Gigantiske cravings på vandreturen

Gigantiske cravings på vandreturen kommer af og til. Engang imellem kan jeg komme forbi dem og vandre videre. Andre gange giver jeg efter og finder det jeg vil have. I kender det godt. Man kan ikke slå den ene ret ud af hovedet. Man kan smage den. Føle den i munden og dufte den. Allerede nogle før havde jeg haft cravings på vandreturen. Nemlig da jeg så “Den store Bagedyst”.
Det er virkelig ikke smart, at se sådan et show når man vandrer alene i Vildmarken. I kan læse afnittet her ➡ “Overnatning i Redningshuset Lyngby”

Dagen startede med Betina

Det var lidt underligt at sove sammen med én. Men du styrer jo ikke selv hvem der kommer. Det må man finde sig i. Heldigvis var hun godt selskab.
Det var virkelig ikke koldt den morgen. Jeg rendte rundt i mit uld undertøj på pladsen og tændte bål.

Jeg kogte vand til kaffe i min lille gryde. Hun havde en lille jetboiler. Den fik jeg også inspireret.

Hun havde simpelthen vandret så meget. I alle mulige lande. Hun fortalte vidt og bredt om det. Hun vandrede også alene. Fuldstændig iskold ligesom mig. Ingen mobil eller navigation. Bare derudaf.
Imponerende. I siger jeg er sej. Jeg siger Betina er sejere.

Vi delte morgenmad. Jeg tilbød min ost. Og det skal I vide. Jeg deler ikke min ost med hvem som helst. Men hendes var åben, så vi endte med den.

Efter morgenmad pakkede vi sammen. Hun skulle gå 20 km og jeg 12 km.
Inden hun gik fik jeg hendes letvægtstelt i hænderne. Sølle 0,9 kg. Jeg fniste. Mit vejer jo 1,5 kg, hvilket heller ikke er meget. Men det her var helt vanvittigt.

Vi sagde farvel og jeg takkede hende for godt selskab. Hvis du ser med der Betina, skal du vide at du først reddede min dag. Og spicede min næste op.

Jeg pakkede også mine ting sammen. Men inden jeg gik, prøvede jeg at få alt det sand ud af mit hår. Efter 2 dages sandfygning i sidste uge, har jeg sand overalt.

Egentlig er jeg ligeglad, men nu er det begyndt at klø i hovedbunden.

Sand i håret, soveposen, sokkerne, trussen, bæveren og fandme også i røven. Ja undskyld mig, men hvordan finder det vej ? Det har også smadret mine kontaktlinser.

På kro med kaffe og strøm

Jeg vandrede ind mod Stenbjerg. Gik forbi kroen og gik ind. De havde ikke åbnet endnu, men jeg fik lov til at sætte mig. Jeg havde intet strøm. Sad der lidt tid. Drak en kaffe og fik ordnet nogle småting.

Efter Stenbjerg kro gik jeg videre til Vorupøre. Mit første mål var at jagte noget mad. Mums. De sidste tre dage havde jeg nemlig fantaseret om alt muligt lækkert mad. Men mest spareribs, fordi Brian havde fortalt mig, at han lige havde fået det. Så gav det mig lyst.

Mere af det hele, tak

Inde i byen faldt jeg over Klochs Spisested, hvor de havde dem magiske ret. Et bord med stikkontakt fangede min opmærksomhed. Så jeg satte mig ned og bestilte spareribs. Snakkede med Brian imens:

“Kommer der så flere frierier, mus ?”
“Det ved man aldrig. Måske over tlf, på mail, sms eller måske frier jeg på et postkort med et egern på”
“Ai, ikke på et postkort”
“Er det en dårlig idé”
“JA”
“Er jeg dårlig til at fri?”
“JA”

Nå men så må han jo i gang. Der er ikke andet for. Han fortalte mig, at han savnede mig. At der var stille i huset og at vores seng var så stor og tom. Han mangler hans varmepude.

Da maden kom blev jeg simpelthen så glad. Det var bare lige så englene sang. Det smagte så godt. Jeg blev så glad. Prøv lige og se nedenunder.

Det var dejligt at side der. Lækkert mad, lækker vandretur og en mand som elsker mig.

Mine cravings på vandreturen

Jeg prøver, så vidt det er muligt, at køre simpel og billig mad på mine vandreture. Det handler både om penge og at jeg ikke har lyst eller behov for luksus. Men da jeg også kun er et menneske, kommer der cravings på vandreturen engang i mellem.

Hvis det er muligt, så prøver jeg at finde den. Især hvis de larmer højt i mit hoved. Mad er jo meget mere end stille sult, næring og energi. Det kan også ændre og skyde humøret i vejret.

Det behøves slet ikke at være café eller restaurant. Mine cravings på vandreturen kan såmænd være en Viltgryte fra Real Turmat. Den smager så godt. Jeg blev helt blæst bagover af den. Det kom helt bag på mig. I kan se mine anmeldelser her ➡ “Anmeldelse | Real Turmat”

Så cravings på vandreturen er helt normalt. Jeg betalte og fik en uartig idé. Mest fordi jeg havde lyst til noget noget sødt og en dejlig varm kaffe.

Noget sødt til den søde

Pandekagehjørnet. Skråt lige overfor lå det. Åh mums. Så jeg stak derover. Købte en kaffe og en pandekage “Den ekstra søde” Åh mums. Så var jeg mæt og glad.

Pandekager var min næste craving. De røg også hurtigt ned.

Pandekage menuen røg hurtigt ned. Kaffen sad jeg lidt med i hænderne. Varmede mig og kiggede ud på folk som gik frem og tilbage på hovedgaden. Det var dejlig afslappende. Men alting har jo en ende.

Kaffen røg ned og jeg stak hurtigt i Meny og handlede ind. Så gik det ellers i strakt galop op til shelteret udenfor byen. Så vejen derop så jeg disse bistader. De lå meget afsides, så jeg drillede mine Facebook følgere og skrev “Moonshine ?”

Men jeg ved jo godt det er bistader. Men jeg har kun det sjov, jeg selv laver på mine solo vandringer.

Det var et nemt shelter at finde

Shelteret i Thorup Klitplantage blev hurtig fundet. Det ligger liger nord for Vorupøre. Igennem heden og ind ad en sti. I kan se på billedet nedenunder hvor glad jeg er.

Min seng blev redt, tænderne børstet og tog kontaktlinserne røg ud. Min trætte krop faldt ned i madrassen. Puttede mig med i soveposen. Der var stille i skoven. Jeg lå og koncentrere mig om hvad jeg skulle skrive til jer.

Hvem er du mon som kommer lige pludselig

Pludselig hører jeg noget. Kigger op og ud og der stod en mand. En vandrer. Jeg blev så forskrækket, at jeg næsten tissede i bukserne.

Han kunne have været øksemorder, men det var han heldigvis ikke. Helt almindelig mand i 40’erne, nylig fraskilt og på vandretur for, at tænke og finde lidt ro.

Så jeg rykkede mine ting. Så redte han op. Vi snakkede om alt muligt. Han faldt hurtigt i søvn. Efter jer lagde mig til at sove, faldt jeg også hen.

Det var alt.

? fra Hanne