Musse – mors schæfer

Schæfer er verdens bedste race. I hvert fald hvis du spørger mig. Men en schæfer er ikke for alle.  Her på denne side fortæller historien om min Musse og hvad det kræver, at have en schæfer.

Historien om Musse

Schæfer slapper af Beverly hills

Musse og jeg slapper af til Beverly Hills

Hvis du har undret dig over hvorfor der engang imellem på min Facebook eller Instagram kommer mange billeder af Musse, hvor der så lige pludselig ikke kommer nogle, så læs videre.

Jeg kan godt forstå, hvis der er forvirring omkring hvorfor hun dukker op engang i mellem, for så at forsvinde igen. Nogle har jeg forklaret det, men nu står det her på min blog, så skulle der ikke være mere tvivl. Måske spørgsmål – men ikke tvivl.

Musses baggrund

Musse hedder “Maack’s Queenie” på hendes stamtavle og er ren schæfer tæve fra Kennel Maack i Jægerspris. Du kan se deres side her.

Musse er født 22. august 2009 i Jægerspris, hos Kennel Maack, som havde hende indtil hun var omkring 6 måneder. Hun havde for dårlige led (disponibel for hoftedysplasi) til at avle på, så hun kom ikke med i deres avlsprogram. Hun kom over til sønnen, fordi hun dengang løb hurtigt. Hun blev trænet i lydighedstræning og figurant træning. Men af en eller anden grund, valgte han at skille sig af med hende. Jeg kan ikke huske hvorfor. Men altså, selvom man ikke kan avle på en hund, så er den jo stadig noget værd, og jeg går ikke op i avl. Ønskede bare en god familiehund – og det fik jeg i hende.

Mange hjem

Jeg har altid ville have en schæfer, lige fra jeg var lille. Jeg er vokset op med denne dejlige race. Tiden var inde for 6 år siden. Jeg begyndte at kigge efter en schæfer. Egentlig gik jeg efter en han hvalp.
Men da jeg så Musse på en salgsside, blev jeg straks forelsket. Der var bare noget ved hende. Billederne var ikke speciel gode. Men hunden gjorde indtryk. Min kammerat og jeg kørte til Glostrup på Sjælland for at kigge på hende. Jeg kunne forstå på sælgeren, at flere var interesseret og ville se hende. Da jeg så hende, var jeg solgt. Den tidligere ejere kom gående hen af fortovet med hende. Hendes rævehale var så lang, at den nåede asfalten og blev slæbt efter hende. Han havde en bold i hånden, som hun ikke slap af syne. Den måde hun kiggede på ham, mindede mig om de to schæfer basser jeg voksede op med.

Den helt forkerte måde at købe en schæfer på

Jeg købte Musse på stedet. Der vil jeg gerne understrege, at det ikke er den rigtige måde at anskaffe sig en hund. Den rigtige måde, er at besøge hunden flere gange, tænke det ordentlig igennem og hvis der er mulighed for det, så tag den med hjem på prøve. Men når det er sagt, så gik alt som det skulle. Jeg havde aldrig troet, at hun ikke skulle være min mere. Men i det mindste har hun det godt.
Da jeg købte Musse var det hendes 4. hjem. Det gør sgu ondt i mit hjerte, at tænke på, for jeg er selv opvokset i plejefamilie og har skiftet hjem mange gange. Hun skal ikke flere hjem. Det kan jeg ikke byde hende.

Jeg betalte, læssede hende + hendes ting og sammen kørte vi alle tre hjem til Odense.

Den første tid med Musse

De første par uger med Musse var fantastiske. Jeg kan stadig huske, hvor meget jeg nød at have hende. Men altså, alle hvedebrødsdage stopper jo engang, og det gjorde det også på et tidspunkt. Men det behøver ikke at være dårligt. Men det er altså ikke altid sjovt, at skulle ud i snestorm om vinteren. Musse kan jo sagtens med hårdfør smuk pels og terrængående poter.

Jeg tog fri en uge, så vi kunne være sammen, få ro på, gå ture og lære hinanden at kende. Det gik godt, for min plan virkede.

Den dag jeg aldrig glemmer

19. juli 2015 står mejslet i min hukommelse. Det var den dag, hvor flere dages tanker, kulminerede i overdragelse af ejerskab til min bedste ven. Reaktionen på min Facebook. fik da også tårerne frem.

Men det var og er stadig den bedste beslutning, og han var heldigvis med på den. Egentlig gjorde det ikke den store forskel, for hun boede jo allerede hos ham og havde det godt. Så tænker du måske, om jeg ikke kunne tage hende med. Men det kunne jeg ikke. For i den lejlighed jeg bor i nu, må der ikke være dyr. Da jeg flyttede til Slagelse, var det pga elevplads og min mand boede i byen. Han er afhængig af kunne komme ud på arbejde på Antvorskov kaserne.

Fremtiden med Musse

Jeg håber, at der nu er en afklaring omkring hvordan tingene hænger sammen. Så når der kommer billeder af hende, er det fordi  jeg besøger min kammerat. Hun har det godt. For mit held er Musse ligeglad med jura, papir og ejerskab. Hun hopper stadig rundt af lykke når jeg kommer. Følger mig trofast i tyndt og tykt.

sur schæfer fødselsdag

Aner ikke hvorfor hun er så sur, for det var min fødselsdag. Min kammerat sender et billede hvert år

Sådan som tingene er nu, bliver hun hos ham. Det må være Musses tarv – ikke min. Nu fylder hun jo 9 næste gang, og ingen ved hvor gammel hun bliver. Hvis

jeg får mulighed for det, vil jeg tage hende med på ferie hos mig. Det har jeg gjort før, hvilket er så hyggeligt. Man skal tænke sig om, inden man anskaffer sig en hund. I virkeligheden er jeg nok det værste forbillede for det. Alle kan komme ud for noget uventet. Det vigtigste er at hun har det godt. Hun har det godt – og hun vil være mors schæfer indtil den dag hun ikke er her mere.

Til sidst er der Musse fakta og noget om racen. Hvis du nu overvejer, at anskaffe dig en. Så kunne listen måske hjælpe.

 

 

MUSSE FAKTA


Race:

Ren schæfer

Køn:

Tæve

Steriliseret:

Ja

Fødselsdag:

22. august 2009

Aftegn:

Klassisk schæfer med den sorte saddel.

Pelslængde:

Mellem

Vægt:

44,2 kg

Længde fra snudespis til bagparti:

120 cm

Skulderhøjde:

65 cm

Tilegnede vaner:

Kradser meget blidt på døre, når hun vil ind. Desuden snakker hun meget med lyde, knurren, struben og helt høje suk og så gi’r hun pote.

Bedste trick:

Gi´ pote. Det eneste hun kan, og det var endda naboen der i sidste ende lærte hende det.

Kælenavne:

Musse, Musse-Dusse, Musser, Bobbe, Hundeskrummel, Langsnude og Troggledyt.

Bedste oplevelse:

Der er virkelig mange. Men dengang vi skulle hente en stor tønde til hendes foder og farede semivildt. Vi gik tur efter købet. Vi gik gennem mark, skov, strand, vej og fandt endelig vej. Solen skinnede og vi gik i to timer og hun (vi) var så lykkelig. Jeg er altid tryg med hende.

Dårligste oplevelse:

Da hun faldt i åen i Munkemose i Odense. Der er strøm og det var lige inden broen op til byen. Jeg tænkte slet ikke. Jeg smed alt hvad jeg havde, greb hende i pelsen ved skulderne og hev hende op. Jeg kunne mærke strømmen tog fat i hendes ben, da jeg hev til.

Mest skræmmende oplevelse:

Da hun blev overfaldt i parken af en amstaff.
Jeg glemmer det aldrig, for det var så ondt og jeg lagde mig imellem. Amstaffen havde låst sig fast i hendes skulder. Det gik virkelig hurtigt, og hvis jeg husker forkert, så krængede jeg fingrene ind og åbnede munden. Bagefter lossede jeg til den. Det skal man for guds skyld ikke gøre. Sådan en et angreb, kan gøre den mere aggressiv.
Men når du ser din elskede hund ligge og skrige, så reagerer du prompte, uden at tænke dig om. Heldigvis skete der intet med mig. Musse derimod har fået et ar.
I dag ville jeg gå med det samme, hvis sådan en hund kom i mod os. I dag ville jeg kunne læse dens kropssprog. Oplevelsen har gjort, at jeg er skrækslagen for amstaff hunde, dem der ligner og generelt muskelhunde.

Schæfer som race

Kropssprog

Når man som jeg vokser op med schæfere, så mærker man deres loyalitet og snarrådighed. En schæfer er loyal, trofast og vagtsom. Spidse ører, fikseret blik på hvert eneste bevægelse. Hvis man ikke kender en schæfers kendetegn og kropssprog, så kan man godt blive utryg og måske bange. Men på den anden side, hvis man kan læse det, så ved man også, at der intet er at være bange for. Den iagttager bare. Jeg ser det gang på gang hos Musse.

En schæfer lunter som en ulv. Lystig trav, hovedet sænket og gerne snuden i jorden. Hvis man ser den forfra, ligner den en hund med en mission. Nogle kan måske blive utryg, for den ser ret intens ud. Ligesom en ulv.

 

Temperamentet hos en schæfer

Schæfer slapper af Beverly hills

Musse og jeg slapper af til Beverly Hills

En schæfer er både brugs- og familiehund. Brugshund betyder bare, at den kan bruges til opgaver indenfor vagt og spor opgaver. Det er b.l.a derfor politiet og vagtselskaber er så glade for racen. Kombineret med den høje intelligens, gør altså at racen kræver en del stimulering og tid fra ejerens side.

Oprindeligt var en schæfer faktisk en hyrdehund. Det billede klasker lidt, når racen nærmest er blevet gjort ud udødeliggjort som politihund. Men ikke desto mindre er den avlet i Tyskland 1800-tallet  til at hyrde. Men efter nogle generationer fandt man ud af at, den var en formidabel militær- og politihund. Læs mere på Vi med hund.

En schæfer som familiehund

En schæfer passer på sit hjem, patruljerer luntende rundt på matriklen og gør når nogen eller noget passerer grunden. Den gør også gerne, for at fortælle, at her bor og vogter jeg. Snuden og ører vejrer konstant, for at få styr på omgivelser.

schæfer bilvask pegeout 106

Musse holder øje med min bilvask

Jeg kan kende forskel på Musse´s gø. Det er sindssyg praktisk, for hvis det ikke er noget alvorligt, så ved jeg at der ikke er noget galt.

En schæfer knytter sig ekstremt til sin ejer og familie. Dens fornemmeste opgave, er at vogte og have styr på alt. Det kan være ekstremt trættende for den, så husk at give din bedste ven en pause og tag over, så vagthunden kan hvile og sove.

Pelspleje

er et kapitel for sig. Den fælder rigtig meget, og der skal støvsuges hver dag, for at holde hjemmet pænt. Børstning så ofte du gider. Jeg elsker at børste Musse. Det er så dejligt, at se hende stikke snuden i vejret og nyde det. Om foråret putter jeg pelsen i hækken. De små fugle flyver ned og napper det til at fore deres reder. Jeg har endda set dem sidde i hækken og vente, mens de spejder efter hundeuld. Det er så hyggeligt.

Stresstærskel hos en schæfer

Hos hunde er der noget, som hedder lav- og høj stresstærskel. En schæfer har lav stresstærskel. Det betyder, at der skal relativt lidt til, før dens tærskel er nået. Hvis stresstærsklen er nået. Måske hopper den rundt om sig selv og/eller til at komme i kontakt.

Lige da jeg fik Musse, fandt jeg ud af, at min håndtering og opdragelse af hende, var for hårdt. Hun er en følsom pige, og hvis jeg skælder hende hårdt ud, piver hun og farer sammen. Hun er ikke til, at komme i kontakt med og hopper rundt om sig selv og mig.
Jeg blev nødt til, at være knap så hård, men stadig så hun forstod, at visse ting er/var uacceptabelt. Jeg blev så ked af det, når hun jeg knuste hende indeni.
Tiden har lært mig, at hun sagtens kan forstå grænserne, uden at jeg skælder hårdt ud. Ofte er det kun nødvendigt med en lav lyd til at korrigerer hende.

Snude fremfor ben

En schæfer skal stimuleres. Men i stedet for endeløse vandreture, så prøv at skifte noget af det ud med god omgang snudearbejde og opgaver hvor hunden skal tænke. Snudearbejde giver en trættere hjerne end ben.
Min yndlingsleg med hende, er at jeg beder hende sitte sig og blive. Så går jeg ud og gemmer mig. Hun skal så finde mig. Jeg kan næsten ikke lade være med at grine, når hun er tæt på, og snuden snuser arbejdende på højtryk.
Vidste du forresten godt, at når den nyser, er det for at rense snuden ? Det gør hun altid, når den arbejder hårdt. Glæden og stoltheden er stor, når hun så finder mig.

For- og bagdele ved en schæfer

Hvis du overvejer, at anskaffe dig denne prægtige race, vil jeg gerne samle og opstille mine erfaringer med at have verdens bedste race. Hvis du har mulighed for at låne en vens schæfer, så gør det. Så får du et realistisk billede af hvad det kræver. Du skal selvfølgelig være tryg ved den og ønske, at passe den.

Fordele

Fordelen er helt klart, at du får en loyal ven for livet, som holder dig gang på alle kanter og områder. En schæfer kræver en del, men giver tifoldig tilbage.

En schæfer stiller ingen spørgsmål, og den følger dig i tykt og tyndt. Den passer på dig (også når det ikke behøves) og er loyal.

En schæfer er en livlig og nysgerrig, hvilket godt kan lide. Musse stikker snuden i alt og skal snuse til alt. Hun er meget livlig, og elsker at være med rundt, hvor man går. Hun går allerhelst forrest.

Hvis du som jeg, elsker at lege og være fjollet, er en schæfer altid med på leg og sjove sager. Vi har eddermame mange skøre lege. Hende og jeg.

Jeg synes klart, at fordelene vejer mest.

Bagdele

Børstning børst schæfer

Pelsplejen på en schæfer tager tid

Bagdelen er, at du stadig skal gå med din hund, selvom du har gæster, er syg eller af en eller anden grund ikke gider. Det er den ligeglad med.
Hvis du ligger syg, kan man godt skære ned på aktivering, men i sidste ende går det ikke. Din hund bliver med tiden rastløs og traver i cirkler. Måske finder den på unoder og gør konstant.

Noget af det, som jeg ikke hader, er alle de hår indenfor. Man skal faktisk støvsuge hver dag. Hun sviner med beskidte hundepoter hvor hun går. Efter gåtur i regn og mudder, sidder det hele i pelsen. Hun bliver tørret, men det tager slet ikke det hele. Så der er rigtig meget ekstra husarbejde. Men mest i vinterhalvåret.

En anden ting, er at hun drevler efter hun har drukket vand. Overalt hvor hun går. Nogle gange slikker hun sig om munden, og tager det værste. Men med strømper på indenfor og vand på gulvet, kan jeg godt blive lidt irriteret.

Den frygtede dysplasi

En sidste ting, er at schæfere ofte har hofte- og/eller albue dysplasi. Det er en lidelse store hunde, ofte er disponeret for. Det gør virkelig ondt, at se sin elskede hund forandre sig.
Det er der vi er med Musse. Vi ved ikke hvor galt det står til, hvis der overhovedet er noget. Men hun har ikke rigtig lyst til, at gå op ad trapper mere og er ret stivbenet efter hun har lagt stille i noget tid. Men det værste, er at det ser ud som om hun har svage muskler i bagpartiet.
Vi må vente og se. Men det er hårdt, at se hende blive ældre og svagere.

 

Denne side er en hyldest til dig Musse. Mors schæferpige. Mors hundeskrummel. Mors første hund. Når du ikke er her mere, vil ingen glemme dig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *