smut indenfor inden afgang. Damen kom med en nissegave. Det var simpelthen så sødt. Og der vil jeg lige slå fast, at det ikke er noget jeg forventer. Men jeg blev faktisk lidt rørt.

Ude i garagen igen røg alt ned i Osprey’en. Nissegaven lå øverst.

Jeg gik ind med mit skrald til dem. Gav dem hånden og sagde tak for gæstfriheden. Ude i gårdspladsen tog jeg rygsækken på, vanterne ligeledes og så vinkede jeg til den. Så var jeg væk.

Hvad der mon ventede mig ? Ville jeg blive blæst omkuld ? Jeg vandrede ud af Lumsås og var forberedt på lidt af vejret. Aj, det staves selvfølgelig lidt af hvert.

Den storm som aldrig kom

Lumsås ligger på en bakke med udsigt over Sejerøbugten. Jeg stoppede kort og sugede den smukke udsigt til mig.

Tænk, at der ikke skal mere til og få mig glad. Blæsten var ikke slem. Men alligevel nok til at halsedissen kom op. Jeg elsker den. Den storm som aldrig kom var i hvert heller ikke i Lumsås.

Nå, jeg kunne ikke stå der og glane. Jeg skulle videre. Min plan havde hele tiden været at nå shelteret ved “Den Rytmiske Højskole”. Den lå 16 km fra Lumsås. Så der var ingen tid at spilde. Jeg ville nå det shelter.

Forberedt på blæst vandrede jeg videre. Glad og tilfreds.

Sikke du propper dig, unge dame

På hele vandringen forventede jeg den der storm. Men den blev til en storm som aldrig kom. En del af ruten gik igennem et sommerhus område. Der fandt jeg et gavmildt æbletræ, som bugnede af æbler. Jeg elsker og sanke. Altså og finde mad på min mad. Så jeg udså mig et æble.

Men mine korte arme og ben kunne ikke nå. Så jeg lagde en knivskarp plan b. Hvilket æble kan alle nå ? Nedfaldsfrugt. Så jeg tog en fra jorden i stedet for. Mums.

sanke nedfaldsfrugt den storm som aldrig kom

Den gumlede jeg så på den næste kilometer. Min appetit på denne vintertur har været usædvanlig lille. Faktisk forstår jeg det ikke selv. Jeg plejer at kampæde. Og endnu mere i januar, februar og marts. Men appetitten er lille.

Men jeg er ikke bekymret. Jeg kender min krop. Så længe jeg er glad, har overskud til fjolle billeder og ikke har hovedpine eller er dehydreret. Jeg har prøvet det andet i påsken 2019 på en vandretur. Det var frygeligt. Vandring er en gave og et kickstart til at lære sin krop og kende. Når man vandrer bliver man tvunget til og reagere på de signaler kroppen sender. Så enkelt er det.

Selvom jeg ikke var sulten, røg æblet ned, mens jeg hyggede mig at spise det. Inden afgang fra den isolerede garage, havde jeg proppet mig med feltration. Også selvom jeg ikke var sulten. Det kommer mig til gode senere. Jeg har prøvet det 100 gange før.

En kort vandpause, tror jeg nok

Jeg vandrede derudad. Retningen var syd/øst. Så kompasset var ude et par gange.

den storm som aldrig kom

På denne vandretur er mine ben bare gået amok. Det føles næsten som om de ikke er mine. Hvor jeg sidste vinter ikke kunne vandre længere end maks 10 km om dagen, tager jeg snildt omkring 15 km nu. Intet problem. Men jeg er nok også blevet mere rutineret, klogere og mere udholdende. Jeg nyder det. Hvor et det befriende.

Efter 12 km uden stop holdt jeg en kort pause. Jeg var hverken sulten eller tørstig. Men da jeg ikke gider og crashe, tog jeg alligevel noget lækkert forfriskende vand. Og jeg nåede tilmed en selfie med Osprey.

den storm som aldrig kom

Smil Osprey, du er med på billedet. Videre inden jeg kølede ned. Det sker rigtig hurtig nu.

Mørket puster til det ukendte

Jeg vandrede videre. Kort før destinationen begyndte jeg at blive sulten. Om hjørnet lå en SuperBrugsen. Der gik jeg ind og satte mig på gulvet. Jeg købte ikke noget. Mine fødder summede. Men humøret var stadig godt.

Jeg sad der nok 15 min. Så rejste jeg mig igen. Satte alle mine lys på, tog en snack ud rygsækken og vandrede videre ud i mørket. Det var helt mørkt nu. Og destinationen lå et stykke væk, hvoraf det meste var på den mørke landevej. Jeg elsker vandring i mørke. jeg ved godt at mange ikke kan lide det. Jeg fik lyst til og gå live på Facebook og vise hvor mørkt det var.

Jeg bliver selv stadig imponeret over hvor mørk vinteren er. Efter videoen traskede jeg videre. Jeg fandt højskolen. Overvejer hvilken indgang jeg skulle vælge. På kortet kunne jeg se at en sti bagved gik ud til shelteret. Den fulgte jeg.

Jeg vandrede godt nok langt ind. Jeg kiggede igen på kortet. Den lå helt inde i skoven.

Ganske rigtigt. Der i udkanten af skoven lå de. Da min pandelampe ramte shelteret blev jeg simpelthen så glad. Min nat og dag var reddet.

Der var kun den der dejlige fredfyldte susen fra toppen af grantræerne. Den mest befriende lyd i verden. Jeg var så lykkelig. Den storm som aldrig kom, var så heller ikke kommet endnu.

Jeg føler mig så tryg, veltilpas og beskyttet i et shelter. Så hvis der kom en storm, ville jeg kunne sove trygt. Men det igen blev det den storm som aldrig kom.

Næsten ikke mere feltration og den storm som aldrig kom

Jeg tog mit æggebakkeunderlag ud og sad på det, mens aftensmaden blev indtaget. Flameless igen. Nu har jeg også kun en tilbage. I morgen aften tager jeg hul på de pakkede poser med, som jeg viste jer. Denne aften var det spaghetti med kødboller. Mums. Jeg drak grådigt en masse vand.

Efter maden tog jeg de nødvendige ting ud til overnatning. Også posen med nissegaven. Tøjet røg af og smidt op i hovedenden som hovedpude. Jeg puttede helt ned i vintersoveposen. Hold op, hvor følte jeg mig lykkelig. Internettet var meget svingende. Så jeg så lidt DR3 “Pandaerne”.

Jeg slukkede for mobilen. Vendte mig rundt. Helt mæt, glad og fyldt op med oplevelser.

Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt, var at en fæl drøm og mærkelige oplevelser om natten tog lidt af humøret. Men naturligvis ikke længe.

Den historie kommer næste gang.

💚

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *