Når vinden arbejder

Når vinden arbejder er det med at kigge på. For det er nemlig én af naturens smukke forestillinger.

Torsdag 7. december
10 km i dag og 54,5 km i alt
Fra Langedal plantagen til Ajs Holes shelteret i Tranum plantagen

En helt igennem udramatisk dag. Til forskel fra dagen før.

Dagen startede i teltet i haven. Længe lå jeg igen bare og puttede og lyttede til vinden. Så terapeutisk. Nogle ville nok mene det er kedeligt. Men jeg er opvokset i Vestjylland, så vinden er i mit blod. Elsker det.

Jeg blev brat revet ud af mine dybe tanker, da en hund pludselig gøede lige udenfor teltet. Jeg var forberedt på den. Men jeg blev alligevel forskrækket.

Op med mig. Nu kunne jeg ikke strække den længere. Morgenmaden var iskold kartoffelmos fra dagen før. Det smagte fint nok. Lidt pudsigt. Men når jeg vandrer er jeg ret ligeglad med hvad jeg spiser. Det burde jeg nok ikke være. Men det er ret befriende også.

Efter at have pakket mine ting ned, og taget min nye fine dunvest i brug, vandrede ind til Tranum.
Dunvesten er samme mærke som min lækre varme sovepose. Så jeg var spændt på om den gjorde sit job.

Når vinden arbejder kigger jeg på

På vej derind så jeg noget fantastisk. Hvordan vinden arbejder.
Langt foran så jeg grantræer til venstre og vinden med regn som var på vej fra højre mod venstre. Hen i mod grantræerne.

Først stod trænerne helt stille. Når vindstødet med regn bragede ind i træerne, gik det ikke stille for sig. De væltede rundt.

Vinden trak sig, blæste lidt rundt et andet sted, og kom tilbage med fornyet styrke. Det var så fedt at se på. Det illustrerer virkelig hvad vindstød går ud på. Jeg ville ønske I kunne have set det.

Velankommet i Tranum gik jeg direkte mod Dagli’Brugsen. De plejer at have en lille café med siddepladser. Dem har jeg godt nok brugt meget på mine vandringer.

De havde ingen. Uak! Jeg manglede strøm og skulle sidde ned, fordi jeg skulle brede alle mine kort ud og kigge.

Den rare brugsdame gav mig lov til at sidde i deres frokoststue. Hvor sødt er der lige ? Egentlig kan jeg bedst lide, at passe mig selv. Men jeg takkede ja tak.

En ny og forbedret madidé

Som tak smed jeg lidt penge i kassen i form af madindkøb. Jeg havde en ny madidé.

Jeg genbruger stadig de “Real Turmat” poser. Jeg skyllede dem og puttede det nyindkøbte mad i den. Pasta, skinkestrimler, en klat pesto og 1 halv bouillon terning. I morgenmads poserne var der igen småbørns grød. En ny slags.

Imens min powerbank ladede op fik jeg ordnet alle småtingene og købt ind.

Afsted mod shelteret det gik. Halvvejs derud skiftede vejret markant. Så var jeg pludselig blandt grantræer.

Mit regnslag var selvfølgelig på. Men ikke mine gaiters. Regnen piskede ned, slog mig og blæste mig ud på vejen.
Efter noget tid, kunne jeg se på mine bukser, at det var gaiters tid. Og jeg skulle have taget dem på allerede ved afgang fra Dagli’Brugsen.

Så midt på Vestkystvejen stod jeg med numsen i vejret, i piskende regn og tog mine gaiters på. Men de kom på. Jeg nåede også at se det smukkeste rensdyrlav. Det lyser simpelten så smukt op i den mørke vinter.

Jer der fulgte mig på min 20 dages vandring i oktober kan godt huske den dag. Den dag hvor vandet trængte ind i skoen og igennem alt. Jeg var pissesur. Mest på mig selv. Den oplevelse sidder stadig i kroppen.

Men denne gang er jeg forberedt. Mine støvler er imprægneret 1 gang og jeg har de gaiters. Det må være regnvejrs pakken nummer 1.

Følelsen af at tage dem på er helt rigtigt. Jeg følte mig beskyttet, i kontrol og reddet. Det er ikke løgn. De er så fantastiske. Og det bliver bedre endnu, men det kommer jeg til.

Af regn bliver jeg klog

Hvis der er noget jeg lærte noget om i oktober, så er det at vandre i regnvejr.
Det skal du ikke tage let på. Hvis du bliver våd og kold, bliver vandreturen ødelagt.

Noget andet jeg også lærte var stille regn vs piskende regn. Du skal ikke lade dig narre af den stille regn. En hel eller halv dags stille regn gør ligeså stor skade som den piskende regn. Den er bare lusket, snigende og lidt langsommere.
Langsommere til at få dig gjort gennemblødt og pissesur.

Regn er ikke farligt. Man bliver bare lidt våd. Man tørrer igen. Med tiden.

Da jeg ramte shelteret, satte jeg straks tasken. Fandt vand til aftenens forbrug. Ajs Holes shelteret ligger bare så dejligt ude i skoven. I kan se det her.

Satte mig ind i shelteret og tog mind gaiters af som det første. Perfekt!

Mine bukser var sgu næsten tørre indenunder. Ret vildt. Det må have været varmen fra min krop.

Gaiters gør det, at de efterlader ingen smuthuller til regnen. De lukker for alle veje. De er spændt ordentlig fast, så de glider heller ikke.

Jeg føler mig mega seje i dem. Nærmest som en pro vandrer.
Skiløbere bruger dem også.

Ikke mere snak om dem. I har forstået, at jeg er meget begejstret.

Mere sult og ikke mere gas

Resten af aftenen bød på ingenting. Spiste lidt mad. Den nye ret var okay.
Mindre vand havde gjort den bedre.

Så har jeg allerede brugt den lille gas. Det gik lidt hurtigt. Lidt slukøret og skuffet var jeg. Men på den anden side. Vandet herude nu er koldt. Måske omkring 3-5°. Når jeg varmer det op til 40° eller mere tager det mere gas end hvis det havde været 15-20°.

Jeg må spare på den næste gas. Spise mere brød. Gøre noget andet.
Det er bare så fandes luksus med varmt mad og drikke i denne kolde tid. Så ja, jeg har fået diva nykker herude.

Desserten var et skammelig stort marcipanbrød med middelhavsmandler. Jeg kunne leve af dem. Yummi. Det bedste ved at vandre, er at jeg kan kampæde alt. Eller jeg mener, det er selvfølgelig naturen. Uak!

Det er altid en kæmpefornøjelse, at spise for at holde kalorierne oppe og vægten nede i tasken. Muhaha.

Når vinden arbejder

Jeg fandt i søvn kl 20. Med linser på. Mærkeligt. Følte mig ikke træt. Men naturen gør noget ved mig. Men jeg kom til at tænke på når vinden arbejder igen. Det var det sidste jeg tænkte på inden jeg faldt i søvn.

Det var alt. Kan I hygge jer.

💚 fra Hanne.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *