Vandpassage med masser af vand
Vandpassage med masser af vand var i hvert fald ikke det jeg tænkte på, da jeg vågnede. Der tænkte jeg på morgenkaffe fra gasbrænderen og på dagens vandring ned til Agersø. Det var nemlig min plan. At vandre ned til Agersø.
Tilbage til lysten til morgenkaffe fra gasbrænderen. Hvis du ikke ved hvordan sådan noget ser ud. Så hjælper jeg dig gerne på vej med et pænt billede.
Teltet og min lækre fleecetrøje er sponsoreret af Slagelse Camping & Outdoor. Teltet er et Robens Elk River 1. Jeg har selv valgt det ude i deres store forretning. Det samme med min Deerhunter Fleecetrøje. Den er så lækker. Hvis du vil se flere billeder af teltet, kan du kigge i den første vandredagbog fra denne vandring “Når hverdagen stjæler friluftslivet“.
Min morgenmad var helt nede på jorden. Altså ikke forstået på den måde, at jeg fakltisk sad på jorden og spiste den. Men fordi den er nem, hurtig og nærende. Her er et hurtig kig ned i min madpakke
Alt hvad jeg kan sanke på vejen nupper jeg. Sanke betyder bare at man leder, finder og samler mad i naturen. Alt hvad der kan booste og forlænge min turmad, er jeg meget stor tilhænger. Æblet øverst til venstre på billedet til højre er sanket.
Det var en dejlig stille morgen. Den nød jeg så meget. Jeg var spændt på den vandpassage med masser vand. Inden afgang pakkede jeg mine ting sammen.
Det kan ligne en slagmark. Men jeg har helt styr på det. Jeg er meget firkantet med min nedpakning i min vandrerygsæk. Så selvom det hele flyder, kommer alt helt rigtig ned i rygsækken. Hvordan pakker du din rygsæk ?
Vandpassage med masser af vand
Næste mission var at komme over indsejlingen ind til Skælskør Havn. Jeg var overbevidstom, at det var en smal sag og få et lift. Men jeg blev klogere.
Jeg traskede ned til den lillebitte bådhavn. Fuld af håb. Det viste sig blive en del sværere end forventet. Jeg spurgte flere dernede om de kunne sejle mig over. En gammel mand i båd sagde ordret til mig “Næ, det er ikke noget for mig”. Jeg grinede af hans udtalelse. Den var sjov.
Jeg fandt faktisk også ud af at det ikke var lige til. Den anden side var stejl og svær og ligge til. Så virkeligheden kom tilbage til mig. Jeg måtte udenom, ind til Skælskør og så nedad mod Stigsnæs Havn. Men det var altså en ret smuk tur alligevel. Båden til højre på billedet sejler ude i indsejlingen.
Som den evigsmåspisende vandrer jeg er kiggede jeg efter mad. Jeg fandt lækre hyben, strandkål og der blev også tid til og hoppe fra en stor sten. Jeg ved bare ikke noget bedre end at tage min kniv frem og bare begynde fra en ende af.
På det øverste spiser jeg hyben og strandkål på det nederste. Så blev der tid til leg også. Det er så hyggeligt og vandre.
Men altså jeg skulle også videre og ind mod Skælskør og videre til dagens overnatning. Så jeg hoppede ned igen.
Jeg havde virkelig ikke lyst til og forlade vandet og kysten. Men på Kobæk Strand spiste jeg frokost. Næsten det samme som morgenmaden. Da jeg var færdig, trak vandet igen. Så jeg gik derned igen. En sidste gang inden jeg gik på landevejen mod Skælskør.
Når pæren er i orden
Nu kunne jeg ikke trække den mere. Slukøret gik jeg ind mod Skælskør på landevejen. Men sådan når man går sine egne vegne. Så rammer jeg ofte strækninger, som er kedelige. Men jeg er gos til distrahere mig selv. Imens jeg går. Det har mine mange kilometer i benene lært mig. Så da jeg opdagede pæretræer på meget af ruten gik jeg i gang igen.
Kniven kom frem og jeg guffede videre. De var så gode. Nogle gange spiser jeg så meget, at jeg ikke er sulten til måltiderne. Men så rækker min mad i rygsækken meget længere. Smart.
Den lange landevej blev pludselig meget kortere, når man spotter efter pærer. Til sidst nåede jeg Skælskør. Jeg handlede hurtigt ind og vandrede videre ned mod Stigsnæs Havn.
Jeg gik, gik og gik. Det var så kedelig en rute. Nogle bilister dyttede og hilste på mig. Det er så hyggeligt. Bare fortsæt med det. Hvis du ser mig, så kom endelig hen og hils på mig.
Jeg nåede endelig Stigsnæs Havn. Da jeg ankom var færgen til Omø på vej ind. Så jeg satte mig ned og ventede. Klar med mit mundbind. Det er jo en slags coronavandring. Så derfor har jeg altid sådan nogle liggende i min rygsæk.
Agersø i alt sin pomp og pragt
Overfarten var så sjov. Der var en del vind. Jeg satte rygsækken ved min plads og gik ud på dækket og lod vinden give mig Donald Trump frisure. Hvorfor ellers have så langt hår som mig, hvis man ikke går ud på dækket og får vinden med som frisør ? Jeg finder det sjovt. Turen fra Agersø næste dag var endnu sjovere. Men det må I læse om i næste vandredagbog.
Fra færgelejet og op til shelterpladsen på Agersø er der knap 1 km. Ikke langt. Jeg var hurtig deroppe. Det var nemt og finde vej.
På shelterpladsen satte jeg mit telt op. Denne gang stormsikrede jeg det. Det lærte jeg på Camønoen i 2018, hvor en stor kom og mit telt rev sig op “Det vildeste tordenvejr gav mig arbejde” eller da mit (eller det var Brians) teltflage rev sig løs i februar 2020, da vi vandrede sammen. Der fik jeg en pløk i hovedet og var øjeblikkelig sur “Farvel teltflage“.
Det sidste af aftenen gik med aftensmad i apsis’en i teltet. Indrette det til natten og så ellers bare i soveposen. Jeg var ret så træt.
Vandpassage med masser af vand lagde jeg også og tænkte på. Det sjove ved vandring er at jeg aldrig hvilke udfordringer jeg får. Ingen dage er ens, og alligevel er alle dage ens. Jeg lever i en bobble, når jeg er afsted.
Grønt hjerte fra mig
