Hornbæk og de høje mure

Hornbæk viste sig både fra en virkelig mærkelig side og en virkelig god side. Måske har jeg bare været uheldig.

Fakta
Dag 2
6 km i dag og 14 km i alt
Fra Edens Have shelteret til mit telt i en skov i Hornbæk

Du snorker altså højt

Kl 2.30 vågnede jeg med et sæt. Helt groggy og forvirret. Jeg var så tørstig. Så tørstig som jeg ikke har været længe. Jeg tændte min pandelampe og fandt min flaske med vand.

Min dehydrering passer fint med hvor lidt jeg havde drukket i løbet af dagen. Jeg havde simpelthen glemt det. Om vinteren mærker jeg ikke min tørst så meget. Men den er der stadig. Og den vil have vand og det skal gå hurtigt.

Min tørst fik det sidste vand i flasken. Jeg puttede mig ned i soveposen for at sove videre.

Så hørte jeg det. Min hjemløse shelter nabo snorkede så højt. Læs dagbogen før ➡ “Helsingør med 2 begynderfejl”

Hold nu op mand. Jeg stivnede helt. Det var så vildt. Udover hans snorken startede hans 2 varmeblæsere hvert andet minut, for så og slukke igen.

Hmm! Jeg vidste ærlig talt om jeg skulle grine eller græde. Ude i naturen skulle der helst være ro. Som minimum kun naturens lyde.

Men altså, nu er jeg et meget large og oftest rummelig menneske. Så hvad kunne jeg ellers gøre ? Intet! Alle skal være her.

Personlig pleje på en smuk morgen

Grunden til jeg ikke er så god til larm, deriblandt snorken, er simpelthen kun fordi jeg sover meget let. Har svært ved og falde i søvn. Til sidst faldt jeg i søvn. Endelig.

Om morgenen vågnede jeg ved noget som skramlede. Så hørte jeg lyden af gas. Så måtte naboen jo være oppe. Jeg vendte mig rundt. Strak mig dovent i posen. Vågnede stille og roligt. Med et halvt øje så jeg ham gå tidligt. Hvad han skulle ved jeg ikke.

Jeg satte mig op og så denne udsigt

Hornbæk

Så kan man da kun blive glad. Dagens første opgave var dagbog. Den gik jeg i gang med. Mens jeg kørte tomater, gulerødder og radiser ned i gabet. Mærkelig morgenmad alligevel. Men jeg tog resterne med fra køleskabet hjemmefra i rygsækken. Derfor!

Efter dagbogen var det efterhånden langt op af dagen. Så ingen kaffe eller mere mad. Lidt personlig pleje og ellers videre til næste stop; Hornbæk.

Mens jeg lige fiksede mit udseende satte jeg mine powerbanks og mobil til opladning. Der er nemlig strøm i det ene shelter.

Om det er godt eller skidt, kan jeg stadig ikke bestemme mig for? Hvad synes I ? Jeg plaskede vand i ansigtet og børstede mine tænder til en smuk udsigt

Hornbæk

Det er nu dejligt afvekslende og børste tænder i naturen. Da jeg var færdig med det hele, pakkede jeg alt sammen og vandrede mod Hornbæk.

Afsted mod Hornbæk

I efterspørger altid hvordan de shelters jeg sover i ser ud. Så her er nattens shelter. Hvad synes I ?
hornbæk

Ud af skoven og ud på vejen. Se lige hvor smukt det er.

Hornbæk

Inden afgang ud mod Hornbæk var jeg i Netto og købte lidt mad. Faaborg leverpostej og to pastaretter og 3 stk cocktailpølser.

Turen op til Hornbæk var okay. Men da jeg kom til Hornbæk Plantage blev det virkelig flot.

Minder mig om Ulvshale skov på Møn og en bestemt dag på Gendarmstien.

Giver I mig ikke ret ?

Hornbæk

Hornbæk

Hornbæk

Scenariet skifter så dejligt. Først mos i skovbunden. Med alle mulige krogede træer. De smukke hvide birketræer lyser op i alt det mørke. Jeg var meget begejstret.

Efter alt det mørke kom der pludselig hvidt sand og kæmpe høje grantræer. Længe stod jeg og kiggede på det hele.

Lige i sådan et sekund sniger lykken sig ind over mig.

Jeg vandrede videre ind mod Hornbæk.

De 1000 stearinlys fristede mig

Da jeg kom ind mod Hornbæk stødte jeg på en café som fangede min opmærksomhed. Nemlig “Bord og bænk”. Det er både en møbel- og brugskunst forretning med café.

Udestuen ud til vejen lyste op med 1000 stearinlys, lyskæder og lamper med dæmpet lys.

Sikke et syn. Jeg var meget målløs. Det var mørkt, koldt og regnfuldt indenfor. Så sådan et syn er for fristende.

Jeg satte mig ind. Tankede strøm. Fik kaffe og kage. Hyggede. Læste og slappede af. Ikke ret vildmarksagtig. Men dog hyggeligt.

Jeg sad der noget tid. Snakkede lidt med ejeren.

Pludselig var det mørkt. Og det regnede. Jeg ved ikke hvorfor, men i mit hoved var der kun 2 km ud til mit shelter i Munkerup. Men der var 6 km.

Lysten til 6 km i mørke og i det vejr fristede ikke. 3 eller 4 km ville være okay.

Så jeg sad der og grublede. Efter møje og besvær bestemte jeg mig for den gode gamle strategi. At finde en have i Hornbæk.

Jeg betalte og sagde farvel. Ude i Hornbæk stod jeg og kiggede mig rundt. Hvilken vej skulle jeg vælge.

Valget faldt på vejen ud mod Gilleleje. Så var jeg allerede på vej.

Du kan ikke være her alligevel

Ned af en sidegade fandt jeg et hus. Der var lys, ingen høj mur med samtale anlæg og alarmer.

Jeg bankede på. En mand åbnede. Jeg forklarede min sag. Han gik lidt modstræbende med til det.

Jeg skulle bare slå mit telt op i haven. Og som altid ville jeg passe mig selv. Jeg forventer ikke noget.

Omme i haven gik jeg i gang med teltet.

Efter 5 min, da jeg havde slået teltet op, kom manden om til mig i haven.

Jeg troede næsten ikke på hvad han sagde til mig.

“Min kone er ikke tryg ved du overnatter i haven, så du kan ikke være her alligevel”
“Hvad!?”

Jeg troede han lavede sjov. Hvorfor smide en vandrer ud ens have som passer sig selv ? Specielt med tanke på tidspunktet og at det var mørkt og regnede.

Han lavede ikke sjov. Så med halen mellem benene rev jeg modløst mit telt op igen. Smed det i min drybag og forlod haven.

Hornbæk med de høje mure

Jeg gik rundt i kvarteret Hornbæk med mit lille knugende i favnen. Tænkte hvor jeg nu skulle sove. Jeg var ret modløs og lidt chokeret.

Mens jeg gik rundt, tænkte jeg på episoden. Men det vigtigste var alligevel og finde ly for natten.

Mens jeg gik rundt i kvarteret, så jeg pludselig det hele klart. En ting sprang mig øjnene. Næsten alle grundene i Hornbæk er omkranset af meterhøje mure med både samtaleanlæg og alarmer. Store biler. Kæmpe huse. Meget og passe på.

Jeg havde ærlig talt ikke lyst til og banke på et nyt sted. Så jeg lagde en ny plan.

Jeg ville finde et stykke skov og sætte mit telt op. Det gjorde jeg.

I regnvejr satte jeg teltet op. Ret glad og stadig lidt chokeret. Alt var ok igen. Man har kun sig selv og stole på i sidste ende.

Da teltet stod og rygsækken var inde, kravlede jeg ind. Sukkede dybt. Begyndte og slappe af. Endelig klar til natten.

Mere lort er lige hvad jeg mangler

Da jeg sad der i teltåbningen synes jeg lige pludselig at jeg kunne lugte lort. Svagt. Ikke meget. Jeg slog det hen. Mest fordi jeg ikke magtede mere lort.

Efter kort tid, hvor luften af loft fulgte mig, besluttede jeg mig for og inspicere det mest åbenlyse sted; mine vandrestøvler.

Bingo! Ikke bare lidt. Men under hele sålen i rillerne. Op ad alle 4 sider. Indvendig og udvendig på skoen. Og lidt bagpå.

Så knækkede filmen og jeg begyndte og sprutgrine. Simpelthen. Mest fordi det var absurd.

Jeg skrabede langt det meste af og satte dem natten over i min apsis. Altså i forteltet.

Alt var godt. Resten ville jeg tage i morgen.

Mos, varme og lidt tanker

Der var mos i skovbunden. Hvilket var overraskende blødt. Så jeg bredte kun mit skumunderlag ud og derefter vinter soveposen. Normalt puster jeg også madrassen op. Men der var varmt, isoleret og blødt.

Puttede i den dejlige sovepose lå jer og tænkte på dagens mavepuster.

Nu ved jeg ikke hvad du tænker. Derfor lad mig lige forklare mig. Jeg vil så nødig havde påduttet negative ord på mig. Her kommer de.

Jeg forventer og forlanger aldrig noget når jeg vandrer. Når jeg spørger om lov til og ligge i en have, er det mest fordi vi ikke har allemandsretten her i DK.

Hvis folk tilbyder mig noget og jeg har lyst til det, siger jeg ja. Mad, vand, strøm, socialt samvær osv.

Jeg har ALDRIG fået et nej. Aldrig blevet smidt ud igen.

Det var faktisk lidt ydmygende. Jeg prøvede og fortælle ham, at jeg ikke er farlig. Kun træt og våd.

Konen kom heller ikke ud og hilste på mig.

Jer som har fulgt mig fra dag 1 af, ved godt at jeg aldrig har haft problemer med og finde overnatning i en have. Men det var selvfølgelig også i der Jylland.

Man kan ikke forvente at folk siger ja. Jeg har ikke ret eller krav på noget. Jeg hæfter mig dog ved at mit første nej er i Hornbæk.

Jeg kan godt tåle afvisning. Jeg er ikke en forkælet prinsesse, som bliver fornærmet.

Mit chok kommer af den åbenlyse situation.

Det regner og er mørkt. Det er halv sent og en sød kvinde har brug for en lille gestus.

Ikke mere om den sag

Så har jeg ikke mere og sige til den sag. Min sidste tanke inden jeg faldt i søvn var at flygte fra Hornbæk så snart solen var stået op.

Hornbæk, som jeg nok havde konkluderet, var ikke noget for mig.

Om jeg så flygtede, må du vente med og høre om i lågen i frifriluftsliv julekalenderen i morgen.

Godnat fra Rumle Nis Nissen og mig?

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *