Søvnløs om natten

Søvnløs om natten er noget jeg ofte ligger. Både hjemme, men åbenbart også på min vintervandring denne gang. Det hele startede dagen før. Min veninde og medvandrer Mette og jeg var blevet gennemblødt, teltflagen fløj væk om natten og hendes hofte knirkede af vægten under den pivringe rygsæk. Den dag glemmer jeg aldrig. Men inden jeg går i dybden med hvorfor jeg var søvnløs om natten, så starter dagen stille og roligt.

Dag 4/5. Fra shelteret på Bildsø strand til shelteret på Højbjerg overnatningsplads. 18 km i dag og 52 km i alt.

Søvnløs om natten

Denne dagbog starter allerede dagen før om aftenen. Jeg faldt hurtigt i søvn. Aftensmad og lidt tv kiggeri på min mobil var nok. Inden kl var 19 sov jeg. 5 timer senere vågnede jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Men det var der jeg begyndte at spekulere.

Dagen før havde jeg sendt Mette hjem med en knirkende hofte. Mine tanker kværnede rundt, mens jeg møffede rundt i min vintersovepose.
Kender I det ?

Jeg savnede hende. Jeg var så skuffet over at hun var taget hjem. Mette er en lille “firecracker”. Hun er meget modsat mig, hvilket jeg i den grad nyder. Jeg har jo vandret meget alene. Der er jo ingen som gider med mig, når jeg vandrer. Jo, selvfølgelig Sonni på Gendarmstien i oktober ’18. Men ellers er der ingen af mine venner som gider med. Og SLET ikke om vinteren. Så det at Mette gad betød alverden for mig.

Man kan vel kalde mig ensom der, og på resten af turen. Jeg er jo vant til og vandre alene, så selvfølgelig kunne jeg klare resten alene. Omstillingen tog lidt tid.

Grunden til jeg lå søvnløs var at jeg tænkte på om jeg havde vejledt hende nok inden hendes første vintervandretur ? Om jeg skulle have gjort noget anderledes ? Om hendes hofte var yderligere smadret ? Om jeg skulle have været mere erfaren i at opsætte teltflage ? Skulle jeg havde blandet mig mere i hendes oppakning ? Var hun blevet skræmt af vinter vandring ? Hvor meget skal man blande sig i en andres oppakning, når vedkommende ikke er ny i feltet ?

Tankerne kværnede rundt og til sidst var jeg helt udmattet af at tænke, gruble, vende og dreje det hele.

Jeg forstod heller ikke hvorfor jeg tog det hele så tungt ? Hvorfor ?

Tag et ansvar og kom videre

Kl 3.30 kunne jeg ikke mere. Jeg var også sulten, vinden var taget til og fik shelteret til og ryste ret voldsomt. Eller også var det mine grublerier. Hvem ved ?
Jeg satte mig op og spiste en mad med paté. Drak en masse vand. Sad og kiggede lidt ud på alle lysene på havet. Så kom der mere ro på.

Lige pludselig stod alt klart for mig. Grublerierne var vendt til en løsning i mit hoved.

  • Jeg skulle have blandet mig i hendes oppakning. Havde forbudt den dårlige rygsæk og kørt ud efter den anden vi havde som backup. Brians rigtige soldatrygsæk, som han selv bruger. Med et rigtigt hoftebælte.
  • Jeg skulle have tvunget et regntætte bukser med hende og/eller gaiters. Men da jeg aldrig har følt det var noget jeg har manglet på mine vandringer om vinteren, gjorde jeg det selvfølgelig ikke. Jeg blev også revet væk under den våde dag med storm og slagregn i 12 km.
  • Jeg skulle have reageret på den sætning, da hun satte teltflagen op. Jeg har prøvet at løbe rundt om natten før da pløkkerne sprang op. Det gik også galt pga sløseri, sjusk og dovenskab.

Mette er det mest positive, optimistiske og glade menneske jeg kender. Noget jeg elsker hos hende. Men optimisme og vintervandring er virkelig en dårlig blanding. Erfaring og viden står højest på listen. Der er bare ingen smalle steder på en vandring om vinteren. Jeg ved det godt.

En afslutning lige for fødderne

Måske synes du jeg grubler for meget eller er for hård ved hende ? Eller måske overfor mig selv. Men det synes jeg ikke. Når man har viden og erfaring så forpligter det. Mette har viden og erfaring i at presse sig selv og i at friluftsliv som værnepligtig. Men jeg har som vandrer om vinteren.

Det gik mig på fordi jeg kunne undgået det hele, og have passet bedre på os. Hvis jeg, som erfaren vintervandrer er ligeglad, hvorfor så tage nogle med ? Jeg bliver nød til og være på, tage beslutninger som jeg kan se en pointe i og som jeg ved giver mening. Fordi jeg netop har den erfaring.

Til sidst stod det hele klart. Jeg havde fejlet som vandreguide. Ligesom man i banken ville sige at man havde fået en manglende eller dårlig rådgivning.

Da jeg ligesom havde accepteret det, faldt jeg hurtig i søvn. Jeg lå dejligt varmt. Endelig ikke mere søvnløs om natten.

Jeg har lært lektien og det sker ikke igen. Jeg er allerede nu begyndt at kigge efter regntætte overtræksbukser til mine næste vintervandringer. Og så mine gaiters som altid. Dem kan I se i denne vandredagbog fra 2017.

For eftertiden blander jeg mig indenfor rimelighedens grænser for mine medvandrere. Med mindre er B.S Christiansen, Bear Grylls eller Ed Stafford. Held og optimisme er simpelthen ikke nok.

Varm pasta med kødboller til morgenmad efter søvnløs om natten

Jeg sov længe næste morgen. Jeg lå og puttede i soveposen længe. Jeg var ikke træt. Kun lidt doven og så havde jeg brug for ro. Flere mennesker kom forbi shelteret og kiggede ind. Jeg mødte endda en dame, som jeg havde snakket med på Skipperkroen i Mullerup Havn.

Til sidst var det langt op ad formiddagen. Jeg var begyndt på dagens vandredagbog, men lysten var der ikke. Jeg gad ikke tvinge mig selv. Så jeg tænkte, at jeg ville skrive den når jeg var ankommet til næste overnatning.

Jeg satte mig op ad væggen og startede på morgenmaden over gasbrænderen. Jeg roede rundt i sidelommen på Osprey. Jeg fandt en 400 g wetpouch, som de kalder det i Hæren. Det er bare en pose med “våd foder” som skal spises kold eller varmes. Jeg spiste den varm i min store gasbrænder. I stedet for de tørre poser hvor der skal vand i.
Om aftenen havde jeg også spist en 400 g pose og med denne til morgen havde min rygsæk smidt 800 g, som jeg altså tydelig kan mærke. Det var helt bevidst jeg spiste dem.

søvnløs om natten

Der var endda en lækker udsigt med.

søvnløs om natten

Det smagte dejligt. Efter morgenmaden pakkede jeg mine ting sammen. Klokken var langt over 12.

Min plan var at vandre 18 km ud til shelteret på Højbjerg Overnatningssted som ligger nord for Korsør. Jeg startede de korte vandreben op og startede langs stranden. Området har jeg set mange gange før. Så intet nyt. Du kan se sommerbilleder fra Bildsø strand, hvor min Brian er med her.
Jeg elsker Bildsø, men jeg skulle videre og kunne ikke vente længere.

Magi i naturen er altid lige om hjørnet

Jeg trissede derudaf. Kiggede ud over vandet og tænkte, at jeg ville tage et flot billede. Solen skinnede og det regnede. Mens jeg overvejede vinkel, sollys, min gode side og hvad jeg ville fortælle med mit billede, slog det mig: Sol og regn er lige med regnbuer. Som i hypnose vendte jeg mig om. Jeg gispede da jeg så dette.

Jeg var helt benovet over at jeg fik den smukke regnbue og se. Den startede lige nede ved det smukke gamle krogede træ, hvor jeg lige var vandret fordi. Jeg blev sgu lidt rørt. Jeg tænkte, at Mette skulle have set det. Hun havde i for 2 dage siden, sagt “Hvornår kommer det magi ?”. Kun fordi jeg havde prøvet at muntre hende op, da vi gik i det slagregn. Altså jeg mener det. Ikke kun fordi vi gik i den storm. Regnbuen er det magi jeg altid snakker om.

Efter 30 sekunder var den væk igen. Jeg vendte mig om og fik taget mine flotte billeder.

Søvnløs om natten

Jeg vandrede langs kysten det første stykke. Så på landevejen imellem sommerhusene og til sidst drejende jeg helt ind i landet.

Lige pludselig ramte sulten mig. Så jeg tog en dejlig frokost ovenpå en vandbrønd. De er ret gode og holde frokostpause på. 2 feltration brød med makrel i tomat og paté som jeg skovlede ind munden med lysnets hast. Vandet bagefter foregik på samme måde. Det gik hurtigt. Jeg var sulten og tørstig.

Jeg blev mæt. Pakkede tingene. Dagens lange 18 km var kun ikke nået endnu. Jeg var kun halvvejs. Tid havde jeg masser af.

Jeg tænkte stadig på Mette. Jeg var 100 % afklaret med det hele. Jeg savnede hende stadig.

Jeg vandrede nedad mod Korsør, efter jeg havde rundet opsamlingsstedet da jeg var på tøsetur med 3 høns i januar.

En sjovt byskilt og en kedelig besked

Kender I det der med at man synes nogle bynavne er sjove ? Sådan har jeg det med denne lille by nord for Korsør.

Jeg ved ikke hvorfor, men Frølunde Fed får mig altid til og til og fnise. Måske det forbudte ord: Fed, er med ? Eller måske fordi frøer er grønne ?

Jeg vandrede igennem byen. Den var stendød. Da jeg indledte det allersidste stykke kom jeg fordi et smukt stykke kyst. Jeg stod og kiggede lidt.

Det var ved og blive mørkt. Klokken på billedet ovenover er 17.13, da det blev taget.

Pludselig åbnede himlen sig og det væltede ned med slagregn. Jeg tænkte “Ikke igen” og krøb i ly i en lade sammen med en traktor. Mine fjällräven bukser var ret så våde. Jeg blev lidt småsur og irriteret. Men det skulle snart blive gjort til bagataller.

Da jeg stod der vibrede min mobil. Jeg mærkede det og tog den op. Det læste på en besked fra min veninde, troede jeg ikke på. Benene blev rebet væk under mig. Hold nu fast her:

Min bedste venindes mor var blevet svindlet for 1,6 milliner og sagen var i Station 2 om torsdagen. Jeg var helt rundt på gulvet. Det er jeg i øvrigt stadig væk. Så røg mine våde bukser i baggrunden. I kan se sagen her: “TV2 Nyhederne – Svindleren i uniform

Jeg kender familien særdeles godt. Hvordan vil jeg ikke komme ind på her. Normalt er jeg ret ligeglad med hvad der foregår hjemme, når jeg vandrer. Men det her slog mine ben væk. Fuldstændig. Jeg var og er stadig ked af det. På Facebook på TV2 NYHEDERNE blev jeg simpelthen nød til og skrive en kommentar. Jeg blev så arrig af folks nedladende kommentar og hånlige grin og ord. I kan se min kommentar her.

Ikke mere søvnløs om natten denne nat

I der følger mig, ved godt at jeg aldrig normalt ville skrive sådan noget. Jeg holder til mig friluftsliv. Men samtidgig skriver jeg også om hvad jeg oplever. Så mens jeg har din opmærksomhed vil jeg gerne advare alle. Send ikke nogle penge til nogen. Overhovedet.

Mens mit kværnede om det nye emne vandrede mine ben videre. Jeg ledte efter nattens overnatning. Nemlig shelteret på Højbjerg Overnatningsplads. Faktisk har jeg været der før. På verdens mærkeligste sheltertur. Så jeg vidste godt hvor det lå.

Denne gang skulle jeg ikke ligge søvnløs om natten. Jeg ramte shelteret efter de 18 km og satte mig på kanten. Kiggede på stjerne og følte mig lykkelig. Det var dejligt køligt, ingen regn og skyfri himmel. Mørket havde sænket sig.

Jeg pakkede mine ting ud. Indrettede mig. Satte min minilampe op.

Det var så hyggeligt. I kan se min minilampe her. Jeg fik den af Brian i julegave.

Jeg tog sokkerne af og iførte mig mine sovesokker. Tog de tørre bukser af. Sad op med overtæjet på i soveposen og slappede af. Mine ben var ikke såp trætte, hvilket underede mig efter 18 km.

Aftensmaden var feltration fra Orifo. Den med pasta bolognese.

søvnløs om natten

524 kalorier lige til at komme igennem natten. Lækkert. Den røg lige i gabestokken mens jeg kiggede ud på stjernerne. Lige der var jeg lykkelig. Efter jeg havde spist maden, tog jeg overtøjet af. Puttede mig ned i soveposen og satte et eller andet spændende på via mobilen. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Om natten vågnede jeg igen. En lyd vækkede mig og jeg lå med næverne klar til slåskamp i soveposen. Men den røverhistorie må I vente med til sidste vandredagbog.

Grønt hjerte fra Hanne

You may also like...

2 Responses

  1. Jesper siger:

    Når man skal på tur med andre er nøgleordet forventningsafstemning og planlægning. Hvor langt og hvor hurtigt går vi? Hvilket terræn går vi i? Hvilket skills niveau er krævet på og inden turen….kan det være ok med noget hjælp, fra en erfaren person? Hvad kræver turen af basic udstyr og beklædning? Det her jo vildt vigtigt, at rygsækken passer på personen og er rigtigt justeret. Det er også vigtigt, at pakke rigtigt og få trænet nogle 10 km ture i hverdagen. I den fase finder nogen måske ud af, om de kan gå med det antal kilo der skal med. Ikke alle mennesker kan bære lige meget.

    • Hanne siger:

      Hej Jesper
      Alt det snakkede vi skam også om. Vi tog højde for meget. Så jeg giver dig ret.
      Men som jeg skrev, så skulle jeg have blandet mig. Jeg skulle have forbudt hende at låne den dårlige rygsæk. Vi skulle have taget den anden.

      Mette har været værnepligtig, så hun er vant til og gå med rygsæk. Hun er sindssygt stærk, så det var jeg ikke bekymret for. At hendes hofte så satte ud var jeg ikke forberedt på.
      Mette ved godt alt det basis. Det var bare årstiden hun var nybegynder i. Hvor i mod jeg selv trænede op til min første vandretur. Dengang var jeg ikke vant til noget tungt på ryggen.

      Det eneste, som var galt, var at hun skulle have haft den anden rygsæk og vi skulle have haft regntætte overtræksbukser på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *