Farvel teltflage

Farvel teltflage var hvad jeg sagde til Mette da vi lå ved siden af hinanden i hver vores bivybag under teltflagen. Eller den som ikke var der mere.

Dag 3/5. Fra Reersø til shelteret på Bildsø Strand. 14 km i dag og 34 km i alt.

Vandredagbogen i dag, hænger egentligt sammen med dagen i går. Hvor vi blev gennemblødte, blev reddet og fandt os selv i en have med et løst og blafrende teltflage. Læs den her.

Vandredagbogen i dag starter om natten. Mette og jeg var listet ud i haven og havde sat teltflagen op. Jeg tog aldrig et billede, fordi den jo fløj op. Men jeg har fundet et andet på nettet til jer. På billedet her, kan I se det. Vi sov dog med hovederne indenunder og halvdelen af kroppen ude. Støvlerne stod op mod kanten af teltflagen.

Jeg vågnede om natten, fordi jeg fik en pløk i øjet. Heldigvis skete der ikke noget. Jeg sov så dejligt og blev vækket så grusomt. Det stormede, og selvom vi lå ret godt i lå, blev vi slet ikke forskånet.

Jeg lynede min bivybag op. Og fik hovedet ud. Min side blafrede. Jeg havde ikke mine briller på, så jeg befamlede græsset i en radius af min arm længde. Jeg fik fat i teltflagens hjørne og sagde til Mette, om hvad vi lige skulle gøre her ? Ingen gider jo og krybe ud af en varm sovepose i regn, for at fedte rundt på græsplænen som er våd. Og hvem ved, måske skal man ud igen.

Jeg fik sat pløkken i jorden fra soveposen. Vendte mig om og sov videre.

Farvel teltflage

Henunder morgenen var den gal igen. Denne gang blev jeg pisket og svirpet ned i ansigtet. Jeg kunne høre, at den var helt gal med teltflagen. Lydende tydede på, at den havde revet sig løs.

Jeg kiggede ud igen. Ganske rigtigt. Alle pløkker var revet op og teltflagen havde frit spil i stormen. Jeg tænkte på om den kunne flyve helt væk. Den hang nemlig i 2 teltbarduner. Det kalder soldaterne dem. Jeg kalder dem elastikker med metalkroge i enderne. Jeg var ikke sikker på noget på det tidspunkt. Jeg var træt og ville sove. Men det lod naturen mig ikke gøre.

Jeg vækkede Mette. Igen. Vi blev enige om at hægte den helt af og smide den ind i den flinke dames hus. Mette fik tjansen, da hun alligevel skulle på toilettet.

Da hun kom tilbage, faldt der ro over os igen. Vi fandt i søvn igen.

Farvel teltflage. Nu lå vi kun med bivybagsene og sko fri i regnen. Farvel teltflage.

Nok er nok nu, farvel teltflage

Jeg vågnede 1 time senere. Det regnede. Og det eneste jeg kunne tænke på var at vores sko lå frit ude i regnen. Nu var de jo lige blevet tørre.

Jeg overvejede kraftigt og gå ind og sove de sidste par timer. Men jeg havde heller ikke lyst. Meget ambivalent. Jeg tænkte, at bivybaggens tæthed måtte afgøre det. For nogle uger siden, testede jeg den hjemne i haven. Det klippede jeg en lille video om. Jeg fandt ud af, at den ikke holdte ved fodenden. Så jeg var spændt, da mine hænder gled ned mod fodenden på soveposens overflade.

Hele vejen ned var der kondens på bivybaggens underside. Om det er normalt som f.eks. i et telt vidste jeg ikke. Da jeg nåede fodenden, var min sovepose våd. Det afgjorde sagen.

Jeg gjorde klar og vækkede Mette. Igen. Jeg går ind og fortalte hende grunden. Hun satte sig op og sagde “Der er jo slet ingen fordele ved at vandre på denne årstid”. Men det er der. De kommer i en anden artikel.

