Min elskede Lifestraw og et makabart syn

Lifestraw er intet mindre end genialt, når det kommer til vandrensning.

Min Lifestraw blæste mig bagover. Det havde jeg ikke regnet med. Men overrasket blev jeg. På mine fremtidige vandringer kommer jeg aldrig til at tage andet med end min Lifestraw.

Det første jeg tænkte på, da jeg vågnede var, at der skulle findes vand. Jeg havde glædet mig sindssygt meget til at tage hul på den Lifestraw.

Primært fordi jeg synes det lød for godt til at være sandt. Hvis det passede, så ville det tage meget af stressen altid, at skulle finde vand. Om sommeren er det intet problem. Men om efteråret og vinter det meget sværere. I hvert fald hvis du går alene ude i skoven og ikke kommer ind til civilisationen.

Fakta
Dag 17
9 km i dag og 186 km i alt
Fra Vigsø shelteret til Madsbøl shelteret

Hvorhenne finder man vand til min Lifestraw

Jeg lå i posen om morgenen i shelteret og tænkte på, hvor jeg skulle finde vand henne.

“Hvad ville Bear Grylls have gjort?”

Jeg var helt grøn. Men jeg måtte i gang. Bear ville nok bare have kommet i gang i en allerhelvedes fart. Nok er det ikke “Ultimativ overlevelse”. Men faktum er, at jeg skulle bruge vand til min morgengrød og ditto kaffen.

Ud og finde vand i terrænet

Jeg væltede bogstaveligt ud af posen, faldt i springet og landede midt i Ospreyen. Det holdte den heldigvis til. Op igen. På må med briller. Af med helte uldundertøjet. På med vandretøjet. Af med brillen. På med linser. Greb Nalgene flasken med min Lifestraw. Nu skulle der skaffes.

Jeg sonderede terrænet. Hjemme åbner man jo bare hanen. Vupti. Men ude i vildnisset skal man selv tænke. Ude på vejen fandt jeg endelig en dyb vandpyt. Dyb nok til at sænke flasken. Jeg stod lidt og kiggede på vandet. Det var ikke videre ulækkert. Bare lysebrunt. Men altså, det tog lidt tid at samle modet. Det var enormt grænseoverskridende for mig.

Hvordan smager vandet fra skoven så ?

Jeg løb tilbage til lejren og råbte “Weee”. Det er sådan noget fjollet noget jeg råber på vandringer. Kiggede spændt på flasken og sagde til den:

“Nu har du bare at gør mig glad, ellers vanker der. Jeg bakker dig op og du bakker mig op. Er du med ?”

Den første tår. Jeg havde ingen forventninger. Jeg var åben og objektiv. I spænding satte jeg flasken for munden og tog den første tår.

Jeg blev fuldstændig blæst bagover. Det smagte så godt. Det smagte så meget bedre end vandet fra vandhanen derhjemme. Jeg var virkelig forbløffet. Og over hvad ved jeg faktisk ikke. For jeg var ikke blevet lovet noget. Koblingen, i mit hoved, var nok at vand smager som det ser ud.

Derefter gik det stærkt. Jeg var så ellevild. Lavede morgengrød. Bryggede morgenkaffe.

Det regnede ikke. Der var heller ingen sol. Men mit humør så godt. Lifestraw har forandret min måde, at vandre på og gjort det så meget mere frit og selvforsynende. Nu er jeg ikke afhængig af noget eller nogen.

Efter morgenmaden, tog jeg min kaffe og satte mig på terrassen i shelteret. Skrev et par noter til dagen i min notesbog. Jeg var rastløs selvom det regnede, så jeg gjorde mig hurtig færdig.

Tjekkede alle tingene. Var de tørre ? Var de i ordentlig stand ? Noget af det var lidt vådt. Men ikke meget. Mine vandrebukser var sådan klamt vådt. Ikke det frækkeste at iklæde sig, men der er kun mig, og ingen jeg skal imponere. De tørrede forresten imponerende hurtigt ude i blæsten på vejen, da jeg hoppede og løb rundt efter vand.

Videre vestpå ud til kysten

Jeg pakkede mine ting. Tog regnjakke, regnslag og galocher på. Tankede vand fra den gavmilde vandpyt, og satte den i siden af tasken. 1 liter lækker livgivende vand på 3 sekunder ude i naturen. Hallo! Hvis det ikke er svært lækkert, så ved jeg ikke hvad der er.
Ruten var lagt. Jeg var i humør til 100 % kystvandring, så kursen gik stik vestpå.

Det blev til 8 km i ren sand med 13 kg på ryggen. Arnold har ringet og sagt, at det er god bentræning. Jeg giver ham ret. For hvert skridt bliver man lidt stærkere. Ren lykke og ren terapi.

Vejret var meget omskiftelig. Mellem regn og overskyet. Når jeg når min grænse, gør jeg som hestene. Vender røven til regnen, indtil jeg kan lidt igen. Det er min måde, at gå en hel dag i regn.

På trods af regnen holdt jeg en dejlig pause med frokost på stranden. Til venstre kan I se mine støvleovertræk. I midten spiser jeg lidt frokost og drikker vand fra Lifestrawen. Til højre kan I se min Osprey med regnslag og det hjemmelavede siddeunderlag.

 

Højdepunktet på kystvandringen var de 4 babysæler jeg så. Jeg var den eneste på stranden. Lang og lige strækning med sand og natur så langt øjet strakte. Det var en ret magisk vandring. Jeg følte mig så levende, så stor, men samtidig også meget lille.

Jeg gik i mine egne tanker. Tror jeg tænkte over hvordan dagens indlæg skulle lyde og hvordan den skulle beskrives. Det kunne lige ligne mig.

Babysæler smelter mit hjerte

Pludselig blev jeg revet ud af min egen boble, da jeg så noget småt møve sig frem. Først vidste jeg ikke hvad det var. Men så så jeg de store sorte øjne og den lille søde sæl snude.

“Heeeej baby sæl”
Den stoppede, vendte hovedet efter min stemme, lyttede og møvede sig videre.
“Du skal ikke være bange babysæl. Jeg kigger kun”
Den stoppede igen, vendte hovedet efter min stemme og stirrede lige ind i mine øjne.
“Skynd dig ud i vandet, min lille ven”
Den forsvandt ud i bølgerne, og jeg kiggede noget tid efter den.

Den oplevelse kan I så gange med 4. Så har I højdepunkterne.

Med et ophold i regnen og alt det baby sæl show var det blevet tid til en pause. Resten af morgenkaffen. Masser af vand og et par proteinbar, så var jeg kørende igen.

Et chokkende syn

Jeg drejede af fra stranden og ind i skoven. Flot rute. Det regnede ikke mere. Men alt var vådt.
Strækningen var lang, indtil jeg skulle dreje igen.
Da jeg så det sted, hvor jeg mente, jeg skulle nedad, var jeg alligevel lidt i tvivl.

Et hvidt udlejningstelt i blandt en masse dyre firehjulstrækkere stod meget mystisk lige midt i det hele. Det lyste helt forkert op i den ellers smukke skov.

Jeg gik hen til teltet, og ville spørge om de kendte vejen ned til shelteret. Der var ingen, kunne jeg konstatere, da jeg kiggede ind.

Da jeg vendte mig rundt, gibbede det i mig. Foran mig på jorden lå der 4 skudte og døde bambier. Min reaktion overraskede mig ret meget, og nu skal fortælle hvorfor.

Jeg er vokset op i en plejefamilie, hvor min plejefar er jæger. Jeg er vokset op med våben, ammunition, knive, krudt duftende jagttøj i hjemmet. Der har hængt hare, ræve, fugle, elge, bambier og andet på vores matrikel. Vi har rejst på familieferier i ødegården i Sverige, hvor han gik på jagt, mens vi andre hyggede. Jeg er flasket op med elgsteg med vildt sovs.
Ved højtider og festlige lejligheder har vi spist og drukket af det ypperligste som jagt familie: Mads Stage stellet. Og ja, min yndlings var også haren.

Jeg kunne blive ved. I Vestjylland er det helt almindeligt at jage og være jæger. Det glemmer jeg ofte hjemme i Slagelse og andre steder.

Men det slog mig alligevel hårdt, da de lå der.

“Er det nu nødvendigt ?”, tænkte jeg.

Jeg har intet imod jagt, jægere eller noget derhenad. Derfor kom min reaktion bag på mig. Jeg stod i noget tid og kiggede på dem. Følte mig som i et Hans og Grete eventyr.

Min mavefornemmelse om ruten var rigtigt

Jeg ankom til det hyggeligste shelter ude midt i ingenting. Roen, freden og sjælen der var ikke til at beskrive. Jeg følte mig straks hjemme.
Da jeg så alt det tørre træ, ville lykken ingen ende tage. Hold op, jeg var glad. Mine øjne må have lyst op ved tanken om et kæmpe bål. Turens første i øvrigt. Alt for lidt. Men alt er vådt. Ikke bare lidt vådt, men våd hele vejen igennem.
Min første prioritet som altid er at rede seng. Dernæst ville jeg tænde verdens største bål. Finde vand med min Lifestraw. Det var så dejligt, at arbejde med min nye økse. Jeg havde slet ikke brugt den på vandringen – før nu altså. En lille bitte nuttet Fiskars X5. På min vandretur i sommers havde jeg en Gerber med.

hannah in colors vandring i danmark spejdersport patagonia nano puff vandring om efteråret asivik regngnjakke bandana lodbjerg shelterplads nationalpark thy mad på vandretur kartoffelmos Gerber Gator kniv sankning mini trangia national parken thy navigation på vandreturen vestkysten madsbøl shelter Lifestraw

På vej ud og hente vand i skoven. Så befriende og lækkert.

Jeg slapper af, når jeg arbejder med bål og træ. Samler sammen, hugger, tænder og passer ilden nænsomt. Jeg gør et stort nummer ud af det.
Med et stort bål og masser af vand, og min lifestraw havde jeg en fest resten af aftenen.

Learning by doing fungerer også i skoven

Middagen blev lavet i stikflammer. Pasta bolognese fra pose. Det smagte så godt. Mums. Desserten var den krydrede te. Den smagte som flydende risengrød. Den er så god. Dem skal jeg have nogle flere med af til december. Jeg hader ellers risengrød. Men den her var en vinder.

På et tidspunkt stod jeg tæt på bålet. Drak den krydrede te hvor jeg kiggede ned. Mine bukser dampede. Først var jeg forvirret. Men så gik der et lys op for mig. Det damper jo, fordi vandet damper væk fra stoffet.

Så fik jeg en lys idé. Mine bukser blev tørret hele vejen rundt. Det var nærmest magisk. Jeg kunne se hvor hurtigt det gik med at tørre stoffet.
Så jeg fiskede ting fra shelteret som var vådt. Trusse, et par våde sokker, viskestykke, microfiberkluden, buff’en og bandanaen. Til sidst smed jeg sokker og støvler. De kom også på. Næsten alt –  dog ikke min lifestraw. Sad på underlaget ved bålet med fusserne inde og hyggede.

Jeg vidste det egentlig godt. Det med at ting tørrer ved et bål. Men jeg havde bare glemt det.

Jeg tog en mindsnap til jer. Det så eddermame sjovt ud. Forestil jer det lige. Jeg snakkede med Brian i telefonen:

“Mus, mine trusser ligger på grillen”
“Ai, er du da sulten ? Har du ikke mere mad ?”
“Haha, jo jeg har masser. Det tørrer”
“Nå okay, det lyder bedre”
“Kommer du så med mad, hvis jeg ikke havde mere”
“Du ville selv afsted, så du må klare dig selv, mus”
“Du er så hård”
“Haha, du er så forkælet”
“Okay, lidt forkælet er jeg så”

Ro, magi og fred til mig i skoven

Da jeg i solnedgangen sad og stirrede ind bålet, varmede fusserne og drak den krydrede te var jeg lykkelig. Det kunne jeg mærke, føle og jeg tænkte det. Helt alene ude i skoven. Kun mig, mine tanker, min fantastiske stærke krop og kun det nødvendigste i Ospreyen for at overleve. Roen og stilheden. Friheden og det at tilpasse sig noget større end mig selv. Og mit Lifestraw til vandrensning.

hannah in colors vandring i danmark spejdersport patagonia nano puff vandring om efteråret asivik regngnjakke bandana lodbjerg shelterplads nationalpark thy mad på vandretur kartoffelmos Gerber Gator kniv sankning mini trangia national parken thy navigation på vandreturen vestkysten madsbøl shelter Lifestraw

Det hyggeligste shelter lang lang ud i skoven.

Jeg krøb tidligt i posen. Alt for tidligt. Jeg er vant til at skrive om min dag og lægge det op, når jeg ligger der i posen om aftenen. Men jeg skulle spare på strømmen. Så jeg lagde mig til at sove. Klokken var 19.

Det jeg nu skulle opleve var mit livs værste nat. Men det kommer jeg til i næste afsnit, som er dag 18. Så I må vente.

Husk, der er stadig ledige pladser til mit foredrag “I gang med vandring – sådan gør du!”

Jeg fortæller, hvordan jeg begyndte at vandre. Hvorfor jeg gør det og hvordan du kommer i gang. Jeg sprang selv ud for 1 år siden uden erfaring eller viden. Foredraget indeholder masser af konkrete råd, vejledning og I kan spørge lige hvad I vil. Der bliver også tid til fremvisning af mit grej, hvor der kan stilles spørgsmål.

Man kan tilmelde sig her.

Det var alt for mig.

 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *