I ly for regnen i Høruphav

I ly for regnen kom vi midt på dagen. Lige pludselig begyndte det at regne ret så meget. Vi havde planlagt at handle ind til sidste overnatning på Gendarmstien i Høruphav.

Jeg ved det er trist. Men Gendarmstien er slut nu. Den er jo ikke så lang. Vi har dog allerede snakket om at tage en ny vandring om ikke så længe.

I ly for regnen i teltet

Jeg vågnede ret tidligt igen i mit telt. Startede dagen med at putte mig helt ned i soveposen. Mens jeg lå i ly for regnen i teltet kunne jeg få skrevet dagbog.

Regnen trommede på teltdugen. Alt efter hvor godt teltet er, kan man både være tryg og nervøs. Mit Wild Country Zephyros 1 er super regntæt. Så ingen problemer der. Så jeg skrev løs. Mens jeg lyttede til regnen.

Da jeg var færdig lagde jeg det op på bloggen. Færdig arbejde. Sonni var også vågen. Regnen var stoppet. Vi blev enige om og udbytte det. De fleste ting blev pakket sammen. Mens mit telt og det hjemmelavede teltflage stod endnu. Vi spiste morgenmad i det og drag dagens morgenkaffe.

Så hyggeligt. Humøret var højt, mens vi sad i ly for regnen i mit lillebitte telt. Sonni, det lange hyl, kunne ikke sidde oprejst derinde. Det så lidt sjovt ud.

Til sidst pakkede vi alt sammen. Klar til at vandre. Først ind til Høruphav og dernæst ud til Vibæk Mølle shelteret. Gendarmstiens sidste overnatning.

Smukke skove og stejle skrænter

Ruten ind til Høruphav var meget smuk. Store smukke skove med høje nøgne træer. Farlige skrænter som vi stod og kiggede ned af.

Det hele er klædt i disse meget smukke efterårs farver. Brun, rød og gul i alle mulige nuancer.

Vi vandrede derudad. Det ene smukke syn tog bare det andet. Et par forhindringer var der også.

Sonni klatrede op og hoppede ned. Næsten væltende pga den tunge taske.

Jeg satte det ene ben over. Tog det andet ben over. Så sad jeg der. Sonni grinte. Jeg mente det var elegant nok. Og bedst af alt – jeg kom over.

Vi klarede den. Grinende vandrede vi videre.

Et sted stod et træ langt ude og kun med rødderne minimalt fastsat i skrænten. Den kiggede vi også på.

De 5 km ind til Høruphav gik hurtigt. Lige inden Høruphav åbnede skyerne sig. Det væltede ned med regn.

I ly for regnen i Høruphav

Da vi kom ind i byen regnede det rigtig meget. Vi stod der i regntøj og kiggede på hinanden. Afsted til SuperBrugsen for at stå i ly for regnen. Vi skulle alligevel handle ind. Regntøj og taskerne blev smidt i butikken. Vi købte en kop varm kaffe og lidt lækkert ved bageren. Sad på gulvet og spiste. Det var styrkende. Regnen forsatte for fuld skrue.

Men vi sad bare der. I ly for regnen og hyggede med varm kaffe. Vi handlede ind. Ordnede nogle praktiske ting. Da vi var klar og havde stået i ly for regnen længe nok, vandrede vi videre ud til Vibæk Mølle.

Et historisk vingesus igen

I går skrev jeg om et andet historisk vingesus. Nemlig Dybbøl Mølle. I dag var det et nyt. Sonni havde spottet Torpedostation lige udenfor Høruphav.

Den er blevet brugt under 1. Verdenskrig til at prøveskyde torpedoer. Så langt væk som 11 km til Tyskland. Vi elsker begge krigshistorie og at udforske sådanne krigs efterladenskaber som Torpedostation Høruphav. I kan læse mere om projektet her.

Da vi havde udforsket det færdigt, vandrede vi videre. Solen var ved at gå ned. Der var stadig et stykke vej til sidste overnatning på Gendarmstien.

Men vi passerede lige et sjovt træ.

Det var et ret så sjovt træ. Flækket og bøjet mærkeligt rundt. Jeg fylder ikke så meget ved siden af det kæmpestore træ.

Et næsten udgået shelter

Vi fulgte Gendarmstien ned til shelteret ved Vibæk Mølle. Det viste sig, at det var ved at blive nedlagt. Synd, men damen som ejer det, er ved at blive for gammel til at passe det. Jeg havde godt læst om det. Men vi vandrede bare derned og tog den derfra.

Hun sad i stuen og læste. Vi kom op fra vandet og igennem haven. Sonni skulle banke på. Jeg kunne lige se det for mig. Han stod der og hun fik hjertestop af forskrækkelsen. Men det gik fint. Sonni er simpelthen så høflig og taktfuld. Hvor han mener, at jeg er modsat nogle gange. Jeg giver ham nok lidt ret.

Jeg er også ydmyg, høflig og sød. Men jeg siger også min mening, når der er noget. På en pæn og ordentlig måde. Det er nok der vores forskelligheder ligger. På sådan en vandring sammen som denne, bliver det hele i hvert fald også sat på spidsen. Men sammen er vi ret gode.

Damen viste os til rette og vi søgte ly for regnen i shelteret. Det var dejligt. Det er overhovedet ikke vindtæt. Men det er drønhyggeligt. En lille pejs står ude foran åbningen. En lyskæde lyser hyggeligt op.

Avispapir versus birkebark

Efter jeg havde redt min seng, trak den lille pejs i mig. Damen havde givet os lov til og bruge den. Jeg VILLE have ild den sidste aften. Så jeg samlede brænde og småkviste fra den overdækkede brændestabel.

Tog de sidste stykker birkebark fra min rygsæk.

Jeg lagde an og startede. Det drillede lidt. Min strimmel var brugt. Sonni kiggede med fra stolen fra verandaen.

“Skal du have noget avispapir til at tænde op med ?
“Nej, det kan du bide spids på jeg ikke skal”

Jeg har jo haft gang i alfahannernes kampplads på dag 2. Så tabe ansigt nu og tage imod avispapir !? Det kommer aldrig til og ske. Piger kan også båle.

Jeg måtte dog give mig lidt og låne hans lighter. Æv. Men det hele var glemt da ilden stod så hyggeligt og knitrende foran shelteret.

Som Sonni tørt konstaterede:

“Du kan da godt finde ud af det”
“Hahaha. Doooh”

Mens ilden knitrende gik vi i gang med aftensmaden. Med udsigt til ilden som så dejligt lyste op, kogte vi vand på Sonni’s trangia.

Sidste aften med pivdårlig aftensmad

I SuperBrugsen i Høruphav havde vi købt 2 pasta cabonara og 2 øl. Til at hygge med på den sidste aften.Det var mit valg. Maden og den ene øl. Jeg havde valgt en skovnisse øl. En mørk belgisk.

Vi hældte vandet i og ventede. Da ventetiden var ovre, satte vi med forventning tænderne i maden. Sikke en skuffelse af dimensioner. Jeg måtte give op efter 4 – 5 små bidder. Føj for den lede. Vi havde købt pasta cabonara fra Coop. Så er I advaret.

Hvorfor ser du så sjov ud ?

Sonni blev af en eller anden grund ved med at spise det klamme hundeæde.

Efter en bid øl fra min kop, kiggede jeg på ham og begyndte og sprutte af grin. Med øl i munden. Han så helt forkert ud. Ansigtet var helt presset sammen. Men øjenbrynene var løftet og langt op i panden. Det blev værre og værre for hver tid.

“Hvorfor spiser du det så?”
“Fordi nogle af bidderne er gode”
“Jamen, man skal ikke sådan ud i hovedet når man spiser aftensmad”

Til sidst var jeg ved at dø af grin. Jeg kan jo godt forstå det. Man er sulten og vil have varm mad. Men det klamme hundeæde gider selv jeg ikke. Mig som hader madspild og spiser alt mad i hele verden.

Det endte med at Sonni stoppede. Vi smed begge poser ud på verandaen og nægtede at spise mere. Føj!

Sidste overnatning og godnat

Vi kiggede lidt på bålet og drak den ene øl færdig. Snakkede lidt. Hyggede og til sidst gik vi i soveposerne. Dagen efter ventede der 13 km vandring op til færgen i Fynshav.

Sov godt og god nat ?