Vi sov indenfor og vågnede et par timer senere. Alt tøj var tørt og vores sko var ikke våde. Det undrede mig lidt.

Vi pakkede vores ting. Jeg punkterede lige to vabler på hendes fod.

Herefter sagde vi pænt farvel og tak. Også tak til alle jer som har hjulpet mig. Det er godt nok blevet til mange efterhånden. Tak. Det betyder mere end I aner.

Mette spurgte om jeg altid møder sådan “luksus gæstfrie mennesker” ? Ja, det gør jeg. Mere eller mindre. Og husk vores oplevelse her hos damen, når du kun hører om krig, voldtægter, snyd af skatteydernes penge og mord. Alt det negative som fylder mest i vores hverdag.

Vi vinkede farvel og begyndte på dagens 14 km ned til shelteret på Bildsø Strand.

En vandrerygsæk uden hoftebælte

Jeg vidste, eller jeg kunne fornemme, at Mette ville tage hjem før tid. Ikke pga vejret eller at hun gav op. Hendes hofte knagede og bragede under vægten af rygsækken. En vandrerygsæk skal tage vægten, så den hviler på hofterne. Ikke skuldrene. Mette havde også ondt i skuldrene.

Hun har haft en skade i hoften sidste år og den er så åbenbart ikke helet endnu.

Hun måtte selv bestemme hvornår hun tog hjem. Vi diskuterede frem og tilbage, og bestemte os for at Mullerup havn var et godt sted.

Jeg kunne se hun haltede og gik skævt. Rygsækken hun havde lånt af Brian, var pivringe. Jeg vidste det allerede godt. I kan se et ordenligt billede nedenunder. Det er taget hjemme i min stue inden afgang.

Som hun selv sagde, er den er vist til dagsture i Afghanistan. Allerede da jeg så den allerførste gang, længe før Mette lånte den, tænkte jeg at hoftebæltet var sølle. Min næste tanke var, at den kunne man hverken bære tungt i eller gå langt med.

Men Mette lånte den altså. Hvilket set i bakspejlet var dumt. Men det tænkte jeg ikke så meget på, da hun havde bestemt at tage hjem, fordi hoften knagede. Så min første prioritet var at få sendt hende godt hjem. Og sikre mig at hun ikke var sur eller skræmt.

Senere på ruten skulle vi tage et valg. Mens vi holdte en pause, kiggede vi på ruten og diskuterede frem og tilbage.

farvel teltflage

Hvilken vej skulle vi gå ? Enten kunne vi gå langs kysten, hvor noget af ruten ville være i sandet i stormen. Eller også inde på land og senere ud langs kysten i lå i sommerhusområdet. Mette måtte vælge. Hun valgte den sidste. Hoften skulle ikke gå i sand.

På gensyn, min ven

Vi nåede Mullerup Havn. Bussen til Slagelse var lige kørt. Så vi skulle vente en time. Blæsten var stadig strid. Vi gik rundt på havnen og så at Skipperkroen havde åben. Vi blev ret hurtige enige om at smutte derind.

Jeg havde ikke rigtig lyst. Jeg ville bare videre og ud til dagens overnatning. Men Mette skulle som sagt sendes ordenlig hjem, så sådan blev det. Så kunne vi jo ligeså godt hygge os.

Mette var som altid sulten, derfor skrev jeg at hun æder som en hest. Det er simpelthen imponerede hvad den lille dame kan spise. Hun spiser mere end Brian. Det morer vi os ofte over. Hvis du møder hende, og byder hende på en is, så aftal lige hvor stor den is skal være og hvilket budget du har.

Vi delte en portion pomfritter og en kande kaffe. Eller jeg fik en stor håndfuld pomfritter og hun spiste resten. Og skålen vi fik var stor. Hun kunne med garanti have fortsat.

Vi fik flere grineflip over den simple hyggemad. Vi grinte af jeg havde sagt “Farvel teltflage” meget uimponeret om natten.

Udover hoften fortalte hun også noget interessant. Noget som jeg kan genkende. I og med at hun havde haft en for løs højre støvle. havde hun om morgenen kompenserede med at snørre den strammere. Men den går ikke. Så får man nemlig gnavesår, hvilket jeg også har prøvet på min allerførste vandretur i 2017.

Hvis din sko er for løs, skaber du friktion, som giver dig vabler. Men omvendt, his du strammer den for hårdt, får du gnavesår i mellem tæerne. Derfor skal du også klippe dine tånegle ned inden afgang.

Pludselig var tiden gået. Bussen kørte hjem. Vi krammede. Hun kyssede mig på kinden som altid og så var hun væk.

Farvel telflage og halløj Bildsø

Jeg forlod Skipperkroen og havde 8 km ud til shelteret på Bildsø strand, som var min overnatning. Jeg trissede afsted. Mine ben vandrede bare automatisk. Jeg gjorde ikke noget. Jeg havde et mål, som jeg skulle have klaret og fuldført. Den kortsigtede var dagens overnatning. Den langsigtede var at vandre til den dag, vhor jeg havde bestemt at vi skulle være taget hjem. Sammen.

Men vandringen ud til Bildsø strand var dejlig. Vejret artede sig. Luften var frisk og kold. Jeg var varm og nød og kigge ud på landskabet.
Jeg kendte en del af vejen, da det er mit område, nu når jeg bor i Slagelse. Lige inden jeg nåede Drøsselbjerg, så jeg at skilt som fik mit hjerte til og banke.

Farvel teltflage

Skulle jeg dreje til venstre og vandre hjem ? Nej selvfølgelig ikke. Jeg har et mål og jeg er pokkers stædig. Det var næsten for mørk til og tage flere billeder.

Farvel teltflage

Da jeg nåede Bildsø strand gik mine ben selv. De kender vejen for de har været der masser af gange. De drejede af ved campingpladsen, gik i gennem skoven, drejede til venstre og ramte selv shelteret. Jeg har allerede rigtig mange minder med det shelter og Bildsø strand. Her kommer en liste med artikler og læsestof til jer:

I mørke og uden hjælp fandt jeg shelteret. Eller jeg gik bare. Jeg kender jo som sagt området.

Kold aftensmad og tidlig i seng

Jeg smed rygsækken i shelteret. Kiggede ud på Storebælt med alt dens flotte lys, på sandsugeren med det flotte lys. Jeg tænkte en del på Mette. Men som de siger i showbusiness “The show must go on”. Så jeg skubbede rygsækken ind og startede aftens pligter. Redte min seng. Kravlede i soveposen. Spiste aftensmaden, som igen var kold biryani. Den kom fra min feltration. I kan se et billede her fra vandreturens første dag.

Efter aftensmaden puttede jeg mig ned i soveposen. Jeg satte et dejligt afslappende program på min mobiltelefon. Jeg har stadig ikke lært at læse, når jeg er ud og vandre. Jeg foretrækker til enhver tid at se tv på min mobiltelefon. Jeg kan simpelhen ikke ligge ned og læse. Jef faldt i spvn inden kl 19. De 14 km og to dagens indtryk slog mig ud.

Jeg vågnede dog 4,5 time senere. Lige inden midnat. Blæsten havde vendt og blæste for meget ind i shelteret. Det gik lige igennem vintersoveposen. Jeg frøs ikke. Men var for kold til og slappe helt af.

Jeg krængede min bivybag udenom vintersoveposen. Jeg var sulten, så jeg tog en mad. Drak en del vand, fordi jeg var meget tørstig. Med alt det praktiske klaret, troede jeg at jeg kunne sove videre. Men den gik ikke.

Så ikke kun farvel teltflage, også farvel nattesøvn. Men hvad jeg lå søvnløs over, må I vente med til vandredagbogen i morgen.

Grønt hjerte fra MetHan

You may also like...

2 Responses

  1. Stine siger:

    Har du prøvet lydbog?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *