Lang vandring giver ømme fødder

Lang vandring giver ømme fødder, også når det ikke var meningen. Den historie kommer senere. Først startede dagen i et shelter i Snertinge.

Fra FDF spejdernes shelter i Snertinge til shelteret ved Ubberup højskole. 21 km i dag og 81 km i alt. Dag 6/6.

Jeg vågnede ret tidligt, fordi jeg hørte et barn snakke. Først var jeg forvirret. Men så kunne jeg huske, at jeg havde passeret en børnehave aftenen før, på vej ned til shelteret. Jeg kiggede på uret, som sagde 6.17. Jeg havde ikke travlt, så jeg vendte mig rundt og sov videre. Jeg skulle have en lang vandring, så alt hvad jeg kunne søvn og hvile, ville jeg få brug for senere.

Varm og hyggelig morgen i shelteret

Jeg vågnede en time senere og strak min krop i den varme sovepose. Jeg var i hopla til at skrive gårsdagens vandredagbog. Så jeg startede ud med at skrive fra den varme sovepose, og kom langt. Men så kom sulten også. Meget mærkeligt. Endelig noget der virkede velkendt. Sulten har, som jeg har nævnt før, været meget lille på denne vandretur.

Jeg have noget tilbage af kartoffelmosen med de små frikadeller tilbage fra aftenen før. Den var faktisk færdiglavet. Jeg kogte noget vand op. Det som jeg havde fundet i en vejgrøft aftenen før. Jeg har min lifestraw, men ofte har jeg bare kogt det op og brugt vandet. Nederst i posen lå der stadig noget pulver. Det fik det nykogte vand fat i, og så var der morgenmad. Det var lunt, men ikke rygende varm.

Der var lidt rygende varm vand tilovers. Det blev til en lille kop te. Den smagte dejlig og styrkende. Jeg smider aldrig vand ud. Vand er dyrebart for mig, når jeg vandrer. Hvis jeg har varm vand til overs, drikker jeg det helle som det er, end at smide det ud.

Alt hvad der kan styrke mig til en lang vandring, tager jeg imod. Min plan var at vandre 16 km ned til shelteret ved Ubberup Højskole. Jeg ved godt, at en lang vandring giver ømme fødder. Så alt tæller med.

Pludselig kom jeg i tanke om en person som jeg skulle svare. En helt bestemt besked, som jeg simpelthen blev så beæret over. Hvem den var fra og hvad tilbuddet var, det får I at høre snarest.

Da jeg var færdig med den hyggelige morgenmad, skrev jeg dagbogen færdig og lagde den på på Instagram og Facebook. Mit udstyr røg ned i Osprey’en og så var jeg ellers på vej.

Hyggeligt at møde dig

Da jeg vandrede ud på vejen, kørte en bil hen på parkeringspladsen og holdte. Jeg gik og tænkte på min rute, så jeg ønskede ham kun lidt. Men da han gik over mod mig, og begyndte at snakke fik han selvfølgelig min opmærksomhed.

Det viste sig, at han var fan og fulgte min friluftshjemmeside her. Først var jeg slet ikke med. Men så gik det op for mig. Det er altid hyggeligt, at møde jer. Det sker med jævne mellemrum, at folk opsøger mig og besøger mig. Både på ruten med også i det shelter jeg ligger i.

Vi snakkede om løst og fast. Han spurgte mig om nogle ting om mit friluftsliv, og han fortalte også at han var bidt af ravjagt. Det er ikke noget jeg har prøvet før. Tak for dit besøg. Du ved hvem du er.

Frokost lige midt i Stokkebjerg

Stokkebjerg en en lillebitte by nord for Jyderup. Der spiste jeg dagen frokost.

Jeg bredte æggebakkeunderlaget ud, og sad der som en dronning i mit eget friluftsliv. Jeg var allerede blevet sulten 1/3 den inde i dagens vandring. Meget mærkeligt. Et brød med peanutbutter og syltetøj og en kæmpe 60 grams småkage i 1000 stykker. Begge fra feltrationen.

Mens jeg sad og gumlede der, tænkte jeg på dagens bommert. Fejl 40. Enhver friluftskvindes mareridt. Jeg var drejet forkert af. Så jeg var gået forkert. Så jeg gav lige mig selv 5 km mere i julegave. Tillykke.

Jeg var sur på mig selv. Men hvad får jeg ud af det ? Ingenting. Jeg må godt være sur i lidt tid, men så skal det være mens jeg vandrer.

Når sådan noget sker tænker jeg altid på Ed Stafford.
I et afsnit af “First man out” står han i Kazakhstan og siger (oversat til dansk af mig) “Jeg føler, at jeg har været her før”. Hvorefter det går op for ham, at han gået i ring. Spildt en time og kræfter på noget, som der intet værdi er i.
Det er min trøst og bevis på, at selv de bedste tager fejl.

Der er ikke andet og gøre, end at komme videre. Lidt længere henne kom der heldigvis et skilt som morede mig. Helt ærligt, man tager lidt på og har et stort yver. Men derfor behøver man ikke at skilte med det.

Aj, det er selvfølgelig gas. Jeg har ikke taget på eller har et stort yver. Men når man vandrer alene, er der kun mig, til at spytte jokes ud. Dårlig og heftig far joke serveret på et sølvfad til dig. Selvtak.

Lang vandring giver ømme fødder

Jeg vandrede derudaf. Fik kilometer efter kilometer lagt bag mig. Mine fødder blev mere og mere ømme. Ikke på grund af støvlerne. Men på grund af vandringen. Jeg er vant til at vandre. Men ikke så langt og efter så mange dage i træk. Men det kan vel ikke komme bag på nogle, at en lang vandring giver ømme fødder.

Da jeg kom til Viskinde var mine fødder virkelig ømme. Jeg trængte til en kort pause. Bare lige en lille en pause, til at klare de sidste 6,4 km langs den mørke landevej. Jeg var træt. Men jeg frøs ikke.
I Viskinde gik jeg op til kirken. Måske havde de åben. Jeg tog i døren. Den var låst. Klokken var 16, for kirkeklokken ringede.

Lettere slukøret gik jeg videre. Satte mig i græsset og hvilede mine trætte ben. Overvejede mine muligheder. Skulle jeg finde en anden overnatning tættere på ? 6,4 km langs en mørk landevej med biler susende hele tiden forbi virkede ikke lokkende.

Mens jeg sad der og hvilede mine ben, kom jeg i tanke om noget. En samtale Brian og jeg havde et par dage før min afgang. Vi så 3 afsnit af “Naked and afraid” aftenen før jeg skulle afsted. Én af de medvirkende var meget presset. Jeg spurte Brian, hvornår han som soldat, havde været allermest presset. Han fortalte mig om en episode. Jeg spurgte ham “Hvad gjorde du så ?”. Han forsatte. Han forklarede, at enten giver man op eller også graver man dybere.

Da tanken var tænkt færdig, var jeg klar. Klar som jeg aldrig havde været før. Jeg skulle vise den landevej, hvem der bestemte.
Selvom en lang vandring giver ømme fødder, tager jeg gerne imod dem. For de er et bevis på, at jeg har gjort det godt.

Lang vandring giver ømme fødder ved målstregen

Jeg vandrede stærkt på den landevej. Den synes endeløs. Mine fødder blev mere og mere øm. På et tidspunkt, begyndte det at gøre ondt, hver gang jeg trådte ned. Men jeg fortsatte. Jeg sang højt George Michael sange for mig selv. Jeg tællede stjerner, Jeg tænkte på positive ting. Da jeg på et tidspunkt så op i himlen, lyste min yndlings stjernebillede ned på mig. Så klart og smukt. Karlsvognen. Den altid smukke og trøstende Karlsvogn.

Et boost igen fik jeg. Jeg troede ikke mine egne øjne. Men lige pludselig, ud af det blå, stod der et skilt med “Ubberup Højskole”. Jeg var så glad. Mine fødder var endnu mere ømme nu. Det strålede op i mine ben hver gang jeg trådte ned. Men med målestregen indenfor rækkevidde, fik jeg ny energi.

Jeg traskede videre op til højskolen. Hvor var det dejligt at komme væk fra den larmende vej og op til total stilhed.

Shelteret fandt jeg inde i skoven. Jeg lyste rundt med pandelampen. Pludselig stod den der. Jeg blev så lettet. Endelig kunne mine ømme fødder få hvile.

Tid til tanker på den sidste aften

Jeg smed Ospreyen ind i shelteret. Satte mig op på i sheltetret ved siden af, trak vejret dybt ned i maven og pustede ud. Endelig i mål. En lang vandring giver ømme fødder, men nu var den heldigvis slut.

Da jeg havde pustet ud, kravlede jeg ind bagerst i shelteret. Redte min seng og skyndte mig i vintersoveposen. Den sparsomme aftensmad blev indtaget på sengen. Jeg havde ikke noget vand. Så ingen kartoffelmos. Jeg fiskede til gengæld de små frikadeller op af poserne og spiste dem. Dertil et lille snack brød. Så var jeg underligt nok mæt.

Jeg tænkte på alt det halløj med mit telt. Måske er jeg bare ikke en telt kvinde ? Måske har jeg ikke fundet MIT telt endnu ? Jeg hader når et telt blafrer og jeg er ikke fan af at sove på jorden. Jeg gør det, fordi det er det mest praktiske, når jeg vandrer. Når der ikke er et shelter hvert 10. km, så ved jeg ikke hvad man kan gøre.
Jeg tænkte på en bivy bag. Hvis du ikke ved hvordan ser ud, kan du se Sonni’s da vi vandrede Gendarmstien her. Jeg har fået lov til at låne Brians. Jeg vil prøve, at have sådan en med på min næste vandring.
Jeg vil prøve det af.

Efter den beskedne aftensmad gik jeg i seng. Jeg sov rigtig tidligt.

Lang vandring og så hjem

Om natten vågende jeg brat. Min krop kogte. Det var så ubehageligt. Jeg lå langt nede i posen. Lynlåsen kunne ikke komme hurtigt nok op. Hænderne ud og under hovedpuden. Efter jeg var kølet ned faldt jeg i søvn igen.

Næste morgen vågende jeg tidligt. Strakte mig i soveposen. Undrede mig over at jeg 6. nat i træk på æggebakke underlaget, ikke var smadret. Det er altså imponerende. Den er så tynd og let. Men jeg har sovet dejligt. Jeg er vant til min tykke madras, så jeg var ret spændt på hvordan en uge på underlaget ville føles. Jeg er virkelig overrasket. Det åbner helt nye muligheder for mig.

Jeg kiggede på uret. 6.23. Alletiders. Hverken mad eller vandhavde jeg noget af. Jeg var tørstig, men ikke sulten. Så jeg tog en rask beslutning. Pakkede mine ting. Satte lys på taske og tog pandelampen på. Busplanen var tjekket. Jeg gik ned til det nærmeste busstoppested. Det var stadig helt mørkt.

Jeg ventede og ventede. Der kom ingen bus. Hvad nyttede det ? Hvis bussen ikke kom, kunne jeg stå og glane forevigt. Så jeg tyede til en effektiv ting, som jeg har gjort mange gange. Jeg stak tommelfingeren ud. Efter 10 minutter var der bid. En familiefar i en varm bil holdte ind. Han kørte mig ind til Kalundborg Banegård, hvor jeg tog en bus hjem.

Min plan, er at vandre fra det samme shelter og videre ned af den vestsjælandske kyst. Det er mit nye projekt. Gerne i januar og februar, hvor det er endnu koldere end nu.

Tak fordi du fulgte denne december vandring.

Grønt hjerte fra Hanne