En slem forskrækkelse på en ellers dejlig vandre dag

En slem forskrækkelse var jeg bange for at vågne op til.

Jeg vågnede flere gange om natten. Det var så frygteligt. De vindstød er så lumske. De river og flår i teltet fra alle sider mens regnen pisker ind på det.

“Bare det nu holder” tænkte jeg flere gange.

Meget søvn i nat fik jeg ikke. Vendte og drejede mig. Da stormen stilnede af om morgenen fik jeg et par timers søvn. Det kan altså godt betalte sig at slå ens telt op i læ. Men det kan desværre ikke lade sig gøre på alle overnatninger.

 

Om morgenen turde jeg næsten ikke at kigge. Indeni det eller udenpå. Hvis det virkelig var så dårligt, så var regnen gået durk igennem.

Ikke en skid var der sket. Den ene pløk havde revet sig løs. Jeg havde ellers stormsikret det. En slem forskrækkelse fik jeg ikke lige der. Den kom senere på dagen.

Jeg tog en trucker vask i teltet og vaskede trusser. Så er det klaret.

Formiddagen brugte jeg på at ordne småting, kigge kort, få styr på overnatninger og afstande. Skrive dagbog til hjemmesiden og pakke mine ting.

Først et godt stykke over 12 var jeg klar til at gå. Endelig skulle ned og ud på det dige. Det havde jeg bare glædet mig så meget til. Jeg sagde pænt farvel til de søde mennesker og traskede ud på vejen

Inden afgang fik jeg også nyheden om at min pakke fra Brian til Spejdersport var kommet. Jubii! Varm Warmpeace dunvest, min quilt og min 20 ltr drybag til teltet. Lykkelig var jeg.

En slem forskrækkelse på Diget

Lidt træt og med slatne arme gik jeg ned mod diget. Jeg ville høre lidt musik, men fandt ud af at den ene gummidut var væk. Nå, fuck det. Jeg klarer den alligevel.

Det var da dejligt at stå der og kigge. Sikke en udsigt. Jeg kiggede mod vandet. Det var hvidt. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det ikke sand men is. Gladeligt stavrede jeg ud i det.

Ikke ret langt ude røg jeg sgu igennem med mit venstre ben. Mit hjerte hamrede i mit bryst, fordi jeg først troede der var iskoldt vand nedenunder. Det var der heldigvis ikke.

Rent instinktivt fløj mine hænder med på isen, hvor jeg trak mig op. Helt fortumlet og groggy, stod jeg så der.

Jeg tog et skridt mere og røg igen. Trak mig op igen. Nu havde jeg fået nok. Her rejser man helt fra Slagelse og hvad får man så ?

En slem forskrækkelse var hvad jeg fik. Så jeg spænede tilbage op på Diget og gik videre.

En interesseret fuglekigger fulgte med

Længere henne stod der en mand med en kikkert. Vi hilste pænt, og jeg gik videre.

Efter lidt tid dukkede han op på siden af mig. Vi faldt i snak. Han ville kigge på Bramgæs. Dem var der ikke nogle af.

Han spurgte ind til mit projekt. Han syntes det var frisk. Det kan han godt have ret i. Han spugte også:

“Hvor langt går du om dagen”
“Omkring 10 km. Jeg gider ikke at gå mere her om vinteren”
“Det et da også rigeligt”
“Tja, nogle siger det er for lidt”
“Dem skal du ikke lytte til”
“Det gør jeg heller ikke”

Jeg vil bare hygge mig i mit tempo.

Han fulgte mig hen til Sneum Slusen, hvor jeg holdte en dejlig pause.

Jeg har været så sulten de to sidste dage.

En slem forskrækkelse kan man også få ved dehydrering og for få kalorier. Jeg må se at køre noget mere ned i gabet. Flere kalorier. Gider ikke at være sulten.

Et smattet shelter med formidabel ro

Jeg nåede frem til shelteret. Så dejligt og sikke en ro og fred. Ingen lyde overhovedet. Masser af store funklende stjerner.

Da eftermiddags kaffen og maden var spist. Hentede jeg lige mere vand i Kongeåen. Ja man er vel kongelig. Så er der vand til morgenkaffen og morgenmaden.

Jeg havde forlængst redt min vandreseng. Min store fede og uforskammelige tykke vintersovepose. Det er en fornøjelse hver aften og hoppe i den. Livet er slet ikke så ringe endda.

Det var alt. Bliv hængende. I morgen går vi nemlig til Ribe. Og inden længe er vi på Mandø.

Grønt hjerte fra Hanne