En genvej og så tilbage igen

En genvej og så tilbage igen er nogle gange nødvendig. Jeg ved, at Brian har fortalt mig engang, at soldaterne har et ord for det. Det der med at se noget på et kort, og det du så ser i virkeligheden ikke stemmer overens. Det jeg lærte igen, var at du kan ikke regne med noget som helst. Et kort er altid kun vejledende.

Fra Klintehusets lejrplads til en godsejers skov i Ørslev. 13 km i dag og 13 km alt.

Men denne vandretur starter aften før. Efter arbejde tog jeg afsted. Det nåede alligevel og blive sent. Jeg tog toget til Korsør og bussen fra Korsør ned til Stignæs Havn. Jeg spurgte chaufføren om jeg måtte blive sat af før stoppestedet. Intet problem. Han spurgte ind til min rygsæk, og da jeg havde svaret ham hvad jeg skulle, sagde han til mig, at jeg godt nok var en frisk pige. Den har jeg sjovt nok hørt mange gange.

Jeg hoppede af bussen. Så stod jeg der. Midt på landet i mørke. Den der følelse af og være i civilisationen med mange mennesker og i lys, for så lige pludselig stå der i mørke. Det skift forbløffer mig altid. Men denne dag skulle jeg ikke gå langt. Kun 2 km.

Ingen stank her

Jeg havde valgt Klintehusets Lejrplads som første overnatning. Det ligger ikke langt fra Stignæs Havn og lige midt i et industriområde. Da jeg begyndte og gå derned af ramte den vildeste stank jeg nogensinde har lugtet. Det var så slemt, at jeg ikke kunne trække vejret. Så prøvede jeg og trække vejret igennem munden, men så kunne jeg smage stanken. Og jeg fik brækfornemmelse. Jeg blev virkelig bekymret for om mit overnatningssted ville lugte sådan. Jeg stak mine to fingre i næsen med halsedissen på og lukkede munden lige akkurat nok til, at jeg kunne trække vejret. Føj.

Bygningerne er RGS Nordic. De renser forurenet jord. Så det er jo en god gerning. Gad vide hvor de får det forurenet jord fra, når det stinker sådan ?

Til venstre står jeg sent om aftenen på Slagelse Banegård og venter på toget. Til højre står teltet klart med lyskæde og yderst ligger jeg klar til og putte. Teltet er sponsoreret af Slagelse Camping & Outdoor.

Heldigvis stank min lejrplads ikke. Ved midnat stod mit telt og jeg var klar til og hoppe derind. Den første nat havde jeg 1 par uldsokker, 1 par lange uldunderbukser, 1 uldundertrøje + min sponserede bløde fleecetrøje fra Slagelse Camping & Outdoor, en uld halsedisse og en uldhue. Det virker. Jeg fryser ikke, men jeg kunne godt have haft det lidt varmere. En sjov grænse om vinteren.

Resten af aften gik med og spise en halv pose hummerchips jeg fandt i skabet hjemme. Det var nogle som Brian havde efterladt da han tog afsted på udsendelse igen. De smagte af havbund, rejevand og 80’er rejecocktail. Jeg var egentligt ikke så vild med dem, men inden jeg tog en beslutning var posen tom.
Kender I det ? Det gør jeg aldrig hjemme. Kun ude.

En genvej og så tilbage igen

Næste morgen var bare fantastisk. Jeg havde sovet dejligt, varmt og længe. Jeg var spændt på dagen og kom op og ud af soveposen. Næste opgave var varm morgenkaffe og noget lækker morgenmad. Det ser sådan her ud.

En genvej og så tilbage igen

Morgenmaden var 4 stykker oksesteg fra køleskabet. 1 stykke rugbrød med paté fra feltrationen. Det var så lækkert og sidde der. Det var selvfølgelig koldt, men frisk og mad i det fri er bare bedre.

Men der kunne jeg jo ikke sidde forevigt. Så jeg måtte videre ud på dagens rute.

Inden jeg pakkede teltet ned igen, tog jeg lige et billede, så I kan se det området jeg overnattede i. I kan selvfølgelig ikke se det, men bag mig ligger det stinkede industriområde.

En genvej og så tilbage igen

Nedpakningen tog ikke længe og så var jeg på vej igen. Planen var Skovpladsen ved Bjørnebækken.

Jeg satte benene i gang og planen var og navigere over den store græsmark ved industriområdet. Jeg havde studeret Google Map og synes det var svært og se hvad det var. Men jeg tog chancen og gik i den retning. Men jeg blev klogere. Først prøvede jeg vandring langs kysten af. Det gik ikke.
Så jeg vendte om, og startede op på den store græseng. Det var helt umuligt. Der var blindgyder, vand og højt græs overalt. Så jeg måtte bide i det sure vandreæble, og gå tilbage igen. En ½ time var spildt. Mine støvler blev også mere våde.

Så gæt hvad jeg så måtte. Forbi industriområdet igen. Jeg bad om frisk luft. Jeg fik det samme igen. Så ind i næsen med halsedissen og tænke på noget rart. Jeg tænkte på Brian.

Så en genvej og så tilbage igen blev dobbelt så lang. Men sådan er vandring. Det er ofte beslutninger som skal tages. Inden det går galt.

Når benene ikke gider mere

Jeg vandrede landevej det meste af vejen. Så kedeligt. Humøret drillede lidt, fordi ruten var så kedeligt. På den strækning bestemte jeg mig for at jeg har nået mit mål. Jeg gider ikke mere landevej. Mit projekt “Vestsjællands Kyst” er gennemført. Jeg startede oppe ved Sjællands Odde for 1 år siden. Det må være nok nu. Det er gennemført.
Jeg vil prøve Lagunestien eller andre anmærkede ruter. Jeg glæder mig allerede.

Men mine ben er vant til det her show. De går bare. Jeg går bare – og slår hjernen fra. Men jeg har set nok landevej nu. Man kan jo sige, at det er min egen skyld, da jeg selv vælger mine ruter. Men nogle gange vælger jeg et område, en strækning eller en anerkendt rute. Så vilkårene er forskellige.

Jeg savner den storslåede natur som Vest- og Nordjylland har tilbudt mig før. Nationalparken Thy er fantastisk. Vesterhavet får mig til at tude af lykke og Gendarmstien var en fornøjelse fra start til slut. Jeg har ikke fundet noget natur på Sjælland som slår det endnu.

Mine vandreben nåede til Ørslev. Efter 13 km gad jeg ikke mere. Så hvad gør man så, når man stadig er langt fra den planlagte teltplads. Man kigger efter en skov, hvor man spørger om lov til og slå sit telt op.

Inde midt i Ørslev lå en stor flot herregård med et stykke skov til. Der holdte en bil inde i gården. Så der gik jeg ind og bankede på døren. En mand åbnede. Jeg forklarede ham situationen. Han var meget venlig. Så jeg fik lov til og slå mit telt op i hans skov. Så inde solen gik ned kl 16.00 tog jeg lige et par billeder.

En genvej og så tilbage igen gik op til sidst

Til venstre er jeg ved og slå teltet op. I kan se det i baggrunden. I midten får jeg lige aftensmad på soveposen. Rugbrød med ekstralaget fast ost. Bare noget hurtigt jeg fandt hjemme i køleskabet og kylede ned i rygsækken. Det behøver ikke altid og være så farlig fint. Yderst til højre ligger jeg i soveposen, mens jeg tager et billede.

Min veninde skrev til mig om alt var vel i kulden. Det var det. Jeg lå i mit telt og så min serie med seriemordere. Hun synes jeg var skør og at jeg tør. Der kommer altså ingen ind i mit telt ude i skoven i -1 grad. Men jeg kender hende og kan se hendes ansigt for mig. Jeg tror mit grin fyldte hele skoven.

Resten af aftenen gik med og se den serie om seriemordere. Jeg kan ikke ligge ned og læse. Heller ikke på siden. Det er umuligt. Jeg elsker friluftsliv og vandting. Og jeg elsker og se fjernsyn. Mit ønske var at jeg ikke havde brug for det. Men i december er det mørkt fra 16.00 om eftermiddagen til 8.00 om morgenen. Det er mange timer i mørke alene. Jeg har endnu ikke fundet andet og give mig til.

Jeg faldt i søvn. Denne nat havde jeg 2 par uldsokker, lange uldunderbukser, 2 uldundertrøjer + fleecetrøjen, uldhalsedisse og uldhue. Og så i min vintersovepose. Og jeg havde det dejlig varmt.

Den pæne Deerhunter fleecetrøje kan I se et godt billede af i denne vandredagbog “Turmad og solopgang over teltet“.

Godnat fra mig.

Hvis du ikke har fået nok har der flere vandredagbøger nedenunder.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *