Mini vandretur som lovlig overspringshandling 

Overspringshandling og høj solskin lokker. Det skal udnyttes. Så det var præcis hvad jeg gjorde. Det er umuligt, at sidde inde i sådan et godt vejr. Frisk luft og mere af det har ikke skadet nogle.

Det er i hvert fald den officielle forklaring. Hvis nogle skulle spørge. Den uofficielle grund var, at det totalt er en overspringshandling. Grunden er enkel. De huslige pligter keder mig, når jeg ved man kan nappe en mini vandretur.
Et hurtigt kig rundt i hjemmet, og med den håndfuld hængepartier der er, burde man nok blive hjemme og ordne det.

Overspringshandling er lækkert

Jeg tror, at alle kender til overspringshandling. Det er ikke smart, at udsætte noget, som skal ordnes. Det puster til den dårlige samvittighed. Den puster til min. Jeg kan leve med det, fordi det ikke er livsvigtige ting som skal klares.

Nu skal du ikke tro det værste om vores hjem. Det er bare lidt vasketøj og et juletræ som skal afpyntes og sættes væk. Værre er det ikke. Overspringshandling er mange ansigter.
Heldigvis elsker jeg duften af træet nu, hvor det er lettere visnet. Det dufter som ude i skoven. Det er stadig hyggeligt, at kigge på og gå forbi. Der er jo en lyskæde på, så det er helt vildt hyggeligt.

I disse dage, er jeg i gang med at undersøge mit lokalområde. I går var det Soldatens Lod. I dag er så pladsen i Slots Bjergby.

Til april/maj kommer der guidede vandreruter omkring Slagelse, så jeg skal jo kende mit område. Tjekke udbuddet. Se de arrangerede vandreture her ➡“Arrangerede vandreture”

Jeg har vandret mere på Vestkysten end i mit eget lokale område. Simpelthen fordi jeg synes det er mere spændende. Men det skal der laves om på.

Overspringshandling sæt i gang

Jeg smurte og lagde al min kærlighed i endnu en madpakke. . Jeg elsker madpakker. Små gaver i pæn indpakning, som jeg glæder mig til at pakke ud og spise. Haps haps.

Så er jeg fremme ved Slots Bjergby.

Jeg drejede af fra den befærdede hovedvej og ind i den lille by. Jeg vidste, at mit mål lå ved siden af kirken. Så det var mit pejlemærke.

Endelig fremme og klar til madpakke

Da jeg kom derhen, var der absolut ingen at se i miles omkreds. På kortet kunne jeg se, at stedet lå bagved bygningen ved siden af kirken. Men det lignede meget en privat ejedom. Men på hvælvingen ud mod gaden var der et telt skilt.

Jeg gjorde, alt i min magt for at finde ud af det hele. Det endte med at jeg tøvende gik om bagved. Helt ind i gården og om bagved. Det var ubehageligt. Jeg er jo vant, til at liste ind i folks haver på mine vandreture. Hvis jeg skal bede om lov til at slå teltet op. Men det her var anderledes. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg kiggede med lang hals ind i haven. Det lignede en helt almindelig have. Så en nitte til mig. Eller også tog jeg fejl eller koordinater var forkerte.

Men man kan ikke sætte sig ned og græde. Man finder på en ny plan.

For en sikkerheds skyld gik jeg op til kirken. Ruskede i håndtaget ind til Guds hus. Måske var der en præst, som ville hjælpe. Ingen var der. Det var lige før der trimlede vindhekse ned af vejen.

Det endte med, at jeg spiste maden i skolegården i et frikvarter sammen med børnene. De kiggede lidt på mig, men ellers hoppede de rundt som børn nu gør.

Hjemmebagt stenalderbrød med smør og paté. Hjemmebagt chokoladekage med og kaffe og lidt mørkt chokolade til venstre. Hygge med kaffe til højre.

Jeg havde spurgt en lærer om lov. Selvom det ikke lige var det jeg havde gået efter, så var det hyggeligt alligevel. Mad er mad og når man er sulten kan man spise det alle steder.

I virkeligheden er det ikke anderledes

Situationen i dag afspejler bare virkeligheden, når man vandrer. Ting kan gå galt, eller du kan møde noget uventet.  Hold hovedet koldt, lad være med at gå i panik og find en løsning. Det gælder både på en mikroeventyr og en lang én af slagsen.

Så faktisk førte min overspringshandling noget godt med sig. En afklaring af stedet i Slots Bjergby og en dejlig mine vandring med masser af frisk luft. Tror jeg gik 10 -11 km i alt. For mig er det jo ingenting. Jeg er blevet helt vild godt til bare at gå. Før virkede 3 km langt. Det er ret fascinerende hvad man kan træne sig op til. Hvis man gider.

Et forbistret tæppe har vundet indpas

Denne gang tog jeg et mikroeventyr for at tænke klart. Men alligevel skete det, at idéerne myldrede frem. I dag var de faktisk endnu bedre. To af idéerne var nogle, som jeg tager med mig og har skrevet ned. Den første må I vente med at høre om. Jeg kunne ikke forestille mig andet, at I ville blive ellevilde.

Jeg fik et quiltet tæppe af Spejder Sport med i december til min vandretur. Jer som følger mig på Facebook og Instagram kender godt historien omkring den. Hvis du er ny og ikke aner dens forhistorie, så fortæller jeg den lige hurtigt.

Som sagt fik jeg dette tæppe med. Det var meningen, den skulle være en fleksibel løsning til at holde varmen. Både om natten i soveposen og om dagen ved f.eks bålet. Der skete så bare det, at jeg frøs helt ind i knoglerne den første nat med den og min sovepose.
Så dagen efter gik jeg tilbage til Spejder sport i Aalborg og fortalte dem om min nat. De reagerede lynhurtigt og gav min en vintersovepose + det løse med.
Problemet var løst.

Jeg sendte nogle ting hjem i papkasse fra butikken og én af de ting, var denne quilt. Siden har jeg været arrig på den. Det var simpelthen en rædselsfuld nat.

Ny chance til det quiltede tæppe

Siden jeg kom hjem har jeg skulet efter den med lange øjne. Men jeg lovede Spejder Sport, at give den en chance mere, Og jeg holder mit ord. De sidste to dage har jeg haft den med mine dagsvandringer. Den er ikke uden evner. Så dejlig varm. Den fylder næsten ikke noget og vejer meget lidt.
Den har bragt mig meget glæde på de to vandringer. Hvis man bare sidder og har den over sig varmer den helt enormt. Jeg er virkelig imponeret.

Det jeg ikke kan lide er farven og at den er så glat. Den glider ned fra skuldrene hele tiden. Faktisk glider den ned fra alt. Medmindre jeg sidder med den på skødet. Om jeg kan leve med det finder jeg ud af.

Den er kommet ind i varmen igen hos mig. Den skal testes mere og jeg fik en idé mere.  Den holdte stik. Læs om dens oprejsning på Camønoen her ➡ “Retning – hvor skal vi hen du ?”

Hjemturen gik i raskt tempo. Varmen fik jeg hurtigt. Lastbilerne slæbte vindstød med sig, så jeg flere gange blev slået ud af kurs. Det undrede mig ret meget. Nu har jeg vandret så meget på landeveje, og ingen steder er jeg blevet blæst bagover. Indtil i dag. Vildt mærkeligt. Flere gange måtte jeg stoppe og stå fast.

Fra Hanne