Skagen – vandremålet er endelig nået

Skagen har været mit mål siden jeg startede i Bjerget. Nu er jeg her.

Fakta
Dag 18
17 km i dag og 174 km i alt
Fra shelteret ved Råbjerg Mile til Skagen

Det endelige mål. Så lækkert. Der er ikke noget som at nå mit vandre mål.

Er du allerede oppe ?

Jeg vågnede allerede kl 4. Kunne ikke sove. Spændt på dagen. Spændt på at nå mit mål. Og tænkte på de mange km jeg skulle gå. Langt udover det jeg plejer om vinteren. Men jeg skulle nå Skagen inden kl 16. Jeg havde nemlig et “Kom og mød mig” arrangement.
Jeg havde en del strøm, fordi jeg havde sparet. Svarede på kommentarer på Facebook, så et afsnit af “Pandaerne” og et spil “Solitare” på min IPod fik mig ned igen. Jeg faldt i søvn og vågnede 1 time senere.

Aftenen før havde jeg simpelthen sådan hygget mig. Sad i posen op af væggen og lavede mad, kaffe og den føromtalte chokolade mousse.

Jeg spiste maden. Drak kaffen og spiste halvdelen af chokolade moussen. Gemte resten til næste morgen. Man må nemlig godt spise chokolade mousse om morgenen på en vandretur.

Morgenen var så hyggelig. Jeg nød det. Spiste det chokolade mousse. Efter natten var den blevet fløjlsblød. Mums. Men smagen er stadig dårlig. Æv. I kan se chokolade moussen på det første billede. Til højre er jeg glad og klar til og vandre de 17 km op til Skagen.

Sidste gang med at pakke mine underlag, soveposen og fleecelineren. I hvert fald i denne omgang.

Fra Råbjerg Mile er der en del skov inden jeg kom ud til vejen. Skulle jeg til højre eller venstre. Stod og kiggede først til den ene side – så den anden. Ikke at det gjorde mig klogere. På mit kort kunne jeg se jeg skulle til venstre. Venstre er altid bedst. Medmindre man skal til højre.

skagen

Uld er ikke frækt men praktisk og varmende

Jeg gjorde én ting anderledes. Hele vandreturen er jeg haft uldbukserne til min Devold uldtrøje. Trøjen er så lækker og varm.
Bukserne har jeg ikke haft på. Har ikke følt behovet. Jeg har gået mig varm.

Men i dag tog jeg dem på. Hold da op de er lækre. Én af grundene til jeg ikke har haft dem på, er at jeg ikke kan udstå noget indenunder bukser. Strømpebukser, leggings, nylonstrømper og slet ikke tykke uldstrømpebukser under en nederdel. Jeg har lyst til at flå dem. Adr badr!

Men de her er bløde og lækre. Dem vil jeg ikke have af. Jeg føler mig som en helt i den. Føler mig som en superhelt i dem. De varmer lige det ekstra. De beskytter mig. Mums.

Jeg tog billedet til jer. Lagde det op og vandrede mod den sidste destination.

Humøret var højt. Ruten var lagt og de små ben gjorde alt det hårde arbejde. De starter bare automatisk.

En pause på vej til Skagen

Halvvejs holdte jeg en pause. Min tørst efter vand var helt vildt. En lille pause hvor jeg lige fik strukket ryggen og benene. Dejligt. En pause er en pause. Også selvom det er ved en stor vej som fører durk op til Skagen.

Jeg tog tasken på og gik videre. 4 km før Skagen nappede jeg lige en pause mere.

Der er selvfølgelig forskel på pauser. Nogle er ultra korte. Rygsækken bliver bare lige smidt på jorden. Måske går jeg lidt rundt. Kigger på havet eller måske på noget andet som lige fanger mig. Ofte drikker jeg lige vand. Jeg strækker tit min ryg og kroppen. Jeg kan mærke når jeg er klar igen. Lysten til og  vandre er på plads igen.
Så på med rygsækken og videre.

Andre pause tager længere tid. Mad, kaffe og ofte møder jeg nogle jeg falder i snak med. Så kan en pause godt tage en ½ time. Men det gør ikke noget. Der skal være tid til det hele.

Da jeg endelig kunne se skiltet, skreg jeg bare:

“Jaaaaaa”

Jeg var så glad, lykkelig og lettet. Jeg sendte live til jer. Live videoen kan I se nedenunder. 19 dage og 174 km. Antiklimaks. Det hele er overstået. Hvad så nu ? Efter hver en lang vandretur får jeg en tomhedfølelse indeni. Det fylder meget når jeg er ude på eventyr.

Lettere betuttet stod jeg og kiggede lidt. Da jeg var færdig med det tog jeg et par billeder og traskede videre ind mod centrum.

 

skagen

Hælene sammen eller ej ?

Da jeg kom længere ind, så jeg en mand med meget resolutte skridt gå over en græsplæne. Han så godt nok beslutsom om hvor han skulle hen. Han fangede min opmærksom. Der var noget bekendt.

Så kiggede jeg igen. Han var faktisk på vej over til mig. Da han nåede mig spurgte ham mig:

“Er du ikke Hanne?”
“Jo jeg er”

Han rakte mig hånden, gav mig et solidt et håndtryk, mens han sagde:

“Godt gået, Hanne”

Da han var soldat, vidste jeg ikke helt om jeg skulle smække hælene sammen og give honnør. Ret fed oplevelse. Vi sludrede lidt og jeg gik videre.

På mine vandringer møder jeg rigtig mange forskellige mennesker.

Færdig arbejde – hvad så nu ?

Jeg gik ned på Jacobs Bar og Café. Bestilte en kylling sandwich, en lækker øl og vand. Det var så lækkert. Dem som havde lyst kunne komme ned og sige hej. Jeg bookede et værelse og glædede mig til at slappe af. Der kom én. Og vi havde det simpelthen så hyggeligt. Vi snakkede om alt muligt. Jeg fik en gave af ham. Ret sødt. Et æske chokolade i cellofan med et billede mig selv på.

En gang imellem får jeg gaver. Det sker ikke så ofte. Det er absolut heller ikke noget jeg forventer. Så når jeg får det bliver jeg rigtig glad.

Mine gaver som, alene vandrer, er ikke altid det som I tror. Engang imellem får jeg besøg på mine vandreture af jer som følger mig. Det kan være alt fra vand, kaffe, æbler,  kanelgifter og andre ting som jeg måske har tænkt non stop på i flere dage.

På Camønoens anden sidste dag fik jeg rigtig kaffe med mælk, æbler og kanelgifter ➡ “Kedsomhed er ikke et fyord”
Da jeg vandrede i Nationalpark Thy havde jeg også besøg. En mand kom forbi. Vi sludrede længe. Han gav mig en spraglet halsedisse, en nål og en grøn nøglevedhæng ➡ “Redningshuset Lyngby ligger i Nationalpark Thy”

 

Da besøgstiden var ovre tog jeg rygsækken på og gik i Netto. Manglede noget til at hygge med på mit overnatningssted. Som godt en gave til mig selv, forærede jeg mig en overnatning i en rigtig seng i et rigtigt hus. Kims Homestay Skagen. Det var altså både billigt og hyggeligt. Det vil jeg godt anbefale.

En rigtig seng i et rigtigt hus

Med en Nettopose vandrede jeg ud i aftenen. Fandt hurtigt stedet. Bankede på og blev mødt af en meget imødekommende mand.

Så nu ligger jeg i en fremmede mands seng. I hans hus. Det lyder forkert – men det er rigtigt. Jeg har været i bad. Vasket mit lange hår. Det er så filtret. Orker ikke at filtre det ud.

Det er hyggeligt. Jeg drikker en Nordic øl. Synes ligesom den passede til situationen. Her er popcorn og honningkagesnitter. En seng. Rent sengetøj. Tv og masser af puder.
Mine fødder snurrer og er så ømme.

Om lidt skal jeg sove. Jeg skal være frisk. I morgen tager jeg nemlig toget og stopper i Aalborg og Vejle til “Kom og mød mig”.

Noget helt andet. Julekalenderen slutter da ikke nu. Troede I det ?

Fra i morgen kører Rumle Nis Nissen resten af julekalenderen til juleaften. Han kommer med gode råd og tips til vintervandring.
Han citerer. Jeg skriver og retter korrektur. De korte radmagre arme kan ikke nå.

Det var alt. Det blev langt. Tak fordi I følger mig.

💚fra Hanne

2 Responses

  1. Jane Larsen siger:

    Hej Hannah. Vi er lige så småt begyndt at snuse til det at vandre. Gik i Nationalparken Thy og herefter så jeg dine fine beskrivelser af dine ture langs vestkysten i 2017. Vi vil nu tage turen fra Skagen og ned langs vestkysten. Ville lige læse dine beretninger om din tur i samme område men synes der mangler noget. Mangler dine beskrivelser fra dag 11 til dag 18 hvis altså du lavede disse. Kan du i så fald fremtrylle dem? Kh Jane

    • Hanne siger:

      Hej Jane. Tak for din svar. Og undskyld, at jeg først svarer nu.
      Tillykke med jeres nye hobby. Den er fantastisk. Jeg er vild med det.

      Jeg kan godt fremtrylle de vandredbagøger. De ligger på Facebook. Jeg havde ellers lagt alle på for længe siden. Så viser det sig at min side har ædt dem. Og der var ikke backup på. Så jeg skal ligge dem ind igen. Æv. Lige nu er jeg i gang med arrangere vandreture. Så de bliver først lagt ind senere på året. Du er meget velkommen til og spørge.

      VH Hannah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *