Mareridt i shelteret

Mareridt i shelteret var godt nok et stykke tid siden, jeg har haft det. Som altid sover jeg dejligt i den friske luft, når jeg er på tur.

Fra shelteret ved Den Rytmiske Højskole i Jyderup til shelteret ved Kårup Skov. 13 km i dag og 53 km i alt. Dag 4/7.

Men denne nat startede virkelig grumt. Mit mareridt i shelteret begyndte sådan her:

Jeg kommer hjem til vores lejlighed, fordi jeg ikke kunn finde Brian. Inde i huset, som slet ikke lignede vores hjem, var der stille. Der kom pludselig lyd fra badeværelset, så der går jeg ud.

I det fyldte badekar ligger Brian i hans smukke sorte jakkesæt indsmurt i afføring overalt. Jeg skriger “BRIAN” og får ham op af badekarret. Han var livløs. Jeg giver ham førstehjælp og står halvt oppe med ham. Lige højt nok oppe til at jeg kan nå og se over i toilettet. Der ligger hans hoved med åbne øjne og stirre på mig. Hans smukke blå øjne var vidtåbne. Også der var der masser af afføring. I forskrækkelse kommer jeg til og give slip på ham. Han synker tilbage i badekarret og drukner straks. Jeg skriger højt “NEEEEJ SKAAAAT” og græder helt hysterisk.

Bum, og så vågner jeg. Lige der vågner jeg fra mit mareridt i shelteret.

Mit mareridt i shelteret skal ikke slå mig ud

Først da jeg vågnede, var jeg helt groggy og forvirret. Jeg ved jo godt, at Brian ikke ligger sådan derhjemme. Som Brian selv sagde da jeg snakkede med ham senere på dagen “Vi har jo slet ikke noget badekar, mus”. Hvilket er sandt.

Men I kender det godt. Lige når man vågner kan man ikke kende forskel på virkelighed og drøm. Efter jeg havde sundet mig lidt, og kigget på mit ur, faldt jeg til ro igen. Klokken var kun 00.56.

Heldigvis slog mit mareridt i shelteret mig ikke ud. Jeg sov videre kort efter. Inden jeg nåede den dybe søvn, hørte jeg stemmer som startede langt væk og som kom tættere på. Jeg troede igen, at det var en drøm. Men nej, jeg vågnede brat, fordi lige udebfor shelteret gik der nogle folk og snakkede sammen. 20 minutter senere nogle flere. Så var det også slut. Heldigvis, for jeg ville gerne sove igen.

Klam morgenmad med alt for meget sukker

Da jeg vågnede var mit humør i top. Jeg var klar til dagen, da jeg nu havde fejet mit mareridt i shelteret væk.

Jeg besluttede mig for, at spise resten af maden fra min feltration aftenen før. Der var pop-tarts med peanutbutter og syltetøj. Føj for helvede. Har I smagt de pop-tarts ? De er kvalmende søde. Jeg kunne næsten ikke få den ned. Alt det sukker. Jeg orker det simpelthen ikke. Jeg savner i den grad frisk mad nu. Uden sukker. En stor sprød grøn frisk salat drømmer jeg om. Fed fast ost, avokado, fed creme fraiche og i det hele taget mere mad med fedt. Stik mig en entré cote med en fedtkant af dimensioner. Yes, jeg er så klar. Kød, fedt og masser af friske grøntsager. Tak.

Men på en eller anden måde kom det ned. Og så var det tid til afgang. Tingene blev pakket og så afsted.

mareridt i shelteret

Min vandreplan var 13 km væk til shelteret i Kårup Skov. Men først skulle jeg finde internet, så dagens vandredagbog kunne blive skrevet og lagt op. Jeg valgte en café i Asnæs Centreret. Faktisk ville jeg hellere have undværet det. Men jeg orker ikke at være bagud. Jeg kortvarigt til Brian, lige for at sikre mig alt var ok. Jeg fortalte, ham om mit mareridt i shelteret. Han syntes naturligvis det var fjollet.

Lige inden mørket var ved at begynde, startede jeg op på de sidste 7,5 km ud til shelteret. Men der var både tid og lys nok til at sjovt billede på vej derud.

Ja, der er jo kun mig til alt fis og ballade. Så værsgo.

Helt mørkt med smuk udsigt

Jeg oksede derudaf. Jeg havde set på kortet, at der ville komme bakker. Dem var jeg forberedt på. Jeg vandrede i et fornuftigt tempo. Halvvejs inden jeg nåede den sidste bakke, skulle jeg sådan tisse. Kender I det ? En bevægelse mere og min blære sprang. Så af med Osprey i en allerhelveds fart og så få det klaret. Mens jeg sad der, så jeg lige pludselig udsigten. Hold da op.

Udsigten på min Osprey var også så fin.

På med rygsækken igen og videre. Da jeg nåede toppen af bakken, slog udsigten mig ud. Fuldstændig. Så smukt. Det var helt kulsort. Tre byers lys på stribe konkurrerede om min opmærksomhed. Jeg stod i noget tid og sugede det ind. Slukkede min pandelampe. Inden jeg gik videre kiggede jeg op i himlen. Minsandten om ikke skyerne flyttede sig, så mit yndlings stjernebillede lyste på mig. Den evig smukke Karlsvognen.

Et stykke længere henne begyndte min krop at koge. Sådan rigtigt for varmt og ubehageligt. Men heldigvis kan jeg vippe mine Hestra handsker over og lyne ned ved hagen. Det hjælper øjeblikkeligt. Men ikke ret længe.

Shelteret fandt jeg endnu højere oppe på bakken. Så lækker en placering.

Nu havde jeg kun et presserende punkt. Min tørst. Jeg havde ikke mere vand og jeg var så tørstig

Hvor er det vand ?

Vand var det eneste jeg kunne tænke på. Alt det bakke vandring havde gjort mig tørstig. Osprey’en blev sat på bordet og så gik jeg på jagt. Vejret den dag var helt vindstille og uden regn.

Der var heldigvis nok. Jeg hyggede resten af aftenen i shelteret med dejlig varm aftensmad og så snakkede jeg lige kort med Brian igen. Om mine julegaveønsker. Jeg har ikke nogle.

Jeg gik rundt i 20 min i nærområdet. Jeg fandt ikke noget. Jeg skulle bruge meget lidt til turens sidste feltration. Det fandt jeg heldigvis i en mudret vandpyt på vejen. Den var meget lav, så jeg skovlede vand med låget ned i flasken.

Jeg sov tidligt. Der var så dejlig stille. Ingen lyde. Den friske kolde luft beroliger mig. Jeg puttede helt ned i vintersoveposen. Kun halvdelen af næsen tittede frem. Jeg var dejlig varm. Og det bedste af alt, så kom der ingen mareridt i shelteret denne nat.

💚 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *