En bidende kold vandring til Mandø

En bidende kold vandring til Mandø. Har I prøvet at vandre 7 km i snestorm, ude hvor blæst og chillfaktoren har frit spil og hvor du er pakket så meget ind, at du næsten ikke kan se noget ? Sådan var min vandring til Mandø. En bidende kold vandring til Mandø er vist en underdrivelse.

Aldrig i mit liv har jeg vandret i så voldsom en kulde.

Fakta
Dag 8
13 km i dag og 73 km i alt
Fra Bunkeren til en “Det-var-ikke-meningen” sofa på Mandø

Der var helt mørkt da jeg vågnede. Der var koldt og jeg spekulerede på det tidevand på Mandø. Min plan var, at stå op, pakke sammen og tage afsted med en håndmad.

Jeg havde aldrig været på Mandø og havde ikke lyst til at blive fanget i tidevandet. Instrukser havde jeg fået. Så der var kun én ting tilbage at gøre.  Begyndte de 13 km til Mandø.

En bidende kold vandring til Mandø

Da jeg forlod fastlandet og drejede ud mod Mandø, begyndte kulden er bide. Det tager jeg nu ikke så tungt. Langt oppe så jeg allerede tang ligge på vejen. Hvor langt oppe kommer det tidevand, tænkte jeg?

Da jeg kom ud på åbn terræn, tog kulden og vinden virkelig til. Så koldt har jeg aldrig oplevet noget før. Og for at gøre værre ondt, begyndte det at sne. Ikke sådan noget hyggeligt blidt snefald, som er romantisk og binder folk samme. Næh nej. De ramte mit ansigt med et slag. Det gjorde så ondt. Nogle af dem ramte ind i mit øje. Så fik jeg trælse tics.

Aldrig har jeg prøvet noget lignede. 7 km i der vejr var dagens prøvelse. En bidende kold vandring til Mandø var lige hvad jeg fik.

Man går jo alligevel videre

Én ordentlig en på opleveren. Det var lige hvad jeg fik. For hver dag, jeg overvinder prøvelser, bliver jeg lidt stærkere og bedre. Jeg er fuldstændig vild med den følelse. Vandring bygger dig op, så man bliver mere hårdfør og stærkere.

7 km med alt det nedbør piskende ind ansigtet og kulde gjorde min tur på Låningsvejen til noget jeg aldrig glemmer. Jeg tog min buff helt op til over næsen. Og min nye hue kom på skrå så den dækkede venstre øje. Kun mit højre øje var fri. Uh det var dejligt.

Jeg frøs ikke. Tværtimod. Dejligt varmt. Men alt vind og nedbør forsinker min fremdrift. De små korte gjorde det.

Man går jo videre.

En lillebitte pause inden landgang

Lidt længere inde og næsten i land holdt jeg en lille pause. Bare 5 min uden tasken på ryggen gør underværker. Friheden og så lige et stræk af kroppen. Det er rart. Stadig pakket ind, som I kan se på billedet.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark en bidende kold vandring til Mandø Låningsvejen vandring i februar

En kort pause på Låningsvejen lige inden jeg nåede Mandø.

Ingen mad eller drikke. Kun en herlig udsigt og forundring over naturens arkitekter.

Humøret steg under pausen. Men videre skulle jeg også. Nu da jeg vidste, at tidevandet ikke ville komme efter mig, slappede jeg helt af. De der Fjällräven de tager bare tæsk hver dag. Man bliver mudret af at vandre. Bare se her nedenunder.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark Fjällräven Vidda Pro spejdersport vandrebukser

På med tasken og videre ind på øen.

En helt øde og kold ø

Over den sidste bakkekam kunne jeg se hvad der ventede mig. Jeg gætter altid og får ofte ret. Ligeud og fladt terræn. Jep. Her er superfladt i Sønderjylland.

Mit mål var Brugsen. Jeg havde en aftale med brugsdamen, om at hun skulle vise mig ned til shelteret. Vejen føltes som endeløs, men pludselig var jeg kommet ind byen. Noget jeg aldrig troede skulle ske.

Der var helt øde, ingen mennesker og koldt. Jeg stod foran Brugsen og ringede hende op. Intet svar. Hvad skulle jeg så gøre ? Jeg gik over i en bygning med lys, hvor der holdte en hvid varevogn.

Der var nogle mennesker. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Alle kender brugsdamen herovre. Men de vidste ikke hvad hun var. De troede hun var lige overfor i bygningen. Øens B&B.

Så gik jeg derover. Gik ind. Råbte ind. Men ingen svarede.

Mystisk ø. Men der var dejlig varmt. Så jeg slog mig ned og spiste et stykke af det lange flutes. Et stykke mere røg ned. Halvdelen var væk. Så fik jeg varmen ligeså stille. Så tog jeg et stykke mere. Mums.

Jeg holdte igen derefter. Sad og sumpede lidt. Kiggede ud. Nød den komplette stilhed. Helt stille var der.

Så krydsede mine øjne det sidste stykke flutes. Jeg kunne ikke holde igen, fordi jeg var sulten efter de kolde strabadser på Låningsvejen.

Så den madpakke, jeg havde købt ind til 3 dage, holdte 5 timer. Det er vist tragisk komisk. Også sjovt. I kan læse dette afsnit fra dagen før om den nye madpakke plan ➡ “Overnatning i en bunker”

Jeg sad og overvejede hvad jeg skulle. Jeg kunne jo ikke sidde der resten af dagen. Endelig var jeg mæt. Så der kom mere overskud.

En fugleinteresseret kom forbi

Mens jeg igen sad og sumpede kom der pludselig en dame gående forbi. Jeg rejste mig op i et ryk, så stolen skramlede. Med munden halvt fyldt af brød råbte jeg:

“Halløj dame”

Hun kiggede rundt.

“Bagved dig”

Tilsidst fandt hun mig. Jeg var så begejstret, for at have fået kontakt med et levende menneske. Jeg spurgte hende om brugsdamen. Hun kendte hende godt. Men vidste ikke hvor hun var.

Hun boede på Mandø B&B, så hun inviterede mig op. Hun havde lejet en stor lejlighed med plads til 4 personer. Hun er simpelthen så sød. Jeg måtte gerne blive hos hende natten over. Tage et bad. Hun havde mad og der var varme.

Først ville jeg ikke. Stædig som jeg er. Men jeg var alligevel lidt fristet. Vi gik over til shelteret inden det blev mørkt og tjekkede det ud.

Da vi gik hjem igen. Tog jeg lige en samtale med mig selv. Hvis jeg skule sove indendørs skulle det give mening. Tiden skulle bruges fornuftigt.

Inden vi var hjemme igen, tog jeg en beslutning om at sove på sofaen. Det gav mig lidt overskud til at planlægge resten af turen, planlægge min mad og få lidt selskab og ro. Det var faktisk mest for selskabets skyld.

Jeg savnede selskab. Her var en fugleinteresseret kvinde, hvis selskab jeg bare klikkede med.

Desuden har jeg mindst en uge mere på den kolde jord udenfor i mit telt. Så der er stadig masser af muligheder for at fryse ræven i laser i den friske luft.

En bidende kold vandring til Mandø er endelig slut

En bidende kold vandring til Mandø var endelig slut. Den mundede ug og i stedet for var hviledagen skudt i gang. Den var alt hvad jeg drømte om. Vi hyggede. Snakkede om fugle, friluftsliv, udvekslede erfaringer og bare slappede af. Mærkeligt at sove i varme igen. Så fint med så godt selskab af en dame man ikke kender.

Vil du også besøge lille skønne Mandø ? Så find info her “Turist på Mandø”

Det var alt. Vi snakkes.

💚 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *