Sat tilbage af regn og vind

Sat tilbage af regn og vinden var lige hvad der skete. Jeg, som er helårsvandrer, blev i den grad taget ved næsen. Ikke nok med at jeg selv var lidt modløs i går på dagens vandring, så sagde Mette, at der ikke var nogle fordele ved at vandre på denne årstid.

Det ved jeg nu at der er, men hvordan skal jeg kunne vise hende det, når hun har set naturen bide i 24 timer.

Dag 2/5. Fra shelteret i Jerslev til teltflagen i en have i sommerhus området på Reersø. 16 km i dag og 17 km i alt.

Rolig morgen med sent afgang

Dagen startede roligt og op ad formiddagen inden vi gik afsted. Vi snakkede, mens tiden gik. Hun sov meget længere end mig. Imens skrev jeg vandredagbogen og slappede lidt af bagefter.

Til sidst vækkede jeg hende. Kun næsen stak ud. Det så ret sødt ud.

sat tilbage af regn

Som jeg lidt havde frygtet havde Mette frosset. Hendes sovepose er virkelig tynd. Hun er heller ikke vant til naturens lyde, så hun havde ikke sovet særlig meget. Hjemmefra havde jeg tilbudt min flecceliner. Men det var ikke nødvendigt, sagde hun.

Da hun satte sig op i soveposen så hun helt groggy ud. Jeg grinte af hende. Hun sidder her på billedet og kigger ud.

Vi spiste morgenmad. Hun fik noget af min feltration. Vi pakkede sammen og var næsten klar til og gå.

Inden afgang skulle jeg havde forbundet min skøre tommelfinger negl. I vildmarken skærer kvinder plaster med en kniv.

Plasteret kom på og udenpå et fingerkondom.

Det fingerkondom har virkelig reddet mig. Den gør at jeg kan bruge min tommeltot normalt. Hvis jeg kun havde plastret eller endnu værre, ikke noget, ville jeg kompensere mine bevægelser. Det går ud over fingeren og til sidst gør det ondt. Det samme med vabler på fødderne, som ikke er blevet punkteret.

Noget af det som tiltaler mig ved vandring, er at man lærer at passe på sig selv. Man lærer kroppens signaler at kende og tager dem alvorligt.

Vi var endnu ikke blevet sat tilbage af regn. Det skulle blive den værste vandredag som jeg har oplevet. Jeg kan i hvert ikke mindes noget værre på alle mine vandringer. Måske kan I ?

Mudder, regn og vind til os

Det første stykke tid gik fint. Hunøret var stadig højt og vi snakkede. Vi gik på en mudret sti som skulle føre os ned Reersø. 16 km væk fra shelteret.

Vi krydsede hinanden på den mudrede sti. Jeg tog lige et billede af stien med min mudderprinsesse på.

sat tilbage af regn

Det gik i rask tempo. Længere henne holdte vi en lille vandpause. Smed rygsækkene og hvilede lidt. Jeg kiggede ned på vores ben og det her er hvad jeg så

Våde bukser med mudder langt op af benene. Det tørrer jo igen, så på det tidspunkt var jeg ikke bekymret. Vi var ikke sat af regn endnu.

Jeg var mere bekymret for Mette. Jo længere vi kom jo mere stille blev hun. Jo hurtigere gik hun. Jeg spurgte ind til det og fandt ud af af hun var træt og at hælen gjorde ondt.

Vi holdte næste pause i et busskur. Efter grineflippet over lolita dukken, som vi døbte Sabrina, tog Mette en lille powernap. Siddende op af rygsækken.

Vi kiggede på hælen. Det så ikke så godt ud. Jeg sagde, at vi nok skulle poppe en vabel der om aftenen. Mette er nem og aflæse og jeg kunne se at hun var møgtræt af scenariet. Men hun holdte stand. Fordi hun er vant til og presse sig selv.

Jeg gav hende et valg. Vi kunne vandre op til et shelter tættere på eller fortsætte ned til Reersø og teltflage. Hvis det hele blev for meget, var hun naturligvis fri til og tage hjem. Valget var hendes. Jeg vidste dog godt, at hun ikke ville tage hjem. Hun valgte teltflage på Reersø. Så det gik vi efter.

Sat tilbage af regn med drivvåd tøj

Jeg har virkelig vandret i meget forskelligt vejr. Men aldrig nogensinde har jeg været så drivvåd som denne dag. Mette tog det i stiv arm. Jeg grinede i starten af scenariet. Mette og jer griner os igennem mange kriser. Men jeg må indrømme, at til sidst var det ikke sjovt.

13 km med storm, slagregn i alle retninger imod os og tøj der bare blev mere og mere vådt. Til sidst var jeg gennemblødt. Jeg kiggede flere gange over på Mette. Det larmede så meget, så vi kunne ikke snakke sammen. Vi gik bare ved siden af hinanden og kæmpede lidt hver for sig. Jeg gik forrest og tog noget af vinden og regnen. Jeg kæmpede virkelig.

Jeg kunne godt vandre længe i det vejr. Men tanken om at skulle ned på skovbunden i bivybaggen under teltflagen i vådt tøj, gjorde mig lidt modløs.

Mens vi gik der, tænkte jeg på en plan B. Skulle vi finde et sted, hvor vi skulle få tørret tøjet eller slå teltflage op og fortsætte ?

Hold nu fast. Her kommer den drivvåde liste. Mine Fjällräven bukser var drivvåde. Mine 3/4 underbukser var drivvåde. Og helt imellem mine ben. Trusserne det samme sted var drivvåde.

Min Hestra handsker plus de tynde liners indenunder var gennemblødte. Jeg kunne vride vand fra dem. Det har jeg ALDRIG oplevet før. Når jeg kommer hjem, ændrer jeg min anmeldelse af dem. Det eneste som var tørt var under min Asivik skaljakke. Hold nu op, hvor tog den mange tæsk. Denne dag toppede den i mine øjne. Jeg elsker den jakke. Den har jeg også skrevet en anmeldelse af her. Anmeldelsen skal også opdateres.

Sat tilbage af regn og nye tanker

Vi var i den grad sat tilbage af regn. Noget af det jeg tænkte var, at hvornår er det nok? Hvad skal jeg have på på sådan en tur ? Regnbukser? Gaiters ? Andre vandtætte handsker? Én ting er i hvert sikker. Det gider jeg ikke igen og der må være en løsning. Jeg tænkte også på hvad andre, som vandrer om vinteren som jeg gør, hvad gør de ? Gaiters har jeg allerede hjemme. Men jeg tog dem ikke med. Vægt, plads og nødvendighed. I kan se dem her i en anden vandredagbog.

Jeg ved godt nogenlunde hvor meget jeg kan klare. Så mit fokus var på Mette. Jeg gav hende et valg. Skulle vi benhårdt gå efter et sted og tørre tøjet som 1. prioritet ? Eller slå teltflagen op i skoven ?

Jeg ville helst have tørret mit tøj. Men lod hende vælge. Hun valgte det samme. Så planen var at finde et sommerhus med lys i når vi ramte Reersø.

Da vi gik over den smalle tange, stoppede regnen og solen kom frem. Det gav en bedre stemning og jeg fandt overskud til et billede.

Tak Reersø for det tørre tøj

Det første sommerhus vi kom til havde lys. Jeg pegede og spurgte Mette om vi skulle prøve lykken ? Det skulle vi.

Vi fandt sommerhuset ved at følge vejen rundt. Jeg førte an, fordi jeg jo har prøvet det mange gange. Da jeg bankede på og tog huen af åbnede en dame døren. Hun så noget forundret ud. Men efter min forklaring lukkede hun os ind.

Hun havde en pejs og varmeblæser. Så langsomt begyndte vores sjaskvåde tøj og blive tørre. Mine Hestra handsker tog en evighed. Min skaljakke forbavsende hurtigt. Men det ved jeg godt. Vi kender hinanden.

Vi frøs faktisk ikke. Lidt kolde pga det våde tøj. Mens tøjet tørrede snakkede vi om alt muligt. Hun bød på aftensmad og vi tog sgu imod det. Jeg havde brug for tørre omgivelser til at tænke klart og efterrationalisere. I skal jo huske på at jeg ikke er ekspert. Jeg fumler og fejler stadig. Og på denne tur er jeg virkelig blevet testet. På mine vandreture prøver jeg stadig ting af og fejler, bliver overrasket eller noget helt tredje. Det har jeg det helt fint med.

I ser mig ikke bryde sammen, snappe af nogle eller skælde ud. Specielt ikke når jeg har nogle med.

Jeg kan godt blive irriteret og frustreret, men jeg viser det ikke. Folk skal vide, at jeg har deres ryg og at jeg er der for dem. Vi er et team.

Jeg troede ikke at dagen kunne blive værre. At vi var nok sat tilbage af regn.

Men oplevelsen om natten med teltflagen burde at få en Oscar for bedste mandlige skuespiller.

Der røg den teltflage

Vi blev tilbudt og sove inde. Men takkede nej tak. Jeg ville ud. Øve mig i teltflage. Mette ville sætte det op, imens jeg kiggede. Mette har sat rigtig mange op da hun var i Forsvaret. Så jeg tog imod en lektion.

I mørket og med dejlig tørt tøj på, drog vi ud i damens have og fandt et sted. Mette gik forrest og jeg trissede efter. Hun fandt et godt sted. Vi satte det op under hendes instruktion.

Jeg blandede mig ikke. Nød hun underviste mig. Én sætning, bed jeg dog mærke i. Nemlig “Jorden er godt nok løs”. Kan I gætte jer til resten eller skal jeg fortælle jer det ?

Jeg skal nok fortælle det. Men først i vandredagbogen i morgen.

Da vi krøb ned i soveposen og bivibaggen under teltflagen var jeg lykkelig. Mette ikke så meget. Men vi grinte af at hun lignede en liggende “bi holder” med nettet foran ansigtet. Der er nemlig et net ved ansigtet i bivybaggen. Udvundet af det engelske ord beekeeper.

Vi lagde os til rette. Jeg lå så godt. Jeg glædede mig til næste morgen og tage et billede til jer.

Jeg følte, at kontrollen med elementerne var tilbage. Altså så meget som man nu kan have på en vandretur.

Glæd jer til afsnittet i morgen. Vi skal nemlig snakke om teltflage, vandrestøvler og tøj til massiv regnvejr. Og det jeg allerede vidste ville komme, kom også.

Grønt hjerte fra MetHan.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *