Vadehavet og tidevandet giver tid til tanker

Vadehavet har trukket tænderne tilbage, så nu kan jeg gå over. Mandø er fortid og nu er jeg på fastlandet igen. Men Mandø er ikke glemt. Slet ikke.

Fakta
Dag 10
13 km i dag og 86 km i alt
Fra Mandø til Bunkeren i Vester Vedsted

Måske forstår jeg Mandø nu

Der er noget ved Mandø. Hvad det er ved jeg ikke. Der er bare en ro, stilhed og højt til loftet, som er sjældent at finde. Det er så dejligt.

Naturen i Nationalpark Vadehavet er unik og UNESCO beskyttet. Vadehavet lever sit eget liv. Jeg har ikke lige tal på alle dyr og planter der er. Men diversiteten er helt utroligt. Efter nogle dage som vandrer, tror jeg endelig at jeg forstår det smukke ved Vadehavet og naturen hernede.

Alting skal ikke ligne boligkataloget fra Ikea. Pænt, perfekt og poleret. Uorden, naturlighed og snavset er også smukt.

Mandø som skrively til en bog om vandring

Mandø om vinteren ville være perfekt som skrively. Hvis jeg altså skulle være så heldig, at skrive en bog om vandring. Der er bare en ro som gør, at kreativiteten blomster og overskuddet pibler frem.

Åndedrættet falder helt ned og bliver langsomt.

Afgang fra Mandø

Formiddagen gik hurtigt. Jeg skrev gårsdagens dagbog. Handlede ind i Brugsen og smurte madpakker. 1 havarti ost blev delt mellem 4 burgerboller. Alligevel godt gået. Alt magt til havarti ost. 4 madpakker og 2 fra fugledamen. 6 i alt. Så nu har jeg mad i tasken til 6 hele dage. Det skulle holde.

Tasken blev pakket med lynets hast. Jeg sagde pænt farvel til fugledamen og så gik turen ud til Låningsvejen.

Farvel til Vadehavet

Rask gik det ud af vejen. Solen skinnede, vandet var trukket tilbage og der var næsten vindstille. Inden jeg trådte på Låningsvejen igen, var der lige lidt tid spas og løjer.

Vadehavet viste sig fra den bedste side. Til forskel fra turen derover. Den var skrap.

Jeg spejdede både efter fugle og naturen. Det var så dejligt. Der kom lige et splitsekund af lykke lige der. Midt på Låningsvejen smed jeg rygsækken og gik jeg live. Både på Instagram og Facebook.

 

 

Jeg gik i land i god behold. Denne gang blev jeg ikke nappet af tidevandet i Vadehavet.

En lille pause på Vadehavs centret

Jeg sigtede efter Vadehavs centret. Jeg havde lyst til en kage, inden jeg gik ned til familien i Vester Vedsted. Dem som har Bunkeren.

Jeg gik ind og sigtede efter caféen. Tasken blev smidt og da jeg vendte mig om, stod der en dreng bag mig.

“Har du købt billet?”
“Nej, for jeg skal bare have en kage og sidde lidt ned. Jeg skal ikke se udstillingen”
“Jeg spørger lige i receptionen”

Det viste sig, at man skal have billet for at komme ind. Ikke kun for at se udstillingen. Men også for at komme i caféen og souvenirshoppen, som ligger lige bag skranken. Jeg blev simpelthen så fornærmet. Magen til snobberi og frækhed skal man lede længe efter.

Så jeg tog min taske og forlod stedet. Sat mig på trappen. Spiste en lille rugbrøds klapsammen. Efter frokosten ringede jeg til manden med bunkeren og så var jeg på vej.

Velkommen her hos os

Resten af aftenen gik med hygge, snak og dagbogs skrivning. Jeg blev inviteret til aftensmad. Ja, hvorfor ikke? Det frister. Det var laks.

Eftersom der ingen dækning er i Bunkeren. Hverken net- eller mobildækning sad jeg inde hos dem og skrev. Normalt skriver jeg om aftenen alene fra soveposen i mit telt eller fra et shelter.

Jeg vil så gerne have skrevet på dagen og inden jeg bliver for træt.

Nu skal jeg sove igen i en bunker. Det er anden gang. Her er stadig koldt, bart og råt.

? fra Hanne

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *