Doven vandredag forekommer engang imellem

Doven vandredag er hvad jeg vil arkivere denne dag under. Ikke at jeg har noget i mod det. Grunden til det er nemlig helt legalt.

Fakta
Dag 6
7 km i dag og 50 km i alt
Fra skoven i mit telt ved Tisvildeleje til et dejligt shelter ved Vandkalven i Ullerup Skov

Tillykke med fødselsdagen

11. December har min veninde fødselsdag. Så da jeg ikke hjemme ringer jer naturligvis til hende.

Det er hende jeg kalder Honeymonster. Lidet flatterende. Men alligevel ret sjov. Sidste år var jeg også ude og vandre. I Nordjylland. Så der fik hun også et opkald.

Vi snakkede i noget tid. Om alt muligt. Hun er i sandhed en fantastisk veninde. Dem skal man passe på.

Skal du ikke snart op, Hanne

Efter røret var lagt, vendte jeg mig om. Det var stadig mørkt og jeg gad ikke noget. Så om på den anden side i soveposen i det lille bitte telt.

Jeg faldt i søvn igen. Sov nogle timer. Da jeg vågnede lå jeg længe og slappede af. Lod tankerne flyve.

Som I nok kan læse udfra mine dagbøger på denne vandring, har jeg haft usædvanlig meget og tygge igennem. Meget og tænke på. Det har helt klart påvirket mig. Desværre.

Men sådan er livet engang imellem. Derfor er det faktisk dejligt, at roen til det kommer nu.

Uro og rastløshed er ikke farligt. Men man skal ikke gå med det konstant.

Jeg præsterede faktisk og falde i søvn igen. Først blundede. Så faldt jeg i søvn.

Doven vandredag ender på et tidspunkt

Da jeg vågnede sidste gang var klokken mange. Godt stykke over 12.

Solen stod ind på teltet. Så stopper en doven vandredag alligevel. Lige der.

Jeg fik bakset mig op af soveposen og ud af teltet. Begyndte stille og roligt at pakke mine ting sammen. Det tager lidt tid. Specielt på en doven vandredag.

Endelig klar. Men inden afgang var jeg noget benovet over solens stråler i skoven.

Doven vandredag

Doven vandredag

Kan I spotte mit lille telt på det nederste ?

Dagens vandring var begyndt. Og min doven vandredag var slut.

Ud i en mørk mørk skov

Jeg kan stadig blive forundret over hvor mørk skoven er. Sådan oprigtig.

Hele min rute foregik i den mørke skov. Alt er kulsort. Lige meget hvor jeg kigger hen.

Min pandelampe lyser jo selvfølgelig op. Også selvom den er lidt svagt lysende for tiden. Jeg tror altså det er batterierne. Den har aldrig været SÅ frustrerende før.

Det er vild speciel og vandre når det er mørkt. Alle sanser skærpes. Så er der ikke noget der hedder en doven vandredag mere.

Navigation i mørke

Som jeg har skrevet før, er jeg ikke mørkeræd eller utryg i en mørke. Heller ikke i en kulsort skov.

Men det er stadig lidt overvældende at gøre det. For mig betyder det, at jeg kun har mine egne navigations erfaring og talenter og stole på. Kun mig som jeg kan stole på.

Det er fed. Jeg elsker det. Hvis jeg ikke finder det shelter, så har jeg fejlet.

Efter noget tid vænnede mine øjne sig til mørket. Det er klart det går langsommere end ved dagslys. Så 6 km tog lidt længere tid.

Ofte dobbelt tjekker også. Simpelthen fordi jeg gider ikke og gå forkert. Det sker dog. Men det snakker vi naturligvis ikke mere om.

Det er altså ikke nemt og finde et shelter i en kulsort skov.

Og faktisk ved du heller ikke om der er et. Det har jeg kun fra shelter app’en.

Hvor er du henne shelter?

I bunden af skoven skulle det ligge. Men hvor ? Højre? Venstre ? Ligeud?

Jeg gik først ligeud. Men så kiggede jeg igen og så det skulle ligge til venstre.

Så jeg gik tilbage og ind til venstre i skoven. Så stod jeg der på en åben plads og gloede.

Hmmm! Jeg tænker ret logisk, og trækker på min erfaring, hvor man ville ligge et shelter.

Jeg så en sø. Den ville være ret logisk og ligge et shelter ved. Jeg besluttede og gå rundt om den. Der måtte være gevinst.

Lidt længere henne så jeg et typisk formet shelterplads plads skilt. Af ren pligt gik jeg hen og læste.

Sørme om det ikke var et shelterplads skilt.

“Juhuuu”

En lille smal og mudret sti lå bag skiltet. Den fulgte jeg, mens jeg tænkte:

“Gad vide hvor jeg ender henne ?”

Endelig! Der stod den. Jeg blev så glad. Der er bare ikke noget bedre end og finde sit shelter i en kulsort skov. Selv på en doven vandredag.

Godnat Hanne Jensen

Selvom jeg var træt og dehydreret var humøret højt. Tasken blev smidt ind. Jeg satte mig på kanten af shelteret og drak næsten 1 ltr vand. Kun lige lidt var der tilbage. Så er man tørstig.

Jeg sad bare og gloede ud i mørket. Hvor var det fantastisk.

Sengen blev redt. Uldundertøjet kom på. Kontaktlinserne ud og så ned i posen.

Så dejligt. Jeg ville have skrevet lidt med min skattemand. Men søvnen tog mig. Jeg sov virkelig tidligt.

Så en doven vandredag startede dovent og sluttede dovent. Eller måske bare som den skal. Nemlig at jeg er træt og har brug for og sove.

Godnat fra Rumle Nis Nissen og mig selv 💚

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *