Overnatning i en bunker og overskudsvarme

Overnatning i en bunker er noget specielt. Det må jeg sige. Noget jeg aldrig har prøvet før. Men før jeg kunne få min første overnatning i en bunker, startede denne morgen et helt andet sted.

Dagen startede i mit lille telt. Jeg vågnede helt groggy, fordi jeg skulle virkelig tisse. Kulde, telt og vandring kan godt komme i karambolage.

Fakta
Dag 7
10 km i dag og 62 km i alt
Fra Ribe Camping til Bunkeren i Vester Vedsted.

Jeg væltede ud af teltet med bukserne nede om lårene. Huen skæv på og i fuld firspring ind på toilettet. Ahhhh!

Bagefter gik jeg ud igen og pakkede min lille bløde og sammenfoldelig Osprey taske. Den er altså genial. Den kan foldes sammen til ingenting og er god på f.eks campingpladser, hvor jeg skal have flere ting med på én gang.

Frosten tog mit lille telt

I fællesrummet fandt jeg ud af at Prins Henrik var afgået ved døden. Så tænkte jeg også lidt på det. Men ellers tænkte jeg på, at jeg nu er klar til den første udtalelse om mit telt. Jeg ved mange har ventet.

Det er i hvert fald ikke et vintertelt. Det kunne man have sagt sig selv. Der er ikke noget ydersejl på, hvilket gør at frosten sætter sig indeni teltet. Hvis du som mig altid lige af vane ryster det. For at få det værste vand og sne af, ryster du også alt af indeni teltet. Så det gjorde jeg. Dum som jeg var.

Åh altså. Heldigvis kunne jeg slæbe alt ind i fællesrummet og tørre det. Alt blev tørret. Set igennem og tjekket. Der blev pakket om og lagt ting fra til hjemsendelse.

Det er så dejligt når alt er under kontrol, efterset og pakket perfekt. Det gør mig glad og giver mig ro i sindet.

Det hele havde åbenbart taget så lang tid, at én af mændene, som jeg havde snakket med sagde:

“Åh, har du opgivet?”
“Nej nej, jeg tager mig bare tid til småting”

Næh her opgiver vi skam ikke.

Teltet er som sagt ikke et vinter telt. Den har holdt mere regnvand ude end jeg regnede med. Det vil sige et den er tæt. Lige nu i hvert fald.

Pitstop i Ribe og videre på vandre eventyr

Efter alle mine ting var pakket, betalte jeg for opholdet og vandrende ud fra pladsen.

Kort stop i Kvickly for at sende nogle ting hjem. Madindkøb bagefter og så kom jeg til at spise en hel frokost pizza med snasket pepperoni og fedt dryppende fra den. Ups. Whuhu.

Jeg knipsede lige mig selv med den flotte domkirke og vandrede videre ud af byen.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark ribe domkirke ribe vandring Sønderjylland Overnatning i en bunker

Ribe Domkirke stod som altid skarp. Smuk bygning.

En udfordring slår mig ikke ud

Med i tasken havde jeg mit nye madsystem. Et langt flutes med ost og skinke, som skulle trylles om til 3 madpakker. De skulle holde 3 dage.

Jeg hader at spise når jeg ikke er sulten. Men når jeg vandrer, spiser jeg ofte selvom jeg ikke er sulten.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark Osprey Atmos Hestra midpullover spejdersport Overnatning i en bunker

Det er helt normalt at have et nybagt flutes stikkende ud af ens Osprey.

Da jeg startede denne lange vandring for 1 uge siden, måtte jeg sande at februar til tider er hård og vandre i. Først kom kulden oprigtig bag på mig. Én ting er at gå en tur i skoven i en time og så komme hjem igen i varmen. Noget andet er at tilbringe 1 uge udenfor i kulde.

Men da jeg elsker en vandre udfordring, gav jeg naturligvis ikke op. En gang imellem bliver man belønnet, hvis man smider lidt tålmodighed i posen. Denne vandring var sådan en slags udfordring.

Første morgen kom kulden virkelig bag på mig. Læs afsnittet her ➡ “Kulde med kulde på og kuldeforvirring”. Efter en samtale med min kontakt i Spejder sport, fik jeg styr på det. Brian sendte min lækre dunvest hjemmefra Slagelse. Læs afsnittet her ➡ “En slem forskrækkelse på en ellers dejlig vandre dag”

En anden ting, som jeg har bokset lidt med, er min sult. Jeg var konstant sulten. Det var så slemt, at det ødelagde mine dage. Maven knurrede, tålmodigheden og koncentrationen styrtdykkede. Mit humør var nået bunden. I kan læse om den slemme dag her ➡ “Den evige sult og en heltegerning fra en dame”

Efter lidt tilretning og finpudsning, synes jeg nu at der er styr på min vandring i denne vinterkulde. Vintervandring er meget anderledes end vandring om sommeren.

Overskudsvarme

Jeg vandrede lystigt derudaf. Humøret var godt, terrænet fladt, intet skrald og solen skinnede højt og flot.

Tempoet gik rask og jeg fik varmen. Faktisk så meget at jeg generede overskudsvarme. Lige nøjagtig det jeg har arbejdet med på hele denne vandretur. Handskerne røg af.

4° og en chillfaktor på 0°. Alligevel gik jeg 5 km i åben landskab uden handsker. Mine hænder frøs slet ikke.  Se billederne nedenunder.

Jeg elsker når mine idéer og tilrettelser virker. Jeg har en udfordring, bakser lidt og fryser måske, men efter jeg har rykket rundt, fungerer de nye tiltag. Det gør mig både stolt og glad. Når man vandrer, lærer man at passe på sig selv. Lytte til kroppen og der er tid til at tænke. Derfor elsker jeg vandring.

Det er faktisk Valentins dag i dag

Valentins dag er ikke noget vi fejrer hjemme hos os. Men pudsigt nok, når jeg så ikke er hjemme, har vi snakket om det.

“Glædelig Valentinsdag, skat”
“Hmpf”
“Du er måske ikke med i det romantiske hjørne ?”
“Nej, og det fejrer vi da ikke. Desuden er det en udveksling af gaver og blomster. Det er ikke kun manden som skal give”

Det passer faktisk. Så der må være noget damer har misforstået. Jeg fejrede Valentinsdag alene og for mig selv. Bare se billederne nedenunder.

Faktisk ved jeg heller ikke om han vil være min Valentine. Eller om nogen vil ? Men slikkepinden smagte godt. Indtil jeg tabte den på asfalten, hvor den splintrede i 1000 stykker.

Ingen shelterpladser og ingen mad

Jeg ankom til Vester Vedsted kort før solnedgang. Manden jeg havde lavet en aftale med, stod allerede i døren og ventede.

Jeg troede bare, at jeg skulle stå i gangen og så blive anvist over til min helt specielle overnatning. Overnatning i en bunker. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Før jeg havde set mig om, sad jeg inde ved deres spisebord og snakkede løs. Om alt muligt.

Så kom sønnen, svigerdatteren og deres to børn pludselig. Svigerdatteren stak hovedet ind i køkkenet. Hurtigt, som om hun skulle have bekræftet noget. Hvad det var, vidste jeg ikke.

Det vidste sig, at de kunne genkende min grønne Osprey taske. Så hun stak som bare hovedet ind for at bekræfte, at det var mig.

De kendte mig fra “Friluftsliv” på Facebook. Ret sjovt. Så sad jeg pludselig der i hans fars køkken.

Vi snakkede, der var sindssyg gang i ungerne og de grinte over min reaktion, når de råbte, larmede og tramper rundt.

I skal jo tænke på at hjemme hos Brian og jeg er der altid stille.

Vi snakkede også om overnatning på den sidste del af ruten. Efter mit visit på Mandø, er der ikke mere at komme efter. Først 50 km længere nede i landet. Ingen shelterpladser, ingen dagligvarebutikker og ingen campingpladser. Intet.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Men det finder jeg ud af. Én dag af gangen, er og har altid været min holdning, når jeg vandrer.

Den søde familie fiksede 3 overnatninger hos venner og bekendte. Det er det. Resten må jeg selv finde ud af.

Overnatning i en bunker

Én dag af gangen. Sådan vandrer jeg. Men stadig med det store overblik, som har strikket en holdbar plan sammen.

Så nu kom aftens højdepunkt. Overnatning i en bunker. Han fulgte mig over til grunden hvor de lå. Tre styks. Grunden købte han sidste år.

Da vi drejede rundt om hjørnet og kiggede lige ind på den aflåste indgang, fik jeg et sug i maven. Det var så råt og smukt på samme tid.

Overnatning i en bunker er ikke noget jeg har prøvet før. Historiens vingesus. Sat op mod den smukkeste frostklare stjernehimmel jeg nogensinde har set. Jeg fik kuldegysninger.

Han låste op. Vil gik ind. Betongulv og betonvægge. Det betyder jo også ingen mobilsignaler. Eller internet. Intet.

Vi sagde farvel og han gik. Lukkede døren og så var jeg alene. Det var helt vildt. Jeg havde regnet med, at det ville være vildt uhyggeligt og måske være et par ånder.

Der var intet. Det var helt stille. Koldt, råt og bart. Denne overnatning i en bunker skulle nok blive noget jeg sent ville glemme.

De blafrende døre

Jeg redte min vandreseng. Tjekkede min mobil. Intet signal. Sådan er det med en overnatning i en bunker. Så jeg lagde mig til at sove. Kl var 20.30.

Så begyndte dørene. De blafrede i den stille vind. Inden jeg rigtig havde lagt mig begyndte de. Min irritation steg. Jeg har altid faldskærmssnor med på mine vandreture. Jeg fandt dem alle og hoppede ud af posen. Det var koldt. Kiggede rundt. Det skulle gå hurtigt, inden jeg blev for nedkølet. Jeg bandt dørene sammen. Hoppede tilbage.

Ventede til den næste vind. Det hjalp lidt. Men ikke nok. Op igen med det sidste snor. Bandt den på tværs, så de andre blev strammet op. Tilbage igen i posen.

Det hjælp lidt mere. Men den blafrede stadig. Ikke meget – men lige nok til at pisse mig af.

Søvn fik jeg ikke meget af. Men jeg kunne ikke gøre mere. Jeg faldt i søvn på et tidspunkt. Men vågnede flere gange om natten.

I morgen skal jeg tidligt op. Jeg skal gå over til Mandø inden tidevandet rejser sig og viser børster. I kan læse afsnittet her ➡ “Bidende kold vandring til Mandø”. Vil du også have en overnatning i en bunker ? Så kig her “Overnatning i Vester Vedsted”

Det var alt.

💚 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *