Sten i massevis giver ømme fødder

Sten på kysterne her på Camønoen giver virkelig ømme fødder. Jeg gik noget af den gule rute ved kysten op til Møns Klint Lejrplads. Det var hårdt. Mere om det senere. Dagen startede helt anderledes.

Dag 7. 7 km i dag og 65,5 km i alt. Fra Klintholm Havn til Møns Klint Lejrplads

Hovedpine og kvalmende varmt

Jeg vågede i teltet, som stod midt i den brandvarme morgensol. Normalt slår man sit telt op, så man vågner i skyggen. Så kan man sove længe uden at vågne helt groggy.

Men denne plads havde kun skygge efter kl 17.

Jeg havde det så dårligt. Det var stegende hedt og mit hoved dunkede af en tordnede hovedpine. Helt groggy fumlede jeg i tøjet og åbnede teltdøren. Ah, det var dejligt.

Når jeg vandrer får jeg hovedpine af følgende ting:

  1. For lidt væske indtag (vand, juice, sodavand eller saftevand kunne det være)
  2. For meget sol og varme (tilsidst ender det med hedeslag)
  3. For lidt søvn
  4. Hvis jeg har spist for lidt

Faktisk havde jeg ikke passet nogle af de fire punkter, derfor havde jeg det dårligt. Jeg tager det nu roligt, for jeg ved godt hvorfor.

Så en ting af gangen og så burde hovedpinen at forsvinde igen. I teorien i hvert fald.

Temmelig dyr morgenmad på første række

Jeg købte morgenmad i Min Købmand på Klintholm Havn. 1 smurt skagenlap, 1 pakke havartiost med 5 skiver, 1 ltr æblejuice og 1 stor kaffe.

67 kr lige der. Men ak, det var fristende. Det er ikke fordi der er noget galt med flade boller og Faaborg leverpostej. Men nogle gange er det rart med noget andet mad.

Jeg nød den morgenmad. Og det er i virkeligheden det som betyder noget. Lidt luksus er dejligt. De næste mange dage ville jeg få Faaborg leverpostejen.

Morgenmaden blev indtaget på første række på havnen. I skyggen af et kæmpestort træ. Der var helt stille. Helt roligt. Folk gik bare rundt og passede sig selv.

Kun kaffen var tilbage. Jeg ventede spændt på om hovedpinen lettede. Det tog tid. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at vandre videre.

Kaffe, dagbog og et orange telt

Med kaffen i hånden gik jeg tibage til teltet og hentede min solcelle, powerbanken og min telefon. Nu skulle der skrives.

Under det samme skønne træ, skrev jeg gårsdagens dagbog.

Mit øje spottede Camøno teltpladsen. Et stort orange telt stod på den grimme grimme teltplads.

Læs afsnittet om teltpladsen i Klintholm Havn her ? “Stille dag med dejlige tanker”

Jeg var nysgerrig og ville vide hvem der ville ligge på den plads.

Jeg fandt ud af, at det var Søspejdere. Søspejdere!? Det har jeg aldrig hørt om. Kun om land spejdere. De grønne og blå.

De var kommet sent i deres 4 små både. Derfor havde de slået deres telt op lige der. Det gav mening. Så fik jeg styr på min nysgerrighed.

Jeg skrev gårsdagens dagbog færdig. Hovedpinen var ikke helt væk. Mit næste skridt var at sove. Det plejer at hjælpe.

Så jeg bevægede mig nedad mod mit telt.

Det sjove kæresterpar kurede min hovedpine

Nede i teltet begyndte jeg at pakke lidt sammen. Jeg kunne nemt sove på ad min taske i skygge på græsplænen.

Men inden jeg fik set mig om, kom to vandrere op mod byen. Jeg råbte til dem, at se kunne slå telt op her på pladsen. Resten er historie. Vi svingede sammen og grinede. Sikke et sjovt og sødt par.

Det endte med, at kl var næsten 16.30 inden jeg kom afsted. Men hovedpinen var væk. Det var nok bare væske, salt og tid som virkede.

Vi vinkede til hinanden og jeg vandrede ud af Klintholm Havn.

Figen plantage og endnu mere varme

På en plakat i Klintholm Havn havde jeg set en reklame for en figen plantage. Den ville jeg se først før jeg vandrede videre til Møns Klint Lejrplads.

400 meters trampesti ned til plantagen over en meget varm mark. Puha.

Men til sidst nåede jeg frem. Det var så varmt. Puha. Der var 1 hektar land med figentræer. De var ikke særlige store. Og ingen var modne.

Jeg kiggede kort rundt og gik op igen. Det var simpelthen for varmt. Men jeg tog dette billede inden.

Sten figentræer figen plantage lundevang gårdbutik hannah in colors møn Camøno Camønoen

Oppe igen fortsatte jeg min vandring mod Møns Klint Lejrplads. Den ligger kun 200 m fra Geo Centret. Og langt ude i skoven.

Jeg oksede afsted. På landevejen til Kraneled, hvor jeg ville dreje af og gå ned til vandet. Jeg havde hørt at den strækning var dejlig. Det var den så ikke.

hannah in colors vandring i Danmark Møn Camøno Camønoen vandring alene Kraneled sten stenet strand hård vandring i varme

Sådan så de næste 3 km ud. Det var lige som at være tilbage på Kreta. Brian og jeg vandrede Samaria Kløften. Det var så hårdt og varmt.

Læs også ? “Vandring i Samaria Kløften”

Jeg oksede derudad. Selvom jeg gik i skygge, var det varmt. Fødderne ruller rundt og man kigger ned næsten hele tiden.

En lille pause blev der til. Lige foran en hule med lianer. Den var ret flot.

hannah in colors vandring i Danmark Møn Camøno Camønoen vandring alene hampeland sten stenet strand

Sådan en her blev det også til

hannah in colors vandring i Danmark Møn Camøno Camønoen vandring aleneHampeland sten stenet strand

Jeg orker ikke flere sten

Kort efter Hampeland orkede jeg ikke flere sten. Jeg var helt groggy af alle de sten.

Jeg nåede helt rundt om pynten og kunne se den begyndende famøse Møns Klint. Uha da da. Det spidsede til med min nysgerrighed.

En lille trampesti gik fra vandet og op i skoven. Det var meget smukt. Bare se her

Den grønne fyrtårns lignede genstand deroppe på toppen var ikke er fyrtårn. Det fandt jeg ud af.

Jeg var helt alene. Det var så dejligt. Når varmen blev for krævende, stod jeg ud til kanten og lod den kolde vilde blæst gøre sit arbejde. At nedkøle mig. Det er en fantastisk ventilator.

Et hyggeligt møde på toppen

Skoven begyndte lige efter det sidste billede ovenover. Terrænet blev mere og stejl. Puha. Jeg pustede. Bandede og var en lillebitte smule sur. Jeg var varm, klistret og meget træt.

Men oppe på toppen, ved det falske fyrtårn, blev alting bedre. Alt klistrede på mig og jeg skulle tisse noget så voldsomt.

Efter de praktiske ting var ordnet, satte jeg mig ned i solnedgangen og nød stilheden. Kiggede lidt kort. Ikke et menneske eller larm var der.

Lige pludselig kom en ung knægt trækkende. Jeg spurgte til shelterpladsen. Vi faldt i snak og han satte sig ved siden af mig. Vi snakkede en halv time. Tiden var gået og jeg skulle videre. Det var sent. Pænt farvel og vi gik hver til sit.

Rødvin, rent drikkevand og ikke flere sten

Jeg oksede det sidste stykke ud til Møns Klint Lejrplads. Benene var trætte. Men stadig smuk natur ?

hannah in colors vandring i Danmark Møn Camøno Camønoen vandring aleneKlinteskoven skov vandring

Det var nemt at høre hvor lejrpladsen var. Den var nemlig totalt booket af en flok spejdere.

Men jeg satte mit telt op. Tog en kop rent drikkevand fra lejrpladsens vandhane og spiste aftensmad. En flad bolle med Faaborg leverpostejen. Haps.

Vil du også overnatte på Møns Klint Lejrplads som mig ? “Møns Klint Lejrplads”

Jeg faldt i snak med et ungt hollandsk kærestepar. De inviterede mig på lidt rødvin oppe på Klinten. Og hash. Hash! Hash er ikke noget jeg rører. Så jeg takkede nej tak. Men med den røgsky jeg sad i var det næsten nok alligevel. Men vi byttede plads og så gik det bedre.

Det var så hyggeligt. Lige der under 100 millioner af stjerner drak vi rødvin, de røg hash sammen og vi snakkede om stort og småt og kiggede op. Det var meget smukt.

Sten på hjernen ved sengetid

Vi gik sent tilbage. Skoven var mørk. Han gik forrest og os to høns gik bagerst og fniste af vores pige snak. Jeg sagde pænt farvel. Godnat og tak for vin og lækkert selskab.

Jeg havde desværre ikke nøgenbadet som dagen før. Så da uldundertøjet skulle på føltes lidt klamt. Men heldigvis var jeg træt. Så hurtigt faldt jeg i søvn og sov til næste morgen.Læs afsnittet her ? “Stille dag med dejlige pauser”

Jeg nåede lige og tænke på alle de sten. Rullesten er altså ikke for sjov. Men da jeg kan lide forskellige underlag, synes jeg det var sjovt at erfare.

Godnat og grønt hjerte herfra

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *