Sidste vandredag med pomp og pragt

Sidste vandredag med pomp og pragt. Trist fordi eventyret var slut. I hvert fald for denne gang. Mærkeligt fordi jeg nu kunne tage hjem uden at tage højde for kulden hele tiden. Rart fordi jeg skulle se Brian igen.

Sidste vandredag i slowmotion

Ligesom sidste vandredag i sommers strak jeg turen og snøvlende jeg afsted.

Det skulle ikke ende allerede. Det er altså meget modstridende. For på den ene side vil jeg gerne hjem til luksus. Men der er meget mere eventyr og magi som altid venter.

Fakta
Dag 2
6 km i dag og 171 km i alt
Shelteret i Højer til den tyske grænse

Morgenmad tog evigheder. Kaffen smagte bedre end de andre morgener. Mine ting blev omhyggeligt og meget fint pakket sammen.

Min sidste vandring imod målet skulle været med en fint pakket Osprey. Inden afgang legede jeg også lidt med billeder og det flotte lys.

Ophold i varmen inden målet

Jeg listede op til møllen igen ligesom dagen før. Jeg havde et par timer til overs, inden jeg skulle møde journalisten.

Tiden blev brugt til at skrive dagbøger og snakke med folk på møllen. Vildt søde folk.

Jeg fik varmen og da tiden var gået, tog jeg mit tøj på og begyndte på de sidste sølle 6 km ned ad Siltoftvej.
Jeg gik langsomt. Meget langsomt. Tog billeder. Stoppede op og kiggede på naturen. Sne, vand, frosne åer, fugle og harer.

Men alligevel sker det jo med tiden. Den ene fod foran den anden i et stykke tid gør, at jeg når frem.

Jeg blev fulgt i mål

Jeg havde på Facebook oprettet en begivenhed som viste at kl 12 kunne folk møde mig ved grænsen. Det viste sig, at være endnu bedre. 2 mødte ikke bare op. De fulgte mig i mål de sidste 100 m. Måske fik jeg ikke sagt det ordentligt til jer, Michael og Bent. Men tusind tak. Det var bare så stort. Som Michael sagde:

“Du skal da ikke gå alene i mål efter så lang en vandretur”

Egentligt havde jeg ikke selv tænkt så meget over. Jeg er jo vant til at slutte vandreture alene. Men denne afslutning var altså speciel og noget ud over det sædvanlige.

Til venstre fangede skiltet med Siltoftvej mig, fordi det var min sidste destination. Til højre er jeg kommet i mål og står med flaget.

Så du havde ret Michael. Og nu når jeg tænker over det, så skal jeg da selvfølgelig følges i mål.

Det kunne godt gå hen og blive en tilbagevendende begivenhed.

Sidste vandredag og endelig i mål

Sidste vandredag endte lige som den skulle. Faktisk bedre.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark vandring året rundt vintervandring vandring om vinteren nationalparken vadehavet vadehavet diget højer Højer Siltoftvej siltoftvej sidste vandredag

Farvel Højer og Nationalpark Vadehavet. Det var hyggeligt. Vi ses til sommer.

Med to følgere fra min blog og en ventende journalist fra Jyske Vestenkysten. Helt ærligt! Kan afslutningen på mit projekt Vestkysten ende finere?

Jeg fik et fint flag af Bent, som jeg flagene med efter jeg var kommet i mål. Jeg fik taget billeder til artiklen. Vi snakkede alle sammen. Journalisten spurgte mig om forskellige ting.

Efter jeg havde sundet mig lidt, gik jeg live på min egen Facebook og i “Friluftsliv” gruppen på Facebook.

Jeg glemte desværre Instagram. Det er jeg stadig ked af. Jeg husker som regel begge SoMe, men der er stor forskel på de platforme ifht det indhold jeg ligger op. Jeg gør mit bedste. Så ved I det. Ikk’ da?

Næste morgen da jeg vågnede, vågnede jeg op til denne artikel Jyske Vestkysten. Eller JV som den kaldes i lokalområdet. Jeg var meget stolt.

En uventet venlig gestus

Velkommen i Jyske Vestkysten med et så flot billede.

vandring alene hannah in colors vandring vandring i danmark vandring året rundt vintervandring vandring om vinteren nationalparken vadehavet vadehavet diget Artikel artikel Sidste vandredag jv KV jyske vestkysten

Den fine artikel fra Jyske Vestkysten. Endelig i mål.

På de 4 vandretur langs Vestkysten, har jeg ikke mødt andet end helt utroligt meget gæstfrihed og varme. Denne og sidste gang kom det fra selve journalisten og hans familie.

Så efter jeg havde fejret min succes. Alene og med de andre, kørte jeg med journalisten hjem til hans hus. Konen havde tændt op i brændeovnen og jeg følte mig så godt tilpas og velkommen.

På vej hjem sagde jeg til ham:

“Du skal skrive i artiklen, at jeg ikke har været i bad i 22 dage. Det er så sjovt at sige til folk”
“Så glæder du dig vel til dit første bad?”
“Jeps det bliver godt”
“Det havde du tænkt at tage hjemme ved os?”
“Hahaha”

Jeg tror, at han troede, at jeg ville efterlade badeværelset sort. Jeg var færdig af grin. Det bliver ikke efterladt sort. Os vandre kører jo efter filosofien:

“Leave no trace”

Det betyder, at man ikke kan se jeg har været der. Det gælder også i folks hjem.
I øvrigt gælder det også når jeg vandrer i naturen. Det gælder hele vejen rundt.

Ikke mere suppe på den høne

Jeg blev fulgt i mål af to mænd som følger min friluftsblog. Den ene gav mig et flag, som den dag i dag hænger på mit kontor, og den anden fulgte mig helt ned til grænsen.

Da jeg var kommet over grænsen og havde sundet mig lidt, gik jeg live på Hannah In Colors på Facebook. Den video kan I se hernede under.


Det var så fantastisk. I kan se Bent´s video nedenunder, hvor jeg vandrer de sidste 16 sekunder ned til grænsen.

Sidste vandredag endte på madrassen i stuen. Jeg lå i noget tid og tænkte. På hele vandreturen, på at jeg skulle hjem og på næste vandretur.

Sidste vandredag kommer vist aldrig. Jeg finder bare et nyt projekt, som jeg kan kaste mig ud i.

Jeg var stolt. Så stolt. Det som startede som et lille projekt i sommers, er gået hen og blevet en livsstil. Det kom fuldstændig bag på mig.

Mit næste projekt bliver “Camønoen”, guidede vandreture og foredrag om vandring. Så hæng i. Skriv dig op til nyhedsbrevet eller følg mig på Facebook eller Instagram. Så går du ikke glip af noget.

Hvis du har lyst, så kan du se livevideoen fra Grænsen til venstre. God fornøjelse.

Tak til jer som har fulgt mig på min vandring langs Vestkysten.
💚 fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *