Langsom fremad er vel også en slags fart

Langsom fremad går det i disse dage. Langsom fremad skyldes de korte dage med lidt lys og min dagbogs skrivning.

Fakta
Dag 4
6 km i dag og 28 km i alt
Fra pilebuen ved Munkeruphus til en skov ved Gilleleje

Langsom fremad med små skridt

Det går langsom fremad. Det er hvad det går lige nu. Mit første mål om 1 uge kan jeg godt glemme. Det et som om jeg ikke rigtig er kommet i gang endnu.

Jeg ved det ikke rigtig. Er langsom fremad også fremad?

Vådt og beskidt er helt normalt

Da jeg vågnede i morges regnede det ikke. Solen skinnede og jeg tænkte:

“Juhuuu”

Endelig lidt medgang. Så jeg væltede ud af posen. Tog mit tøj på og krøb ud. Ud til solen og morgenstunden.

Oversejlet var tørt på oversiden. Ikke inderst fra kondens under madlavning i min gasbrænder om aftenen. Ups. Det kan ikke anbefales. Der var ellers udluftning. Men slet ikke nok.

Der var ingen bund i teltet udover under mit skumunderlag. Igen fik jeg ikke pustet min lækre madras op.

Jeg har også fint fundet ud af at jeg kan ligge kun på skumunderlaget. Det troede jeg faktisk ikke. Man er vel lidt luksus dyr. Men i silende regn og med vådt underlag har jeg ikke lyst til og puste den op.

I kan lige se hvordan min fodende ser ud. Kan I se bladende ?

Langsom fremad

Mit indertelt var smask vådt og mudret. Det lå jeg på. Jeg havde ellers sovet godt. Dog med lidt søvnløshed midt om natten.

Rastløs om natten

I min rastløshed stod jeg op. Gik ud i uldundertøjet og kiggede lidt på Sverige. Smukt med alle de lys.

Der var helt stille. Ingen vind eller lyde. Kun bølgerne som slog ind på kysten.

Efter lidt tid faldt jeg til ro. Gik i posen. Vendte og drejede mig. Et bestemt emne fyldte mit hoved. Noget privat.

Det er jo sådan at når man vandrer alene kommer alle tankerne. Også dem du har skubbet væk. Dem som plager dig.

Jeg blev til sidst nød til og sætte noget flimmer på. For og få opmærksomheden væk.

Det virkede. Efter 5 min sov jeg.

Langsom morgen med eftersyn

Om morgen kom jeg op hurtigt. Jeg gad ikke ligge mere ned.

Normalt skriver jeg dagbog om morgenen og op af formiddagen. Men på denne tur sker det bare ikke. Jeg er for rastløs og lige pludselig kan jeg ikke ligge og skrive. Det har jeg kunne før.

I dag prioterede jeg og komme op og efterse mit grej. Specielt mit telt. Alt kom ud og blev luftet. Soveposen lå som en tyk larve med vægtproblemer i nogle buske. Se lige hvor divaen slænger sig.

Langsom fremad

Jeg har det aldrig godt, når jeg ikke har styr på mit udstyr når jeg vandrer. Så alt blev set efter og revideret.

Mit stakkels indertelt kunne godt tåle en tørring.

Langsom fremad

Jeg ved ikke om I kan se det. Men det er i den grad våd og beskidt.

Serviceeftersynet gik også langsom fremad. Men til sidst blev jeg færdig. Så blev det tid til morgenmad på kanten af skrænten.

Jeg hader havregrød

Jeg var faktisk ikke specielt sulten. Men af princip spiser jeg altid om morgenen, når jeg vandrer. Det andet har jeg prøvet. Så går der en halv time og man er til rotterne.

Noget som til gengæld ikke går langsom fremad er min gasbrænder. Den er lynene hurtig.

Først skulle grøden koges.

Langsom fremad turmad gasbrænder

Jeg smagte hurtigt på mig. Det var helt almindelig havregrød. Føj for den lede. Der er ikke noget værre i denne verden end havregrød.

Man kan sætte tapet op med klister. Ved I hvad der også gik langsom fremad? Den omgang havregrød.

Den manglede salt. Så det fik den. Fra min lille nuttede krydderi rondel.

Langsom fremad turmad salt på tur

Det hjalp lidt men altså. Det er stadig klam hundeæde.

Ned kom den. Mest af princip. Jeg spiser hvad der er og hvad jeg har med. Sådan her så jeg ud ved hver skefuld.

Langsom fremad

Til sidst var gryden tom. Heldigvis.

Inden afgang kan I lige se pilebuen.

Langsom fremad

Gilleleje er næste stop

Ind til Gilleleje var der ikke så langt. Det meste af ruten var asfalt og igennem beboelse.

Jeg passerede Nakkehoved som også har et fyrtårn. Det kiggede jeg lidt på.

På vej derind gik jeg også og tænkte på noget som havde gnavet i mig. Ikke mine vandrestøvler. De er så lækre. Men to ting som faktisk har lagt en dæmper på mit humør og min vandring.

Jeg har nok ikke rigtig taget hånd om det. Så på vandringen ind til Gilleleje bestemte jeg mig for og gøre noget ved det.

Herude bliver alt hengemt pustet op og præsenteret for dig igen. Så jeg kunne ligeså godt gøre noget ved det nu.

Kaffe og sms beskeder

I Gilleleje havde jeg bestemt mig for og gå på Coffee Station. Købe mig en kop kaffe og få skrevet gårsdagens dagbog. Det fik jeg ikke gjort ret meget af.

Brian var på linjen. Vi sms’ede frem og tilbage om flere praktiske ting. Men der ved hyggeligt på Coffee Station. Den ligger i togstation bygningen. Et lillebitte hjørne.

Da de lukkede gik jeg på biblioteket. De havde længe åbnet. Min snedige plan var og få tørret mit telt.

Jeg magtede ikke og skulle ligge i et vådt telt om natten. Eller flere nætter.

Der er så smukt og hyggeligt på Gilleleje Bibliotek.

Mens jeg sad og skrev dagbog, forsatte vi med og sms. Der en del som skulle på plads.

Cold water training

Det endte med at vi ringede sammen. Jeg peb lidt. Han spurgte hvad der var galt.

“Jamen det går så langsom fremad og jeg er lidt ensom”

“Så må du gå hurtigere, mus”

“Jeg skal hele tiden ind i en by og skrive dagbog. Jeg men ikke ligge ned i soveposen og skrive”

“Det plejer du da og kunne”

“Ja, men jeg er så rastløs og kan ikke finde ro”

Mens jeg peb færdig, snakkede vi også om friluftsliv, kulde og bål.

Han fortalte, at han skulle træne cold water dagen efter. Altså nedkøling i isvand du beder om både. Og måske græder lidt.

Lige da han sagde det, sprang mit hjerte et slag over. Jeg tog en tudekiks og tørrede tårerne væk.

Jeg skulle nødig pive. Nu tog jeg mig sammen og kom på rette vej igen.

Så sådan blev det. Ikke mere pjat.

Jeg ved ikke hvad der er med Brians stemme. Men den er sød som honning og han snakker så roligt.

Ud under stjernehimlen

Da Brian og jeg havde sagt farvel, kunne jeg mærke en forskel. Skyen var væk og det bedøvende lag var skrællet af. Tak min skat.

Teltet var også tørt. Dagbogen var næsten færdig. NU skulle jeg ud igen.

Jeg pakkede mit telt sammen. Tog mit overtøj på og vandrede ud i mørket.

Ud i skoven. Ud under den smukke stjernehimmel. Lysene fra Sverige og den smukke stjernehimmel var simpelthen lykken. Så smukt.

En kulsort skov

Den kulsorte skov tårnene sig op over mig. Vinden i træerne og brusen fra havets konstante larm.

Midt i det hele, et godt stykke ude, fandt jeg et perfekt lille stykke skovbund til mit lille telt.

Der er ingen muligheder for primitiv overnatning i det område jeg er i nu. Så jeg må selv løse problemet. Man må hjælpe sig selv.

Teltet blev rejst omhyggeligt og med glæde. Jeg redte min seng. Pustede endda madrassen op. Tjekkede alt. Spiste en mad konge spisen:

Faaborg leverpostejen.

Lyskæden kom endda frem. Den er genial.

Min sovepose er ikke slået ud endnu. Når jeg først gør det, er hele teltet optaget. Den fylder det hele.

Da jeg puttede mig ned i posen var jeg for første gang rigtig glad. Det hjalp og få luft for mine tanker. Snakke med min skattemand og få et spark bagi.

Godnat 💚

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *