Jyderupstien – med hund og shelter

Jyderupstien – med hund og shelter er ikke en kombination, som jeg har prøvet. Denne vandring var den første hvor jeg havde en hund med.

Ikke hvilken som helst hund. Men verdens mest nuttede schæfer. Nemlig Ratata.

Ratata er en livlig hund med imponerende meget energi. Det var noget jeg tænkte en del på. Hvordan det ville gå.

Jyderupstien – med hund og shelter var skudt i gang.

Jyderupstien – med hund og shelter og manglende skilte

Vi startede med at tage bussen op til Svinninge, hvor Jyderupstien starter. Eller faktisk slutter den der. Siger internettet. Men da vi bor i Slagelse ville vi hellere slutte i Kongskilde. Så sådan blev det.

I Svinninge gik vi lidt rundt og kunne ikke finde noget som helst. Ikke antydningen af Jyderupstien skilte. Så jeg var på et tidspunkt i tvivl om det var det rigtige sted.

Jeg spurgte en mand, som bekræftigede mig i at vi var på rette vej. Det første stykke vej ind til Hjembæk. I Hjembæk kom skiltene først. Det undrede mig. Indtil da fulgte jeg en ruteanvisning på en hjemmeside. Ellers tror jeg dælme ikke at vi havde fundet vej. Jyderupstien – med hund og shelter uden skilte er en dårlig kombination.

Vi holdte en dejlig pause med vand, mad og lytning til fasaner. Det interesserede Ratata.

Vi kom forbi flotte skove, markstier og en del asfalt. Asfalt er altid kedeligt. Men med Ratata er det alting sjovere. Også asfalt. Endeløse markstier som første ud i ingenting.

Kan I lide vores naturbilleder ?

Bare derudaf med fuld fart på

Ratata og jeg havde en del at vandre før vi nåede nattens overnatningen. Nemlig Åmose Naturcamp, hvor der lå en shelter plads. Jeg havde bare set den på kortet, så jeg anede ikke om jeg så ville finde den.

Tiden gik så hurtigt. Selvom vi gik i et rask tempo, så synes jeg tiden bare blev slugt. Af mørket. Vi var først fremme ved shelterpladsen kl 21. Indtil da havde vi vandre igennem en mørk skov. Skygger overalt og lyde som jeg umiddelbart ikke havde hørt før. Jeg mener ikke de der fasaner lyde. Dem genkender jeg. Også ugler. Dem er der mange af. Men andre lyde.

Men der var ingen tid at spilde. Ratata er ligeglad om det er mørkt. Hun går altid på opdagelse med snuden. Hun er ret så livlig, som jeg har lært på denne vandring og tage hensyn til. Så Jyderupstien – med hund og shelter er slet ikke så tosset endda. Mere om det senere.

Er det her vi skal sove i nat

De sidste 3 km var godt nok seje. Mine fødder summede, var meget ømme og jeg følte næsten ikke at jeg kunne træde ned på dem mere. Ratata piskede bare rundt, som om det var starten af vandringen. Jeg er simpelthen blevet så imponeret af hendes drivkraft og energi. Hun har så meget energi, hvilket også inspirere mig til at gå hurtigere og længere. Den perfekte vandreven.

Jeg kiggede på mit kort. Det var helt mørkt nu. På kortet kunne jeg se at shelterpladsen skulle ligge lige til højre for mig. Inde i skoven. Kunne det virelig være rigtigt ? Var vi endelig fremme ?

Jeg tog beslutningen om at gå derind. Det ville da være dumt, ikke at gøre det, hvis nu det rent faktisk var den. Ind i den mørke smukke skov med os. Der skulle ligge en tæt skov inden og så skulle der komme en åbning. Den åbning ventede jeg på.

Vi fortsatte igennem skoven. Da jeg stoppede op og kigge længere ud, kunne jeg rent faktisk se den åbning. Vi satte farten op og da jeg nåede den åbning steg 3 helt fantastiske shelter op foran os. Den der følelse, når jeg så endelig finder de shelter på mine vandringer, får mig altid. Det er en lettelse, glæde og udsigten til mad, hvile og beskyttelse mod elementerne. ‘

Gasbrænderen som havde sin egen mening

Jeg fodrede Ratata og glædede mig selv til min mad. Varm “Laks i fløde” fra Real Turmat.

Jeg var monstersulten og varm mad efter en lang vandring er altid så lækkert og befriende. Men ak, jeg fandt ud af at min gasbrænder ikke virkede. Om det var gasdåsen eller brænderen vidste jeg ikke. Men varm med fik jeg ikke den aften. Men jeg havde brød og pålæg med. Så det spiste jeg. Mæt blev jeg. Men min længsel efter varm mad blev ikke indfriet.
Mad er mad. Mad er bedre end intet mad.

Vi lagde os til at sove. Ratata inderst, så mig og til sidst min rygsæk. Opstillingen var helt bevidst. Men det kan du høre mere om i næste vandredagbog.

Indtil næste dagbog kan du læse om andre efterårsvandringer på siden. Den smukke Gendarmstien. Var det noget ?

Det var første afsnit af Jyderupstien – med hund og shelter.

Der kommer mere. Så glæd jer.

Vuf og grønt hjerte fra Hanne & Ratata

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *