Overnatning i Røsnæs shelteret

Overnatning i Røsnæs shelteret har virkelig stået højt på min liste over friluftsønsker. Jeg var ret oppe over at køre over, at i dag kom det til at ske. Endnu et kryds som jeg kunne sætte.

Men inden jeg kom så langt, havde jeg lige en opgave som skulle klares. De våde sko og strømper fra dagen før.

Dag 3/6. Fra Strandhøjgård til Røsnæs shelteret ved Røsnæs Fyr. 9 km i dag og 36 km i alt.

De våde sokker, støvler og morgenmad

Det første, som jeg tænkte på da jeg vågnede, var de våde sokker. Det var åbenbart ikke noget jeg kunne sove fra. Hvad skulle jeg gøre ? Natten med de tørre sovesokker havde været perfekt. Men nu skulle fødderne i de våde sokker og ditto sko. Jeg kunne tænke over løsninger, i mens jeg spiste en dejlig morgenmad i det pudsige shelter.

Jeg ville have müesli fra feltrationen til morgenmad. Det kræver varmt vand på gasbrænderen. Så jeg startede den op. Men da jeg kom til tændstikkerne strejkede de igen. De er bare ikke glade for denne årstid. Hvor jeg savnede min piezotænder. Men jeg kunne ikke finde den hjemme, da jeg pakkede. Efter en tur i inderlommen på min fiberjakke er de glade igen. Så de røg derind. Overvejede hvad jeg så skulle.

Bunken af tændstikker nedenunder er mit bevis for frustration.

Men der skal naturligvis mere til og slå mig ud. Så jeg spiste brød med dejlig makrelsalat og paté fra feltrationen i stedet for. Med den morgenmad var der lækker udsigt med.

Jeg havde taget stilling til de våde sokker. Jeg havde først skrevet til parret, som boede i huset, som shelteret tilhørte. Der kom ikke svar. Så måtte jeg tage en ny beslutning.

Det blev Dagli’Brugsen i Refsnæs. Det eneste sted herude, som har en dagligvarebutik. Måske kunne jeg tørre mine sokker der. Og måske en lighter ?

God plan. Jeg skyndte mig, at pakke min Osprey. Men jeg tog nogle billeder til jer. Det er virkelig et sjovt og stille sted.

I den ene ende kan I se hængekøjen. I den anden var det fladt. Der hvor min sovepose ligger ovenover. Og det nederste viser shelteret forfra.

Videre og ind til mit næste mål

En lille redning til en vintervandrer

Vandringen gik meget hurtigt ind til Dagli’Brugsen. De havde åben og da jeg trådte ind følte jeg mig ret lettet. Nu ved jeg ikke hvad andre vandrere gør på en længere vandring som min. Hvis de altså var i min situation.

Jeg spurgte meget pænt om jeg kunne få tørret sokker og støvler. Det kunne jeg. Intet problem. En lille varmeblæser klarede jobbet hurtigt. 1 ½ time. De var virkelig også våde. Imens høstede jeg lækker strøm og skrev dagens vandredagbog færdig til jer.

Som tak købte jeg en grøn lighter og en lille kage. I ved det ikke. Men jer der har dagligvarebutikkerne i lokalsamfundene behandler mig så sødt. I har godt nok reddet mig mange gange. Tak! I har en særlig plads i mit hjerte.

Jeg takkede pænt af og vandrede videre. Nemlig ud til min overnatning i shelteret ved Røsnæs Fyr. Nu skulle det ske.

Ned på maven som en hvalros

Jeg vandrede de 6,5 km hurtigt derud. Jeg var spændt. Men smukke billeder blev der selvfølgelig tid til. Sikke en udsigt til spidsen af Vestsjællands vestligste punkt

Lige der hvor det grønne bugter sig til højre for vejen ligger Røsnæs Fyr.

Jeg manglede lige en ting. Nemlig vand. Da jeg kom forbi en mark med vand, slog jeg til. Rygsækken blev sat ned. Med flasken i hånden gik jeg mod hegnet. Er der stød i ? Og alt det våde græs var jeg ikke i humør til. Men jeg tog mig sammen. Så så man lige mig møve sige under hegnet som en tørstig hvalros.

Flasken blev hurtigt fyldt. Jeg var så glad. Mens jeg stod på marken og beundrede mit indfangede vand, stoppede en herre i en bil på vejen.

Han skulle høre om alt var ok. Han havde set mig om morgenen vandre mod Refsnæs. Han synes det var synd, at jeg skulle drikke det markvand. Så han gav mig en flaske vand. Vi sludrede lidt og jeg sagde tak, inden jeg vandrede videre.

Nu var jeg næsten derude. Lige lidt længere.

Overnatning i Røsnæs shelteret var speciel

Da jeg kom op til Røsnæs Fyrtårn stod jeg lidt og kiggede rundt. Fantastisk udsigt.

Overnatning i Røsnæs shelteret

Der stod jeg og kiggede lidt. Jeg var blevet sulten. Så jeg spiste en sen frokost.

Overnatning i Røsnæs shelteret

Hurtig frokost og lidt mere kiggeri på udsigten. Men jeg skulle jo til det. Den overnatning i shelteret ved Røsnæs Fyr.

Er en overnatning i Røsnæs shelteret nu også sikker ?

Jeg gik med ad trappen mod havet. Det var blæsende. Jeg gik med rundt om pynten og til stod det der. Shelteret ved Røsnæs Fyr. Først blev jeg ret forskrækket.

Det var meget mindre end jeg havde forestillet mig via alle de billeder, som jeg har set. Ekstremt åben. Jeg stod og kiggede og tænkte “Er det her nu en god idé?”

Men jeg tog udfordringen op. Men med en plan B som gjorde mig tryg. Det benytter jeg mig ofte af. En plan mere, hvis jeg føler mig usikker og utryg. Det virker.

Jeg sad lidt på kanten og kiggede. Så rykkede jeg ind i hjørnet. Der var helt vindstille.

Jeg lagde den plan B, mens jeg sad der. Den blev, at alle mine ting blev pakket, til at jeg kunne flygte om natten.

Soveposen, bivybaggen og andre ting jeg skulle bruge kom ud. Osprey fik regnslag på og lagt helt ind.

Overnatning i Røsnæs shelteret

Så måtte jeg tage det som det kom. Vinden var stadig i syd. Det gjorde mig tryg. Hvis den vendte mod vest, ville jeg blive bekymret. Og hvis det så også begyndte og regne. Nå, men ingen sorger på forskud. Kun gode planer.

Ingen strøm og ny rekord i sengetid

Resten af aftenen gik med dejlig mad fra gasbrænderen. Med den nye lighter. Jeg lå længe og kiggede ud. Siddende i posen med alt mit tøj på. Ikke støvlerne.

Ikke mere strøm. Så ikke noget underholdbing til mig. Jeg har ingen bog med. Det keder mig og jeg kan ikke ligge ned i soveposen og læse.

Så 18.30 faldt jeg i søvn. Det er vist rekord. Jeg sover bare igennem herude. Ikke så meget pis. Ingen problemer som hjemme. Jeg kan virkelig mærke en forskel.

Hjemme er jeg ofte søvnløs. Og hvis jeg endelig sover, så skal der intet til og vække mig. For så og ligge søvnløs. IGEN. Fjernsynet hjælper altid.

Grønt hjerte fra Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *