Våde fødder i vandrestøvler er ikke at foretrække

Våde fødder i vandrestøvler kan bare overhovedet ikke anbefales. Nogle gange lærer man tingene på den hårde måde. Det var lige hvad jeg gjorde. Men dagen startede helt anderledes og bedre end man kan sige at våde fødder i vandrestøvler er.

Man deler det man har

Dagen startede på bedste måde med selskab af de to tyske mænd. Der blev snakket, grint, målt kniv og vi afsluttede allerede hinandens sætninger.

Vi sad længe og snakkede. Jeg havde slet ikke lyst til at gå videre. Når man vandrer alene, kan man godt blive lidt ensom. Bare lige en følelse som kommer og strejfer mig i et sekund. Hurtig er den væk igen.

De havde virkelig pakket den 2CV til bristepunktet med ting og sager. De gav morgenmad og og kaffe.

De havde ALT tænkeligt med i deres bil. Så morgenmaden var lågsus. Vi drak flere kopper kaffe og da de skulle hjem var det med krammere og jeg sagde “Miss you already boys”. De gav mig en masse mad.

Man deler det man har. Jeg deler gerne det jeg har tilovers. Når jeg vandrer, sker det ikke så ofte. I min vandrerygsæk, er der kun lige til mig. Det gælder både udstyr, grej, mad og vand.

Men hvis jeg mødte nogle, som havde mere brug for noget end mig selv, ville jeg til en hver tid dele.

Stilhed og masser af huslige pligter

Der var stille efter deres adgang. Men høj sol, skyfrit så mit humør matchede vejret. Det var hyggeligt.
Enhver lejlighed til at tømme tasken, få luftet sovepose og vasket tøj er kærkommen. At have styr på sine ting og planer er det bedste jeg ved.

Selvom man vandrer, er der stadig huslige pligter. Ikke ligesom hjemme med rengøring af badeværelse og støvsugning. Men der er stadig tøjvask, luftning af udstyr og at få tørret en mini trangia af. Det er hvad der sker, når man laver mad i høje stikflammer.

Nogle dage pakker jeg sammen i silende regn, sne, kulde eller blæst. De dage bliver alt ikke omhyggeligt nedpakket. De bliver pakket i ok godt. Det nytter jo ikke noget, at have alt stikkende ud alle steder og ikke at kunne finde noget. Men nogle gange sker det alligevel.

Vil du læse om dengang det skete ? Så læs afsnittet hvor jeg gav op at pakke ned, fordi kulden lammede mig. Læs det afsnit her.

Alt blev tjekket igennem. Små hængepartier blev ordnet. Alt var lige pludseligt klart og afsted var jeg. Sikket et vejr, Stadig varmt og høj solskin fra en skyfri himmel.

Våde fødder i vandrestøvler giver seriøse problemer

Retningen skulle have været ind mod Henne Strand. Både for at kigge lidt, tanke strøm og slappe af ved stranden. Men der var ikke tid. Intet kunne jeg nå. Når jeg ligger meget tid først på dagen med de huslige pligter, tager de tiden fra noget andet. Sådan er det. Vi har alle den samme tid. Det er kunsten at prioritere den, som engang imellem er svært.

En hvilepause på halvvejen og et obligatorisk fodtjek gav et uventet resultat. En vabel. Det var nummer to på denne tur.

Vil du læse om den anden vabel ? Så læs om den dag på vandreturen her.

Noget andet jeg også opdagede var  en revne mellem lilletåen og den næste tå. Egentlig havde jeg ikke mærket den. Kun den lille vabel. Derfor er det vigtigt, at tjekke fødderne dagligt når man vandrer. Noget er meget smertefuldt – andet kan du kun mærke, når du rører og tjekker dem.
Jo før du får styr på fødderne – jo bedre. På en vandretur bliver fødderne brugt nådesløst. Vægt og mange km dag efter dag slider på dem.
Det må endelig ikke blive værre. I værste fald, så du mås toppe din vandring eller bliver skadet.

Vabel blev hurtigt punkteret. Fødderne blev luftet. Revnen kunne jeg ikke gøre så meget ved. Fødderne blev tørret med min klud. Derefter lufttørret. Mens jeg sad der fordrev jeg tiden med at kigge på forbipasserende mens jeg gumlede på en lakridspibe. En lakridspibe kan fixe alt.

Revnen kom af våde fødder i vandrestøvlerne inden afgang. Så husk at tør fusserne ordentlig. Ingen gider våde fødder i vandrestøvler. Lov mig det.

Hvilken vej skal man dog vælge ?

Da fødderne var ordnet måtte jeg tage en beslutning. Hvilken vej ?
Jeg valgte Skydehuset Nymindegab. Det lå længst væk. Men jeg havde masser af tid, vejret var så lækkert og jeg var glad. Klar på mere eventyr. Resten af vandringen gik i strakt galop.

Sikke en smuk tur. Særligt var turen gennem Blåbjerg Plantage smuk. Grusvej, endeløse marker og træer. En lang kontinuerlig stigning. Det var varmt, hårdt og utroligt lækkert. Rigtig godt til at træne ben med.

Ret så primitiv lejrplads

Lejrpladsen var en forblæst mark med ingenting. En lækker vandhane og et toilet. Men det var alt.

 

Jeg satte teltet op i blæst. Hvis den ikke blev holdt fast eller naglet til jorden blæste teltet væk. Jeg rendte rundt og prøvede at holde styr på stoffet. Det må have set sjovt ud. Tilsidst lykkedes det.

En hurtig bid mad og så ellers putte. Aftensmaden var pølsemadder på lyst brød. En rest fra de to tyske mænd. Tak for det.
Mine ben og fødder trængte til ro og hvile. De var trætte. Jeg var træt. De våde fødder i vandrestøvler var allerede glemt. Og jeg lærte lektien på den hårde måde.
På med natbrillen, i med ørepropper og godnat. Teltet blafrede helt vildt. Den dag i dag kan jeg stadig høre det.

Vi ses??

? fra Hanne

Vil du læse mere om de steder jeg overnattede ? Så kig på udinaturen.dk

• Kærgård Lejrplads
• Nymindegab – Skydebanehuset