Træt, uoplagt og lidt hjælp fra en ven

Træt var lige hvad jeg var den dag. Aldrig har jeg prøvet noget lignende. Trætheden er ikke din ven, når du skal vandre 16 km ned til næste overnatning.

Jeg vil nok tilegne denne dag 17, som den hårdeste på denne vinter vandretur. Det var en kombination af massiv træthed, kuldetræthed og hjemvé. Noget jeg ikke har prøvet før.

Den der med hjemvé, er næsten aldrig noget jeg lider af. Jeg elsker eventyr og kaster mig gerne ud i et nyt. Måske har det noget med min opvækst at gøre. Måske er jeg bare sådan.

Træthed kan ødelægge alt. Jeg har været rigtig træt på denne tur. Sovet meget mere end planlagt. Kulden napper lige det første og det sidste energi. Hvis der er overskud på kontoen af energi, napper den også det. Den har absolut ingen skrupler. Den er sulten.

Forsøg på en powernap på Dæmningen på vej tilbage til fastlandet

Hvis jeg allerede inden afgang er møg træt og uoplagt, bliver det virkelig en hård vandring. Jeg har mine buffere. De plejer at hjælpe. Men denne dag måtte jeg hente det tunge skyts ind. Mere om det.

En Buff af merinould blev min redning

Humøret drillede allerede lidt, da jeg forlod Rømø og satte kurs mod fastlandet. 16 km. Uoverskueligt. Dagen før var jeg også træt.

Det lykkedes mig, at samle mig op i starten. Fortsatte ufortrødent. Jeg var også kommet lidt for sent afsted, da jeg snakkede med ejeren af Rømø familie camping. Vi skulle lige diskutere noget business.

Min egen skyld. Den tager jeg på mig.

Jeg kæmpede virkelig. Prøvede alt. Men til sidst begyndte tårerne bare at løbe i en lind strøm. Intet kunne jeg gøre. Intet skulle jeg gøre. Det er helt naturligt.

Lidt tårer løser noget indeni. En slags anerkendelse af at det er hårdt og ikke spor sjov.

Min merinould Buff blev skubbet helt op over næsen. Kun mine øjne var fremme. Min Buff tog mine tårer og tørrede dem nænsomt væk.

Når jeg nu går der alene med den store grønne Osprey, vækker jeg opsigt. Det er klart. Normalt synes jeg det er hyggeligt. Men lige der, synes jeg ikke det var spor hyggeligt. Intet overskud til noget eller noget.

Min Buff reddede mig. Dejligt at gemme mig bag den.

Jeg blev stoppet mange gange, af folk som ville give mig et lift. Jeg takkede nej tak.

Træt med træt på og drysset med træt

Da tårerne var færdige, havde jeg det lidt bedre. Jeg var stadig træt. Men turen føltes mere overskueligt.

Kort pause hvor jeg lænede mig behageligt op af min elskede Osprey

Jeg satte noget musik på. Det hjalp lidt. Så satte jeg en lydbog på. Det hjalp endnu mere. Hendes rolige stemme fik min opmærksomhed og gjorde, at jeg fokuserede på noget andet.

Da jeg havde lyttet til 2 × 38 min, havde jeg ikke mere jeg kunne gøre. Alle mine buffere var blevet knappet op og brugt. Jeg var stadig træt.

Jeg havde en buffer tilbage. Mit tunge skyts. Min bedste kammerat Tommi.

3 km tilbage inden Skærbæk ringede jeg ham op. Han hjalp mig helt hen til min mors hus. Vi snakkede om løst og fast på de 3 km.

Krøllet sammen og stadig træt

Da jeg ramte mors hus, strøg jeg ind og krøllede mig sammen i lænestolen og sov 2 timer. Jeg vågnede tidsnok til at slå teltet op i haven og rede min seng.

Resten af aftenen halvsov, blundede og døsede jeg bare hen. Intet var jeg værd. Normalt kan jeg godt styre og kontrollere min træthed. Selvom jeg er træt, knokler jeg altid videre. Så sover jeg på andre tidspunkter, når tiden er til det.

Jeg skrabede mig selv op fra lænestolen og slæbte mig ud i teltet. Udenfor bemærkede jeg den smukke og frostklare stjernehimmel. Finde Karlsvognen og tænke, at det var smukt.

Faldt i søvn med det samme. Det var bidende koldt, men dejligt varmt i min sovepose.

? fra Hanne