Kulde med kulde på og kuldeforvirring

Kulde med kulde på blev så intimiderende på min anden dag, at jeg var ved at eksplodere. Ærligt må jeg indrømme, at det kom bag på mig. Denne vandring er min første rigtige i en bidende kold vinter vandring. I december 2017 tog jeg en vandring på 19 dage. Men det var overhovedet ikke særlig koldt.

Da jeg stod der, og var i gang, bandede jeg det hele ad helvedes til. Nu kommer historien. Så hæng på.

Fakta
Dag 2
8 km i dag og 14 km i alt
Kikkebjerg plantage på Fanø til Annadalsbjerge shelter

Kulde med kulde på dagen

Dagen startede dejligt varmt i posen. Om aftenen havde haft kolde fødder, men da jeg vågnede var de varme.

Jeg krøb ud af teltet og ville sætte vand over til kaffe. Det trængte jeg i den grad til. Men det gik slet ikke særlig godt. Kulden bed mig overalt. Det er virkelig skidt, når jeg ikke kan bevæge mig. Der får jeg varmen. Så det var i den grad kulde med kulde på. Lige fra morgenstunden. Jeg fik mig lige en smagsprøve på, hvad det vil sige, at vandre i en dansk vinter.

Men med hele pladsen som stadig skulle pakkes ned, var der ligesom ikke et valg.

Jeg kunne bare ikke få gang i den brænder. Det lyder utroligt jeg ved det. Den er jo ny, så jeg vil ikke dømme noget endnu. Dens lille gnist var svær at manøvre med. Gassen bed ikke rigtig på. De store luffer modarbejdede mig også.

Det kunne jo også have været en fejl 40. Hvem ved ? Til information har jeg senere fundet ud af den. Det var en fejl 40.  Den lille tænder, piezo tænderen, skal bores helt ned til gassen. Læs min anmeldelse af den her ➡ “Optimus Elektra Fee gasbrænder”.

Mens jeg baskede med kulde, brænder og mit eget hoved kom der en håndfuld hundeluftere forbi.

Den ene sagde:
“Det ser godt nok koldt ud”

En anden sagde:
“Bor du her ?”

Den tredje snakkede jeg lidt med. Hun havde sgu medlidenhed med mine bakserier. Hun tilbød kaffe hjemme hos hende, men jeg takkede nej tak. Kulde med kulde på skulle ikke få mig til og fjerne fokus fra mine fejl. Jeg måtte finde ud af hvad jeg havde misset og så komme tilbage igen.

Efter brænderen var kommet i gang med den lillebitte gnist lighter, pakkede jeg mine ting med.

Den forbistrede pakkepose

Teltet vidste jeg godt ikke kunne være i pakposen. Hvad havde de tænkt sig ? Den er så lille at det nærmest er en joke. Måske andre kan/gider/har tid/lyst/overskud og en chance for at pakke den i posen. Ikke jeg. Kolde fingre gør aldrig noget nemmere.
Så jeg smed det i en medbragt pose og proppede den ned i tasken.

Mine fingre var så helvedes kolde og det gjorde så ondt. Jeg lagde dem ind på maven. Det hjalp. Så tør de op. Ellers tog jeg en løbetur rundt i plantagen. Det hjælper også.

I den sidste opgang nedpakning havde jeg bare fået nok. Kulden var gennemgående nu. På et tidspunkt stod jeg også også hoppede som Anders And i ren arrigskab. Manglede bare violinen. Det hjalp faktisk også.

Kulde med kulde på og kuldeforvirring

….og en virkelig dårlig pakket vandrerygsæk. Jeg smed det hele ned. Lukkede stropperne og bestemte mig for at tage den forfra i Superbrugsen. Handle ind skulle jeg alligevel, så hvorfor ikke få lidt varme og planlæge ovenpå mon oplevelse med kulde med kulde på.

Så jeg vandrede ud af Kikkebjerg Plantage med ting stikkende hist og her. Det så både sjovt og ret mærkeligt ud. Hvis min rute ikke var gået forbi en dagligvarebutik, havde jeg pakket den ordentlig. Ligesom jeg plejer.

Samtalen om kulde

Jeg havde bestemt mig for at ringe til min kontakt i Spejdersport. Var der noget jeg havde misforstået. Hvad fa’en gør man i en stillestående situation med nedpakning af ting. Ingen mulighed for at gå mig varm.

Jer var ret så forvirret. For den her situation mider om den første dag på min december vandring. Hvor det koksede pga kulde og hvor jeg måtte tilbage til Spejdersport og få hjælp.

Jeg fortalte ham om min morgen. Hans forklaring var, at jeg ikke havde nok overskudsvarme til at varme mine hænder og nok op til at kunne pakke uden handsker. Fødderne ville der heller ikke have været et problem med.

Kulde med kulde på hannah in colors vandring om vinteren Dagen startede dejligt varmt i posen. Om aftenen havde haft kolde fødder, men da jeg vågnede var de varme. Jeg krøb ud af teltet og ville sætte vand over til kaffe. Det trængte jeg i den grad til. Men det gik slet ikke særlig godt. Kulden bed mig overalt. Det er virkelig skidt, når jeg ikke kan bevæge mig. Der får jeg varmen. Så det var i den grad kulde med kulde på. Lige fra morgenstunden. Jeg fik mig lige en smagsprøve på, hvad det vil sige, at vandre i en dansk vinter.

Jeg har simpelthen for lidt tøj på til sådan en situation. Han mente tilmed, at jeg lød som en kuldskær kvinde. Det synes jeg nu ikke jeg er. Men chillfaktoren var det – 8 grader. Så er det bare helt almindeligt koldt.

Min samtale med ham var ret så lærerig. Efter min vellykkede december vandring, troede jeg rent faktisk jeg ligesom havde forstået det. Han spurgte om jeg havde taget min Warmpeace dunvest og quilt med.

“Nej”
“Hvorfor ikke ?”
“Fordi jeg troede jeg havde nok tøj med. Så er der jo ingen grund til at slæbe mere med”

Op igen på hesten

Den begrundelse faldt slet ikke i god jord. Ups. Efter endt samtale, ringede jeg til Brian. Spurgte om han kunne sende mine ting og min 20 ltr drybag til teltet. Han synes det var for slapt, at jeg ikke havde styr på det. Sådan er det at bo med en soldat. Man bliver ikke strøget med hårene. Man får at vide at man har fejlet. Han har jo ret.
Med de praktiske ting i orden, spænede jeg ned og sendte pakposen og min stol. Den får jeg ikke brug for. Egentlig havde jeg det på fornemmelsen. Så det var med henblik på at sende den hjem.

Jeg fik handlet ind. Mad, lange tændstikker, grøn lighter og en rulle gaffatape. Tiden blev også brugt til at designe, klippe, og klistre. Denne gang en stærekasser til mit mikro lille kamera.

Efter det hele var klaret vandrede jeg videre til Annadalsbjerge shelter for natten. Det ligger langt ud i skoven.

Gensyn med det første shelter jeg nogensinde har sovet i

På vejen derud blev jeg stoppet af en bil. Kvinden kunne genkende mig fra “Friluftsliv” gruppen på Facebook. Ret så hyggeligt at blive genkendt.
De var to i bilen. De havde set mig ude på på hovedvejen, hvor han havde spurgt hende, om de ikke skulle tage mig med.

Hun havde svaret:
“Nej hun vil selv gå. Hun er vandrer”

Hvor fedt et svar er det lige ? Jeg grinede højt.

Resten af aftenen gik stille og roligt. Aftensmaden var “Kylling Karri” fra DryTech. Mums altså. Læs også mine anmeldelser om frysetørret mad fra DryTech her ➡ “Anmeldelse | Real Turmat”

Denne nat skulle jeg også sove i shelteret. Lige det shelter var det allerførste jeg sov i, på min allerførste vandretur sommeren før. Lidt nostalgisk blev jeg skam. Du kan læse afsnittet her.

I morgen skal jeg forbi Spejdersport i Esbjerg og have en ny hue. Jeg er så træt af min buff hue. Misforstå mig ikke. Den er lækker og varm. Men altså for stor til mit lille hoved. Den kører rundt hele tiden og jeg retter konstant på den.

Lige ved og næsten med kulde med kulde på

Jeg lå også og spekulerede lidt over den bilist, som næsten havde kørt mig ned. Jeg kiggede til venstre, da jeg havde fået øje på nogle fugle. Hun kiggede ned mobilen, mens bilen var på vej over i mig. Jeg blev simpelthen så stjernetosset. Hvad ligner det at kigge ned så længe, mens man kører bil? Hvis hun havde kørt lidt længere havde hun ramt mig. Jeg var chokkeret og brugte lidt tid på at komme på ret køl igen.

Til sidst tænkte jeg at det var nu koldere end i december. Det ved jeg nu. Jeg er lidt sur på mig selv over ikke at være forberedt nok. Det er netop en af mine kæpheste. Men jeg kan ikke bruge den sindstilstand til noget. Den gør mig ikke noget godt. Så jeg finder en løsning. For sådan er min tilgang til vandring. Kulde med kulde på skal ikke forhindre mig i og komme afsted om vinteren.

Det var alt. Kan I hygge jer.

💚 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *