Man skal ikke være sart
Man skal ikke være sart, når man er friluftsmenneske. Intet ligner et boligmagasin fra Ikea. Heldigvis for det. Naturen er sin egen, og den er vi nødsaget til leve under. At modarbejde den, er kun ris til egen røv. I stedet for giver træning og indsigt i mig selv, det bedste værn, mod at klare sig. Hvis man er super sart, er der lang vej endnu. Men det kan læres.
Fra shelteret i Kårup Skov ved Ordrup til FDF spejdernes shelter i Snertinge. 13 km i dag og 66 km i alt. Dag 5/6.
Stadig tørstig efter vand
Da jeg vågnede kunne jeg mærke den der tørst. Jeg havde ikke fundet vand dagen før, så jeg måtte hoppe i posen tørstig. Det var ellers et dejligt sted og vågne. Et afsides shelter, hvor der var helt stille. Efter jeg havde skrevet dagbog i soveposen til friluftshjemmesiden, havde jeg kun en ting i hovedet. Det var vand.
Jeg tog mit tøj på, tog flasken med og krydsede fingre. Gik lidt rundt i nærområdet, men fandt stadig ikke noget.
Så tog jeg en ny beslutning. Noget som jeg ALDRIG gør. Går uden morgenmad. Du kan ikke forvente, at din krop skal præstere og holde varmen uden noget mad. Noget ordentligt foder. Jeg var ikke sulten. Kun tørstig. Tingene blev pakket sammen. Men jeg trængte til at få vasket mit ansigt, hænder og min kniv skulle også have en tur. Så hvordan klarer jeg det ? Her kommer et tip. Men man skal ikke være sart.
Vådservietter. De klarer alt fra top til tå. Jeg har altid en pakke med 10 med. Ikke flere det er rigeligt. Jeg tager 1 frisk og starter i toppen. Først mit ansigt, så hænder og kniven til sidst. Og evt min gryde. Det fungerer perfekt. Hvis vi er ude i personlig hygiejne på de intime steder, så tager jeg altså en frisk. Men på sådan en uges vandretur, klarer jeg mig uden bad. Om sommeren bader jeg i havet.
Da jeg skulle børste tænder, havde jeg jo ikke noget vand. Så løsningen blev, at dyppe min tandbørste i en vandpyt. Man skal ikke være sart.
Så var jeg super klar til og finde vand. Men inden afgang var der tid til et billede på shelterpladsen.
Endelig noget vand
Jeg havde set på kortet i skoven, at 400 meter længete nede lå en vandpost. Men jeg forventede ikke at den var åben, da det er udenfor friluftssæson. Altså ikke for mig. Ganske rigtigt, den var lukket.
Nede i bunden af vejen, lå en kæmpestor vandpyt på vejen. Endelig noget vand. Jeg sænkede flasken, men vandpytten var desværre for lav. Jeg fik lidt. Men ikke nok til at vandet kunne passere min lifestraw.
Æv, men jeg var stadig glad og optimistisk. Jeg var på vej, og der skulle nok komme noget.
Ruten var smuk. Igennem Kårup Skov. Det var bakket og det gav varmen. Men smukt. Efter skoven var det kun landevej. Virkelig kedeligt. En del af ruten gik langs vandet. Det var til gengæld smukt. Der kom en lækker p-plads, hvor jeg tænkte, der kunne jeg lige spise min frokost.
Så der spiste jeg. Det var så hyggeligt. 2 feltration brød med Faaborg leverpostejen med bacon. Jeg elsker den leverpostej. Den har jeg godt nok spist mange af.
Jeg var stadig tørstig. Rigtig tørstig. Jeg kiggede på min flaske. Overvejede det man ikke skal. Det er nemlig når man er presset, at man tager dårlige valg. Overvejede det igen. Til sidst gav jeg efter. Lifestrawen røg ud og jeg drak vandet. Det smagte så godt. Jeg var forberedt på dårlig mave og på at blive syg. Jeg tog en chance. Her 20 timer efter har der ikke været noget. Heldigvis.
Jeg pakkede min Osprey og vandrede videre. Stadig på jagt efter vand. Tørsten var ikke væk.
De næste 10 km var bare ren landevej. Så kedeligt. Intet spændende at berette der. Men det blev heldigvis sjovere. Og det involverer en edderkop.
Man skal ikke være sart med edderkopper
Jeg ankom allerede kl 16 til Snertinge. Jeg satte mig ind 1 time på deres pizzeria og fik lidt strøm og en flaske vand. Jeg var stadig tørstig. Vandet tager en evighed og komme igennem den lifestraw. Så tenpoet var langsomt og matchede slet ikke min tørst.
Jeg havde fundet vand i en vejgrøft på vej ind til Snertinge. Mums, det smagte godt. Det drak jeg stadig af, da jeg ramte Snertinge.
Da jeg var færdig med at lade og drikke vand, gik jeg ned i shelteret. Høje knæløft i det høje græs, mens jeg lyste rundt. Endelig fandt jeg det. Shelteret ved FDF spejderne i Snertinge.
Da jeg lyste ind fik jeg nærmest et chok. Aldrig har jeg set så meget spindelvæv og edderkopper i et shelter. Hold da op. Jeg er fuldstændig ligeglad med dem, men selv jeg tænkte “Hold da op”. Gad vide om det overhovedet bliver brugt. Man skal ikke være sart for at sove med edderkopper.
Jeg tænkte I ville påskønne et billede med en edderkop. Så her er den.
Kan I finde den ? Det var bare en lille en. Der var større og federe end denne. Jeg fandt mig til rette og så var det aftensmad. Ikke mere feltration. Nu var det hofretten, nemlig kartoffelmos med små frikadeller.
Min lille gasbrænder har jeg haft med på hele turen. Men der er ikke så meget gas, så jeg har sparret. Poserne med kartoffelmospulver og de små frikadeller var pakket. Jeg kogte vand og hældte det over.
Det er sådan jeg spiste turmad. Jeg spiste halvdelen, og gemmer resten til morgenmad. Resten af aftenen i shelteret gik med at se to afsnit af Pandaerne. Herefter faldt jeg i søvn.
Grønt hjerte fra Hanne
