Sult og hovedpine dæmper glæden

Sult og hovedpine dæmper virkelig glæden ved friluftslivet og en mini vandretur. Sådan gik min anden dag, da jeg var afsted. Den første dag kan I læse om her “Påske alene er en luksus”

Der er stadig lektier som skal læres. Åbenbart. Men selvom jeg havde ondt var det stadig en dejlig vandretur. Jeg vidste godt hvorfor jeg havde ondt i hovedet. Men det kommer vi tilbage til. Først startede dagen dejligt. Stille og roligt. Med solskin og uden lyde. Kun lidt fuglefløjt.

Stille morgen med hyggeligt selskab

Jeg vågnede tidligt. Jeg kunne se på himlen at solen var ved og bryde igennem dagen og fuglene var begyndt på deres fuglefløjt. Så er det endelige morgen og jeg var klar til en ny dag.

Men inden jeg stod op lå jeg længe i vinter soveposen og slappede af. Først på den ene side. Så vendte jeg mig rundt på den anden side. Af og til strak jeg min krop helt igennem. Kender I det ?

Det er luksus med en rolig og stille morgen i naturen. Bare se nedenunder hvor afslappende det kan være.

Min sult og hovedpine var heldigvis ikke begyndt endnu. Den begyndte først om eftermiddagen. Da jeg var klar og min krop var vågen begyndte dagen. En hel vandredag. Kun til mig. Hvor jeg glædede mig. Ligesom i gamle dage.

Morgenmaden blev indtaget ved bordet på pladsen. Solen varmede allerede helt vildt. Det var så dejligt og sidde der. Lige i solen i stilheden.

Morgenmaden bestod af te i min kop og en frugtmüesli fra Brians feltration. Efter en nylig overstået øvelse i Oksbøl havde han en masse mad hjem til mig. Så lækkert. Nogle gange spiser jeg feltration. Andre gange brød med pålæg eller hvad jeg kan finde i de små købmandsbutikker ude på landet.

Denne morgen var så fantastisk. Da jeg endelig var færdig, begyndte jeg ligeså stille og pakke min rygsæk. 1 ting af gangen.

Da jeg næsten var færdig og var på vej ned til bænken, kom en kvinde trækkende med en cykel på vej op. Hun spurgte nysgerrigt til mit friluftsliv. Jeg svarede gerne. Alt hvad jeg kan inspirere og hjælpe med, gør jeg gerne. Vi snakkede og pludselig var der gået over 1 time.

Jeg måtte videre og sagde pænt farvel. Ruten gik videre op til næste shelterplads.

Drikkevand fra en dyrefold

Vandringen ud af plantagen var noget så smukt og meget varmt.

Alt blomstrede. Bøgetræerne var sprunget helt ud. Duften af de hvide blomstertræer fulgte mig hele vejen til den næste shelterplads. Solen skinnede så kraftigt, så alt var så lyst som noget kunne være. Det var som en sommerdag midt i juli.

Midtvejs bestemte jeg mig for og holde en pause. Inden jeg forlod den shelterpladsen, havde jeg hældt alt mit vand ud, så jeg havde mindre og bære. Vand er jo sindssyg tung. 1 liter vejer 1 kg.
Hjemmefra havde jeg taget 1 liter vand med i min røde Nalgene flaske. Den holdte til næste morgen. Til min morgenmad skulle jeg bruge mere vand. Derfor gik jeg ned til dyrefolden og tog noget fra dyrenes vandbalje. Efter vandfangsten satte jeg min lifestraw i og smagte vandet. Det smagte fint. Det blev kogt godt op og brugt.

Da jeg skulle afsted, valgte jeg så ikke at tage noget vand med. Jeg ville finde noget koldt på vejen og drikke det.

En dejlig pause i stilhed med sult og hovedpine

Halvvejs valgte jeg og holde en pause. Varmen steg mig til hovedet, min mund var virkelig tør og jeg var meget sulten. Rygsækken blev smidt i skyggen og jeg satte mig. Pustede lidt ud, men stilheden blev nydt.

Når det kommer til lyde, er der ikke noget bedre end når der ingen er. Det samme skete under min frokost. Selvom det var i siden på en mindre landevej, så var der helt stille. Kun 1 cyklist kom fordi. Der var HELT stille. Ingen lyde. Kan du forestille dig det ? Har du prøvet det ? Jeg er stor fan.

Frokosten røg meget hurtigt ned. Grunden til jeg valgte stedet til min frokost pause var på grund af en sø. Jeg var meget tørstig og min hoved dunkede. Lidt svimmel var jeg også. Det var meget ubehageligt.

Frokosten blev et brød med makrel fra Brians feltration.

Efter frokosten gik jeg ned til andedammen igen og tankede mere vand. På billedet nedenunder kan I se min lifestraw i min Nalgene flaske. Grådigt drak jeg mere vand.

Humøret steg heldigvis lidt. Hovedpinen faldt kraftig, men jeg var stadig mere sulten. Mit valg var enkelt. Enten skulle jeg spise resten af min mad nu, eller undvære morgenmaden næste morgenmaden. Jeg havde simpelthen fået for lidt mad med.

Hvor dumt er det lige ?

En tanke blev gjort til skamme

Da pausen var færdig, tog jeg tasken på ryggen og vandrede videre. Min plan var et shelter længere nordpå, men min sult og hovedpine gav mig ikke ro. Det var virkelig slemt. Så jeg besluttede mig at vandre mod et shelter ved Fodsporet. Den gamle, og nu nedlagte, togbane mellem Slagelse og Næstved.

Jeg har før skulle overnatte på en shelterplads ved Fodsporet. På min allerførste vandretur, da jeg øvede mig. Det var et frygteligt shelter. Så jeg slog mit telt op på en græsplæne i stedet for. Jeg tog en chance og ville se shelteret an, inden jeg dømte det.

Da jeg fandt det blev min tanker gjort til skamme.

Jeg blev så glad, da jeg så pladsen. Lige op af Fodsporet, men med modsat vendte sheltre. Ud mod en mark og med bålplads, bænke, vandhane og smukke duftende træer med hvide blomster. Der var stille. Kun lidt fuglefløjt og en traktor langt væk på marken lød. Min puls styrtdykkede. Jeg var klar.

Pladsen hedder Fodby Primitiv overnatningsplads. I kan se dens beliggenhed på Ud i naturen.

En perfekt aften med bål

Efter jeg ankom tog min hovedpine og sult til. Det var ubehageligt. Jeg drak mere vand. Det hjalp lidt. Jeg redte min seng og tog mig en lur. Min træthed hjalp mig heller ikke. Efter min lille lur var humøret bedre. Det var stadig lyst og traktoren kørte rundt på marken.

Jeg kom til og tænkte på, at jeg havde varm kakao med. Fra feltrationen. Mini trangiaen blev sat frem og en kop blev lavet. Den blev nydt i kanten af marken i stilhed med udsigten til traktoren. Sult og hovedpine

Jeg prøvede og holde så lang tid som muligt. Aftensmaden skulle ligge så sent som muligt, så jeg ikke ville vågne op om natten. At vågne om natten på grund af sult er rædselsfuldt. Det har jeg prøvet før.

Til sidst kunne jeg ikke holde den længere. Så jeg startede et bål. Satte først vand over til aftensmad i mini trangiaen og derefter vand til en varm hygge kakao inden sengetid.

Jeg sad ved bålet indtil solen gik ned. Nød min varme kakao og slappede af. Bål for mig er så afslappende og hyggeligt. Bare og sidde og kigge ind i det gør det hele for mig.

Min seng kaldte da den varme kakao var drukket. Jeg var stangtræt og trængte til søvn. Kontaktlinserne kom ud. Tænderne blev børstet med udsigt over marken og da jeg lå i vinter soveposen faldt jeg hurtig i søvn.

Sult og hovedpine morgenen derpå

Næste morgen havde jeg igen ondt i hovedet. Sulten var intimiderende mens hovedet dunrede. Det var meget ubehagelige. Jeg var også lidt svimmel.

Mit humør var faktisk godt på trods af situationen. Min oprindelige plan var at nyde den sidste morgen. Stille og roligt. Når jeg så følte jeg var færdig, ville jeg pakke sammen og slemtre op til busstoppestedet. Det lå under 1 km fra pladsen. Bus 480R kører lige fordi. Ret så smart.

Men min plan ændrede sig. Efter jeg kiggede på busafgangene var der under en halv time til afgang. Jeg ville bare hjem. Hjem og have masser af mad og hvile inden arbejdsugen begyndte igen.

Jeg væltede ud af soveposen. Mine hænder farede rundt i shelteret og pakkede mit grej i Osprey’en. Det gik eddermame stærkt. Ingen morgenmad, morgenkaffe eller hygge. Jeg var så fast besluttet. Udover dette savnede jeg også Brian. Han savnede også mig. Det skrev han i aftens sidste sms.

Inden klokken var 8 om morgenen stod jeg oppe ved busstoppestedet. Klar til og komme hjem. Man ser skøn ud om morgenen med bragende hovedpine, intens sult, morgensol og hævede øjne. Bevis A vises nedenunder.

Jer der følger mig, kender mig. Jeg er ærlig og ligeglad. På min friluftsblog ser man ud som man gør. Det eneste jeg forfængelige jeg nogle gange gør, er at tage mine briller af. Briller på mine billeder generelt er jeg ikke god til. Ellers ser jeg ud som jeg gør.

Jeg elsker kontrasten. Når jeg er ude på vandring, ser jeg ud som på billedet. Hjemme til hverdag og fest duller jeg mig lidt eller meget op. Sådan skal det være.

Endelig stoppede min sult og hovedpine

Kender I det man vil hjem NU. Sådan havde jeg det. Lige pludselig synes jeg at tiden var lang inden bussen kørte. Så jeg fik en idé.

Hvorfor ikke blaffe til Slagelse ? Det gik meget hurtigere. Den 5. bil stoppede. Det var en ung mand som var på vej fra Næstved til Slagelse efter endt nattevagt. Det var en hyggelig tur. Han satte mig af ved Cirkle K i Slagelse. Jeg vinkede til ham og takkede mange gange.

På Cirkle K købte jeg sprøde rundstykker. Hjemme blev de spist og min sult og hovedpine stoppede straks.

På trods af min sult og hovedpine og en minde fejl 40 nød jeg min lille mini vandretur i påskeferie. Lige hvad jeg trængte til. Næste gang tager jeg mere mad med. Det andet går simpelthen ikke.

Grønt hjerte fra Hanne