Når hverdagen stjæler friluftslivet

Når hverdagen stjæler friluftslivet er nogle gange det os friluftsmennesker kæmper i mod. Denne gang er den så kommet til mig. Men selv når det ser allermest sort ud, så overrasker det mig, hvor lidt friluftsliv der skal til. Hvor meget det kan varieres og flekses. Ene og alene for og tilfredsstille vores behov for natur, ro og alenetid. Eller hvad det nu er du jagter i dit friluftsliv.

Som mit liv ser ud nu, så er jeg selvstændig. Det tager rigtig meget af min tid. Jeg har gået fra 2-3 ugers vandreture til at have mange weekender og hverdage fyldt op. Hvis de ikke er fyldt op, så er jeg træt og/eller har ikke energien. Det er klart, at vores levebrød skal have opmærksomhed. De betaler vores regninger, giver os tag over hovedet og en behagelig hverdag. Men hvad med det sjælelige ? Hvad med den høje puls ? Hvad med den fredfyldte ro og at kunne lade op igen ? Hvor skal vi få det fra, hvis vi ikke prioriterer friluftslivet ?

Bare kom afsted og kom ud i naturen

Endelig havde jeg en forlænget weekend, hvor jeg kunne vandre i 3 dage. Jeg var ovenud lykkelig. Jeg ville fortsætte lige der hvor jeg slap i februar på Vestsjællands kyst. Nemlig i Højbjerg skoven i Korsør. Dengang var Mette med. Denne gang var jeg alene.

Så selv når hver hverhagen stjæler friluftslivet, må det stadig prioriteres. Det var fristende for mig og blive hjemme. Helt ærligt. Ligge på sofaen til mit yndlings tv og slappe af.
Kl 17 om fredagen var jeg først færdig med arbejde. Så skulle jeg hjem og i bad og pakke. Først derefter kunne jeg komme afsted. Jeg var træt og ikke oplagt til noget. Afsted kom jeg.

Soveposen som valgte og blive hjemme

Jeg dog afsted i højt humør. Da jeg så sad i bussen på vej til Højbjerg skov ved Korsør med fri teltning, så var jeg virkelig glad for at jeg gjorde det. Jeg stod af på Korsør Banegård og gik den korte distance op til Højbjerg skov. Der er fri teltning, så jeg fandt et dejligt og fredfyldt sted, hvor jeg kunne være mig selv.

Jeg ankom ret sent i skoven. Det var næsten mørkt. Da jeg havde fundet et perfekt sted, havde jeg glædet mig til en ting. Nemlig komme igang med og bruge mit nye telt. Dette telt har jeg fået sponsoret af Slagelse Camping og Outdoor. Udover teltet har jeg også fået en lækker blød fleecetrøje med.

Da jeg skulle sove, fandt jeg ud af at jeg havde glemt min sovepose. Det bryder jeg mig bestemt ikke om. Der skal være orden i sagerne, når jeg vandre.

Natten var kold og jeg vågende mange gange og kunne så ikke falde i søvn igen. Jeg sov så dårligt. Jeg sov kun med min fleeceliner. Om natten besluttede jeg mig for og smutte hjem til Slagelse igen og hente min sovepose.

Så kan eventyret begynde

Morgenen begyndte stille og roligt. Lige der ved teltet med min morgenkaffe. Sulten var ikke indtræffet endnu. Men som altid, når jeg skal på tur, spiser jeg altid inden afgang.

Datoen var den 5. september. Det er en speciel dag for mig. Det er nemlig den dag, hvor vi hylder den indsats danske udsendte har gjort. Ikke kun soldater, som min Brian, men også fra Politiet og Redningsberedskabet. Du kan læse mere om Flagdag på Flagdagen.dk. Min egen Brian havde været udsendt i 2 måneder på det tidspunkt, hvor jeg tog billedet.

Morgenmaden bestod af lange peberfrugter, smelteost med avokado og kaffe med mælk. Det var så fint. Når jeg vandrer har jeg næsten altid feltration med. Brian giver mig altid hans overskydende. Det er betalt af ham, og ellers bliver det bare destrueret. Jeg har så meget glæde af det. Denne gang havde jeg bare lyst til noget andet. Både for og vise jer det, mine kære følgere. Men også fordi jeg havde lyst til frisk mad. I spørger altid hvad jeg spiser som turmad. Dette kunne være en idé.

Frisk turmad og så afsted

Ser mit sted ikke hyggeligt ud ? Jeg var faktisk ret ked af at forlade det. Der var helt stille og jeg var det eneste menneske/dame/friluftsmenneske

Da soveposen var hentet og jeg stod på Korsør station var det hurtigt videre på eventyr. Når hverdagen stjæler friluftslivet må jeg presse igen og priotere det. Ellers sker det ikke. Og det påvirker mig.

Dagens rute sydpå langs kysten var planlagt. 17 km og overnatning i Kobæk skov ved Skælskør. Jeg startede lidt langsomt ud, mest fordi jeg var træt. Men jeg skulle ikke nå noget. Kun komme fremad og hygge. Jeg tænker ofte, at 16 km er uoverskueligt. Især når jeg pakker mit telt og rygsæk ned og er træt. Men af en eller anden grund, så går tiden så hurtigt, og lige pludselig er jeg fremme.

Jeg glædede mig virkelig til og vandre langs kysten. Det giver mig sådan en ro. Solen skinnede og strålede fra en blå himmel. Luften var kølig og hel frisk. Rygsækken på ryggen og så bare den ene fod foran den anden.

Når hverdagen stjæler friluftslivet – men ikke lysten

Vandringen var så smuk. Solen skinnede og for hvert skridt sænkede mine skuldre sig mere og mere. Pulsen faldt også. Her er et smukt billede til jer, hvor jeg vender med snuden mod nord.

Eller den anden vej. Mod syd. Min retning.

Jeg mødte faktisk ingen mennesker efter jeg først var drejet af og fulgte vandet. Der var ingen lyde. Kun havet og så mågeskrig engang imellem.

Når når man vandrer alene, er der tid til og fordybe sig i sine tanker. For der kommer ingen afbrydelser. Jeg bruger ofte mine solovandringer til og tygge svært stof igennem. Ikke at der er så meget. Men engang i mellem i livet, sker der ting som kræver ens fokus, så de rigtige beslutninger kan tages.

På et tidspunkt blev jeg sulten. Jeg trak den lidt, for jeg var inde i en god rytme, hvor det ene skridt tog det andet. Der hvor man ikke tænker. Man vandrer bare. Men til sidst fandt jeg et lækkert sted.

Det var en dejlig vindstille solkrog bag nogle træer. Frokosten bestod af rød peberfrugt med makrel. Og et par snackpølser. De er forresten rigtig gode. De er hurtige, mættende og nemme og spise. De er individuelt pakkede ind. Det bliver ikke nemmere. Husk og tage dit skrald/lort/affald med dig. Jeg gider ikke og kigge på det, når jeg er ude og vandre. Tak.

Efter jeg havde spist lå jeg lidt og slappede af. Jeg var ikke specielt træt. Solkrogen var bare så lækker. Jeg overvejede og starte min gasbrænder op til en kop kaffe. Men jeg ombestemte mig, da jeg hellere ville nå min destination i ordentlig tid. Desuden frøs jeg heller. I øvrigt har Slagelse Camping & Outdoor også sponsoreret den flotte Deerhunter fleecetrøje jeg har på.

Når hverdagen stjæler friluftslivet

Efter jeg havde daset lidt i solkrogen, var det på tide til og vandre videre. Jeg var spændt på og sove en nat mere i teltet. Og jeg var også spændt på hvad jeg ville møde af teltplads. Det jeg så mødte havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Jeg fortsatte sydpå og ved Kobæk strand drejede jeg af og fandt mit kort frem. Nu skulle den teltplads findes.

Ja, altså indgangen fandt jeg aldrig. Men på mit kort kunne jeg se at pladsen lå inde bag en lang række træer. Det her var ved jeg mødte.

Jeg stod simpelthen der i træerne i udkanten af pladsen og grinede. Hvor i alverden skulle jeg slå mit telt op ?
Jeg måtte simpelthen på jagt efter en plads til mit telt. Det ser nogenlunde sådan ud.

Kan I spotte mig ?
Der var huller, render og højt stikkende græs overalt. Men et sted var der ikke noget. Og det var lige midt i en klynge træer. Ret underligt og kravle ind under noget lave træer, for og slå mit telt op. Men hold da det var hyggeligt. Det var huleagtig og lyst forsvandt hirtogt derinde.

Min aftensmad var ikke noget særligt. Jeg var ikke vildt sulten, så jeg spiste lidt peber med smelteost igen. Tissede af, drak vand, børstede tænder, klædte mig af og hoppede i posen.

Scenariet var simpelthen så hyggeligt. Giver I mig ikke ret ?

Når jeg ligger der i skæret fra en vandrelampe, er der rigtig godt tid til og tænke. Jeg tænkte på Brian, på Flagdag, på hvornår jeg mon så ham igen og hvad morgendagen ville bringe. Jeg er ret vild med at ligge sådan steder. Alene og i mørket.

Til sidst faldt jeg i søvn. Jeg frøs overhovedet ikke. Godnat.