Kom godt i gang med at snorkle

Sidst opdateret:
Kvinde med maske snorkler i klart, blåt vand og giver tegnet til at alt er godt

Hvis du aldrig har snorklet før, er det på høje tid, at du prøver det. Snorkling er en fantastisk aktivitet, som giver mulighed for at opleve en ny, fascinerende verden under havets overflade. Havet er fyldt med spektakulært dyreliv, og afhængigt af, hvor du snorkler i verden, kan du opleve dyr som søheste, havskildpadder, delfiner, rokker, hvaler, hajer, søløver og stimer af farverige fisk.

Alle kan lære at snorkle, store som små, unge som gamle. Det er altså aldrig for sent at starte, og med denne guide til snorkling bliver du hurtigt klar til at begynde dit snorkeleventyr og udforske livet under havoverfladen. Læs videre for at få tips og tricks til at vælge det rette udstyr, lære at snorkle og finde de bedste steder til snorkling.

Invester i et det rette udstyr til snorkling

Snorkling er en aktivitet, som ikke koster særlig meget og kræver meget lidt udstyr. Faktisk skal du kun bruge en maske og snorkel for at begynde. Der er dog også meget andet udstyr, som kan gøre snorkling lidt sjovere.  

På bookede snorkelture kan du typisk låne dykkermasker og snorkler på båden samt svømmefødder til snorkling, men hvis du vil være sikker på at få noget godt snorkeludstyr, som passer til dig, bør du altid investere i dit eget. Så slipper du også for at dele mundvand med den, som tidligere lånte snorkelsættet.

Maske

Det vigtigste udstyr, du skal bruge for at begynde at snorkle, er en maske og en snorkel. Nogle foretrækker et todelt snorkelsæt, hvor dykkermaske og snorkel kan separeres, mens andre bruger en helmaske til snorkling, som dækker hele ansigtet og har indbygget snorkel. 

En fordel ved det todelte snorkelsæt er, at du kan tage snorklen ud af munden, når du skal snakke, mens helmasken kræver, at du tager hele masken af hver gang. Derudover er helmasken lidt anderledes at trække vejret i. Der skal lidt mere øvelse til, men når teknikken er på plads, så tænker du ikke videre over det.

Begge typer snorkelsæt er gode. Det er en smagssag, hvad man fortækker til snorkling. Så prøv dig frem og se, hvad du føler dig mest komfortabel i. Husk i øvrigt, at glasset i din maske skal været hærdet, eller som det hedder på engelsk “tempered glass”, så er du sikker på, at det ikke splintrer ved tryk.

Snorkel

En snorkel er det rør, du skal trække vejret igennem, mens du svømmer rundt. Snorkler kan fås i mange udformninger, f.eks. udstyret med ventil, bølgebrydere og andre smarte funktioner. 

De fleste snorkler har en ventil i bunden. Ventilen bruges til at tømme røret for vand, mens du svømmer rundt, ved at puste i den. Du kan godt vælge en snorkel uden ventil, så skal vandet i røret bare pustes op og ud, hvilket er lidt sværere. Lidt ligesom en blåhval, som sprøjter vand op. 

Du kan også vælge en snorkel med eller uden bølgebryder. En bølgebryder i toppen hjælper med at mindske mængden af vand, som kommer ind i snorklen fra vandsprøjt, eller når du dykker. Hvis du bare tøffer rundt på roligt vand, er en bølgebryder ikke nødvendig. 

Når du tager snorklen i munden, skal den føles blød. Du skal kunne have mundstykket i munden uden besvær. Hvis du krampagtig prøver, at holde den fast, dur den ikke til dig. Så skal du have en anden størrelse eller model.

Til slut kan det være en god idé at tænke over farven øverst på snorklen. Hvis du snorkler rundt med din ven eller kæreste, er det rart, at den øverste del er orange eller anden iøjnefaldende farve, så I nemmere kan spotte hinanden.

Svømmefødder og badesko

Svømmefødder er ikke et must, når du snorkler. De er gode, hvis du vil svømme langt og hurtigt, eller hvis du vil dykke ned for at kigge nærmere på noget spændende på havbunden. Men hvis du bare svømmer rundt i overfladen, behøver du dem ikke. Start med at låne et par, og tag en tur i baljen, så finder du hurtigt ud af, om det er noget for dig.

Husk at svømmefødder til snorkling skal være bløde og korte. De hårde og lange modeller er til undervandsjagt og konkurrencesvømmere.

Hvis du snorkler er sted, hvor der er lavt vand, kan det være en rigtig god idé at bruge badesko, da de beskytter dine fødder mod skarpe sten, koraller og havpindsvin. Badesko er også fantastiske til snorkling fra stranden, så du slipper for at træde på sten, tang og skrald.

Påklædning til snorkling

Den bedste påklædning til snorkling afhænger af vandtemperaturen, vejret og hvor godt du kan tåle solen. Steder hvor vandtemperaturen er høj, snorkler de fleste i badetøj såsom badedragt, bikini og badebukser, hvilket er helt fint. Dog glemmer mange at tage højde for solens stråler og bliver solskoldede. 

Solen kan være brutal ude på vandet, og det er derfor en god idé at dække kroppen til eller bruge rigeligt med vandfast solcreme der, hvor solens stråler rammer. Det er typisk nakken, ryggen, ballerne og læggene, som er mest udsatte for sol under snorkling.

Vil du være sikker på ikke at blive solskoldet, kan du dække hele kroppen til med en våddragt eller bade i tøj som tynde shorts og en let t-shirt. En våddragt er ideel til koldere vandtemperaturer og snorkling i Danmark, da den isolerer og holder på din kropsvarme, så du ikke fryser.

Kamera

Et kamera til snorkling er ikke nødvendigt udstyr, men mange synes, at det er sjovt at tage billeder og filme alle de fantastiske dyr og planter, der findes under vandet. Desuden giver et undervandskamera mulighed for at forevige dine minder og vise dem til dine venner og familie efterfølgende.

Hold dit udstyr i topform

Klorvand, saltvand, sol og sand tager hårdt på alt, så hvis du vil bruge dit snorkeludstyr i mange år frem, er det nødvendigt at rengøre og vedligeholde det. 

Skyl dykkermasker og snorkler med rent vand efter hver gang. Skyl alt saltvandet væk, og husk at skylle snorklen indvendigt også. Lad nu udstyret ligge og tørre i skyggen. Det er ikke godt for udstyret at blive tørret eller blive opbevaret direkte i solen.

Sådan kommer du i gang med snorkling

Når du har styr på udstyret, er du klar til at komme ud og prøve det hele af. Har du mulighed for det, så start i en pool, og ryk først ud i havet, når du har fået styr på vejrtrækningen. Hvis du ikke har en pool, er det næstbedste en stille bugt uden bølger eller et stort badekar.

Start med at tage masken på, før du går i vandet. Tryk den let ind mod ansigtet, og før remmen bag om hovedet. Masken skal gerne sidde så stramt, at vand ikke kan komme ind, men uden at det giver hovedpine. 

TIP: Hvis du har langt hår, så sæt det op, så det ikke sætter sig i klemme i dykkermasken og lader vand sive ind.

Snorklen sidder klipset fast til remmen på siden af masken. Når masken er på, tager du mundstykket i munden. Træk vejret stille og roligt, og lad være med at gå i panik. 

Når vejrtrækningen er på plads, kan du sænke ned dig i vandet og svømme rundt på maven, mens du kigger på bunden af poolen. Hvis din maske er utæt, stopper du bare, retter på den og gør det samme igen.

Når du føler dig tilpas i poolen, er du klar til at komme ud og opleve livet i havet. Vælg gerne en vindstille dag, hvor bølgerne er lave, så du får den bedste og mest rolige start. Føler du dig usikker på dybt vand, kan du altid bruge en sikkerhedsvest eller -bælte til at hjælpe med at holde dig oppe. 

Husk at nyde det

Under vandet er der helt stille og roligt. Det er en helt ny verden uden stress og jag. Giv dig selv dig tid og ro til at tage oplevelsen ind og nyde stilheden, mens du flyder rundt i overfladen. Det er næsten som at meditere – bare under vandet. Find Nemos familie mellem korallerne eller følg en stime af fisk, men vigtigst af alt skal du huske at nyde denne fantastiske naturoplevelse.

TIP: Fisk og andre dyr i havet opholder sig typisk der, hvor der er meget tang, mange sten og koralrev. Så søg derhen.

Alt du bør vide om snorkling

Hvis vi har inspireret dig til at give dig i kast med at snorkle, kan du herunder få et hurtigt overblik om snorkling og blive inspireret til, hvor du kan tage hen at snorkle.

Hvad er snorkling?

At snorkle betyder per definition at svømme med snorkel på lige under havets overfalde. Det vil sige, at du kan trække vejret gennem en snorkel, mens du svømmer rundt med ansigtet under vand og kigger på havets dyr og planter.

Hvordan lærer man at snorkle?

Du lærer bedst at snorkle ved at kaste dig ud i det. Køb eller lån dit første snorkelsæt, og øv dig på vejrtrækningen, før du går i vandet. Det er den sværeste del. Når vejrtrækningen er på plads, bevæger du dig ud i vandet og lader dig flyde, mens du kigger ned mod bunden. Og vupti, nu snorkler du!

Hvor er det godt at snorkle?

Selvom man ikke skulle tro det, er der en masse at kigge på uanset, hvor i verden du hopper i havet. Selv snorkling i Danmark kan noget helt specielt, og du kan hoppe i havet fra enhver dansk kyst og se mange forskellige fiskearter. Men det er klart, at hvis du vil se de helt store fisk, farverige koraller og hvad du ellers har set på nettet, skal du lidt længere væk hjemmefra. 

I Europa er der også mange gode steder at tage på snorkelferie. Portugal, Spanien, Italien, Frankrig og især de sydeuropæiske øer Malta og Cypern har ry for at være gode steder at snorkle i Europa. 

Hvor er verdens bedste sted at snorkle? 

Der er stor uenighed om, hvor verdens bedste sted at snorkle er. Det kommer an på, hvad du vil se og opleve. Dog går du helt sikkert ikke galt i byen, hvis du tager til Great Barrier Reef i Australien. Great Barrier Reef er kendt som verdens største koralrev, og her kan du opleve alt fra havskildpadder og farvestrålende fisk til revhajer og store rokker. 

Derudover kan du også opleve noget af verdens bedste snorkling i Thailand, Filippinerne og Bali, hvor du kan snorkle tæt på gamle, sunkne skibsvrag, som nu er blevet levested for masser af dyreliv.